Finland 2009 .................................

Rundtur i Finland

 14. - 25. juni 2009


Hele denne tur er planlagt i samarbejde med Nordic Tours.
Alle overnatninger samt de 2 sejladser er bestilt og betalt hjemmefra - incl. halvpension.

Vores oplevelser beskrives kort dag for dag og afsluttes med en billedkavalkade med lidt underlægningsmusik.
Der er indsat links til en del lokaliteter (nogle er på engelsk), så den interesserede kan få lidt ekstra information.

Husk at tænde for dine højttalere.
Længden af billedkavalkaden er angivet i minutter og sekunder (min:sek).

(Det kan tage lidt tid at hente filen - ikke mindst efter at jeg i starten af 2018 har ændret filformatet til HD-opløsning 16:9. Det giver flottere billeder på de større skærme, der efterhånden er blevet almindelige.)


Søndag den 14. juni:

Ikke meget over kl. 8 var bilen pakket og klar til afgang. Efter optankning i Brugsen gik det mod Sverige i en fantastisk dejligt vejr - tørt, ikke for varmt, ikke for koldt - perfekt til en lang køretur til Vrigstad Värdshus i Sverige (mellem Jönköbing og Växjö), hvor vi ankom ca. kl. 17.

Det var en ren transportdag, hvor vi faktisk kun holdt de pauser, der nu engang hører med til en tur på 570 km.

Dog standsede vi kort før Vrigstad for at beundre en flot kirke ved Nydala bygget ved ruinerne af et gammelt cistercienserkloster fra 1143.

Klik her for at se "Til Vrigstad, Sverige"  - (1:52)

Mandag den 15. juni:

Vrigstad Värdshus viste sig faktisk at være et pænt stort sted i en hyggelig lille by.

Vi begav os af sted mod Stockholm i håb om at gense nogle af de flotte udsigtssteder langs Vätterns østkyst. Det lykkedes. Der er temmelig mange virkeligt gode rastepladser langs den store sø, som er værd at ofre et ophold på. Bl. a. så vi denne gang den gamle ruin af borgen Brahehus – og en flot udsigt mod øen i søen: Visingsö.

Da vi drejede østpå bort fra søen over mod Stockholm blev landskabet jævnt kedeligt. Der er en del landbrugsland samt de ret store industribyer Linköbing (SAAB), og Norrköbing.

Vi nåede frem til Stockholm ved 16-tiden, netop 1 time før afgang med "Siljan Symphoni" mod Helsinki.

Turen ud gennem den Stockholmske skærgård er meget flot. Vi trodsede den skarpe og lidt kolde vind og opholdt os udendørs en times tid. Hele turen ud mellem alle de store og mindre øer tager næsten fire timer.

Ved 20-tiden gik vi til spisning. Det var nok den mest omfattende buffet, vi endnu har været udsat for – incl. drikkevarer ad libitum. Det var en voldsom udfordring at begrænse sig.

Ved 22-tiden stillede vi urene en time frem – Finland har østeuropæisk tid – og gik så til ro i den særdeles komfortable kahyt. Jeg sov med det samme, mens Petra nåede at opfatte at skibet anløb Mariehamn på Ålandsøerne før sejladsen fortsatte til Helsinki.

Klik her for at se "Fra Vrigstad til Stockholm"  - (3:59)

Tirsdag den 16. juni:

Ved 8-tiden gik vi til morgenmad. Stilen fra buffeten aftenen før blev holdt: Det var svært at komme på noget, der ikke blev tilbudt til dette morgenmåltid, så vi måtte til det igen: At vælge.

Kl. 9.30 forlod vi den lækre kahyt og gik i bilen, klar til at trille i land i Helsinki kl. 10.

Her fandt vi hurtigt et parkeringshus og gik derefter en tur i det centrale Helsinki, som er præget af mange gamle og store bygninger som Domkirken, Senatshuset og Præsidentens Slot. Desuden så vi det imponerende marked på Salutorvet.

Efter 2 timer var vi 10 Euro fattigere i parkeringsafgift og kørte ud af hovedstaden mod byen Porvoo.

Her så vi en mægtig gotisk domkirke fra begyndelsen af 1400-tallet og det omgivende kvarter med charmerende træhuse.

Den resterende tur mod nordøst til Imatra blev ikke særlig oplevelsesrig. Det finske landskab er her ret fladt og jævnt kedeligt og dette indtryk blev understøttet af et surt vejr med en del regnbyger.

Kl. 17.30 flyttede vi ind på Hotel Cumulus, hvor vi skulle overnatte to gange.

Klik her for at se "Fra Helsingfors til Imatra"  - (4:16)

Onsdag den 17. juni:

Vejret så ikke for godt ud fra morgenstunden. Der var temmelig overskyet, og ifølge vejrudsigten befandt vi os i området mellem ret pænt vejr mod vest og et udbredt regnområde mod øst. Det blev desværre øst, der vandt.

Vi havde håbet på en dejlig rundtur i det finske sølandskab, men af to årsager blev turen ikke tilnærmelsesvis så interessant, som vi havde håbet. Som nævnt drillede vejret. Allerede ved middagstid kom der regnbyger og ved 17-tiden, da vi næsten var turen rundt, regnede det ret kraftigt. Den anden årsag er, at finnerne gemmer deres søer godt! Der er mange søer i landet, men der er næsten altid en bræmme af træer mellem vej og sø, så landskabet opleves ikke nær så spændende, som det egentlig burde.

