Ærø 2016 ........................................ |
Efterårstur til Ærø 2016 Klik
her for at se "Rundtur i byen" (5:00) Klik
her for at se "Rundtur på Ærø" (10:04) Klik
her for at se "Hjemad" (4:15) PR©2016
fra 21. - 23. september.
Én af de mange danske øer, vi endnu ikke har besøgt, er Ærø.
Det besluttede vi så at gøre noget ved i efteråret 2016, hvor vi tog på en lille kort tur – med blot 2 overnatninger – til den lille ø syd for Fyn.
Ærø er på kun 90 km², 30 km lang og 8 km på det bredeste sted.
Der bor ca. 6.600 mennesker på øen.
Her følger en kort beskrivelse af turen
med tilhørende links til dias/videoshow,
som i billeder viser indtryk fra øen.
Lidt teknisk:
Alt billedmateriale på denne tur er optaget i høj opløsning (1920 x 1080) og formatet 16:9.
Det betyder, at billedfilerne er meget store.
Det medfører, at download-tiden kan blive ret lang, hvis du ikke har en meget hurtig internetforbindelse.
Hvis du oplever, at en billedfil "hakker", "fryser" eller slet ikke starter, kan du prøve
1) at være tålmodig og vente på at filen hentes,
2) at aktivere "pause" på afspilningsskærmen et stykke tid eller
3) at aktivere "stop" og derefter starte afspilningen forfra.
der er tilsat lidt stemningsmusik.
Tænd for dine højttalere
Onsdag den 21. september:
Der er 3 færgeruter til Ærø.
Vi valgte at køre til Svendborg, hvorfra vi tog færgen mod Ærøskøbing. Denne tur tager 1 time og 15 min og er egentlig ret billig. Vi gav 318 kr for bil og 2 personer tur/retur – og man kan selv vælge, hvilken af de 3 mulige ruter man vælger til hjemtransport.
Den lave pris kan tilskrives det såkaldte ”Landevejsprincip”.
Landevejsprincippet er et trafikpolitisk princip, der indebærer at det skal koste det samme at sejle med færge som at køre en tilsvarende strækning i bil på landevejen. Idéen er, at det skal være mere attraktivt at besøge de danske øer og derved fremme turismen og dermed levedygtigheden for øerne.
Landevejsprincippet gælder i bestemte dele af året. 2016 gjaldt det i perioden 15. august til 13. november. Næste periode starter til april 2017.
Vi havde fint vejr til sejlturen, så vi kunne nyde turen med udsigt til mange af de øer, der ligger spredt i området:
Først er der en fantastisk flot tur ud gennem Svendborg Sund mellem Fyn og Tåsinge. Siden kan vi se til Skarø, Hjortø og Drejø inden vi til sidst passerer den lille Dejrø kort før Ærøskøbing.
Vi havde hjemmefra bestilt ophold på Hotel ”Ærøhus”, der ligger centralt i Ærøskøbing.
Efter indkvartering og lidt afslapning var vi så klar til at gå en tur rundt i byen.
Ærøskøbing er øens næststørste by – med små 1000 indbyggere!
Det er en gammel by. Officielt skulle byen være grundlagt i 1250, men mange mener, at den måske er 50 år ældre.
Det er en meget velholdt by med gamle huse og smalle, brolagte gader. Det er virkelig en oplevelse at gå tur i byen og opleve historiens vingesus.
Et par ting, der måske bør have en særlig omtale er ”Dukkehuset” og ”Flaske-Peters Samling”:
”Dukkehuset”, der ligger på Smedegade, har et grundareal på kun 25 m², men det er i 2 etager, så altså omkring 50 m² i alt. Der har tidligere boet 2 familier – senere en familie med 8 børn!
”Flaske-Peters Samling” består af omkring 500 skibsmodeller bygget i flasker af forskellig størrelse og form. ”Flaske-Peter”, hvis borgerlige navn var Peter Jacobsen, levede fra 1873 til 1960. Det meste af livet sejlede han verden rundt som sømand og i perioden 1889 til 1957 byggede han mere end 1700 flaskeskibe, hvoraf godt en tredjedel nu kan ses på museet.
Det kan lige nævnes, at han støbte sin egen gravsten i cement og indlagde 7 flaskeskibe i cementen som symbol på de 7 verdenshave, han havde besejlet.
I 1629 blev en stor del af byen ødelagt ved en brand, så der er ikke noget tilbage fra før den tid, men det ældste hus er trods alt fra 1645.
En detalje man bemærker, er de flotte gadedøre. Her har man virkelig gjort meget ud af at bevare det originale udseende.
Vi havde et par hyggelige timer og fik oparbejdet en god appetit, som vi senere havde glæde af på Restaurant ”Mumm” (Det hedder den altså!).
Dagen er afsat til at køre øen rundt.
Vi starter med at køre nordpå mod Søby, øens tredjestørste by med godt og vel 500 indbyggere.
Kort før byen finder vi Søby Mølle, som er en flot, ottekantet hollandsk mølle. Det er en meget smuk mølle, ikke mindst fordi den er meget velholdt og beklædt med tækkerør, hvilket man ikke ser så mange steder.
Søby var tidligere en levende fiskerihavn, men nu er byens vigtigste aktiv de 2 færgeforbindelser til Fåborg på Fyn og Fynshav på Als.
Fra Søby fortsætter vi nordpå til spidsen af Ærø ved Skjoldnæs Fyr. Her ligger også Ærø Golf Klub, som har en pragtfuld beliggenhed med vand på 3 sider.
På vej sydpå igen besøger vi Vitsø og Voderup Klint.
I den sydlige del af Ærø nyder vi udsigten ved bugten ”Drejet” inden vi når til Marstal, som er øens største by med ca. 2.300 indbyggere.
Sidste del af turen går først til tangen Ommelshoved, der stikker små 3 km ud i havet mod nordvest.
Dagen slutter med en tur på ”Eriks Hale”, en flad sandtange, der stikker ud fra Ærø direkte mod øst syd for Marstal. Her finder
vi en række meget små, men ganske sjove huse – næppe sommerhuse, men snarere omklædningshuse. Man kalder dem ”strandhuse”.
Så er det blevet hjemrejsedag.
Vi har valgt at tage færgen fra Søby, men undervejs besøger vi lige Urehoved, en smal landtange, der går direkte nordpå fra Ærøskøbing. Nærmest byen ligger en række hyggelige små ”badehuse” ved Vestre Strandvej. Vi følger den nordøstlige kyst nordpå og gør ophold lidt syd for Blakstensodde, hvor vi nyder udsigten over det ret stille vand.
Fra Søby sejler vi til Fynshav på Als – turen tager 1 time og 20 min.