Nå, noget fik vi da oplevet. Vi blev lidt overraskede da GPS’en kom med opfordringen: ”Kør om bord på færge”. Men den var god nok. Der var faktisk et lille ”hul” i vejen, hvor en mindre færge tøffede frem og tilbage (et par hundrede meter) med de biler, der dukkede op – helt uden beregning. I byen Mikkeli fandt vi det gamle vandtårn Vesitorni på bakken Naisvuori og fra udsigtsplatformen øverst i tårnet var der – på trods af vejret – en flot udsigt over byen og omgivelserne.

De finske byer fylder utrolig meget i landskabet (det gælder også de norske og svenske). Kun selve bykernen minder om noget vi kender fra danske byer: Bygninger, beton og asfalt. Lidt uden for centrene er der brugt masser af plads til grønne områder, som kan gøre det vanskeligt af finde ud af, hvor by og land egentlig slutter og starter.

I byen Savonlinna så vi middelalderborgen Olavinlinna, en af de bedst bevarede i Norden. Borgen blev opført i 1475 af den danske adelsmand Erik Axelson Tott, så også i disse fjerne egne satte danskere deres præg på landskab og historie for mere end 500 år siden.

Næsten tilbage i Imatra kørte vi på den berømte højderyg Punkaharju – en ca. 6 km lang, naturligt formet istids-ås mellem to søer. Vi fornemmede lidt af den storslåede natur, men på det tidspunkt regnede det så kraftigt, at vi opgav ethvert forsøg på fotografering. Vi skal samme vej, når vi i morgen fortsætter nordpå, så vi håber, vejret forbedrer sig.

Klik her for at se "Rundtur i sølandet"  - (3:10)

Torsdag den 18. juni:

Det gjorde det nu ikke!
Mens vi pakkede bilen, begyndte det at regne, og det fortsatte resten af dagen, hvilket naturligvis satte sit præg på forløbet.

De første 30 km kørte vi på en gammel vejstrækning gennem byerne Niska-Pietilä og Miettilä, som tidligere har dannet grænseområde og som nu er udnævnt til ”museumsvej”. Herfra kunne man se til Rusland.

Vi fik også et enkelt billede af Punkaharju-åsen – trods silende regn.

I Kerimäki fandt vi verdens største trækirke, bygget i 1845-47.

Den er enorm – ikke mindst set i forhold til byens størrelse (knap 6.000 indbyggere) - og ret speciel i sin udformning, næsten kvadratisk. Den er 45 m lang, 42 m bred og 27 m høj under kuplen.

Onde tunger mener, at størrelsen skyldes en fejl i f. m. konstruktionen. Det skulle være en amerikansk arkitekt, der afleverede tegningerne med målene opgjort i fod. Håndværkerne har så taget fejl og troet, at målene var i meter.

Sandheden er vist, at der ikke er sket fejl. Kirken er bestilt med siddepladser til 3000.

Fra Tomajärvi tog vi lige en afstikker på 15 km mod øst til Värtsilä, som er grænseby til Rusland. Vi nåede lige at vende om 100 m før grænsestationen!!!

Vi havde håbet på at nyde et flot udsigt fra Koli-bjerget (348 m) over den store sø Pielinen. Vi fandt stedet, men udsigten var bogstaveligt talt druknet i regn.

I stedet fik vi noget ud et besøg i den lille by Nunnanlahti, hvor der er en stor udstilling af produkter lavet af den specielle ”sæbesten”, som brydes i området. Stenen har en speciel grå farve, er ret blød og bruges til bl.a. fliser og skulpturer. På udstillingen så vi nogle fantastiske varmeovne, som var lavet af sæbesten. Vi fik selvfølgelig også et par pæne stykker med hjem.

I Nurmes fandt vi uden problemer vores næste overnatningssted – stadig i silende regnvejr.

 Klik her for at se "Fra Imatra til Nurmes"  - (4:13)


Fredag den 19. juni:

Da vi vågnede var vi ret sikre på, at det finske vejr havde stabiliseret sig. Det regnede nemlig stadig.

Skal vi være helt ærlige var det dog kun småtteri i forhold til dagen før.

Det var derfor med begrænsede forventninger, vi forlod Nurmes med kurs nordpå mod Kuusamo.

Et andet lille problem vi opdagede var, at der netop i denne weekend blev fejret midsommer i Finland. I byen Kuhmo skulle vi have set en Kalevale-landsby, men en venlig ung mand fortalte os, at den – og stort set alt andet i Finland – var lukket p.g.a. midsommerfest.

Kalevala er et finsk nationaldigt baseret på mundtligt overleveret versmateriale. Det blev første gang samlet i 1835 og dengang bestod det af ca. 12.000 verslinier! Det er senere udvidet med yderligere 10.000 !!! Værket har haft stor betydning for det finske folks selvforståelse og mange steder i denne del af Finland trives gamle finske folketraditioner – ofte med udgangspunkt i den gamle digtning fremført til musik med det særegne finske strengeinstrument kantele.

Finnerne fejrer midsommer som en helligdag (hele weekenden!!) med at tage på landet i deres sommerhuse, gå i sauna, tænde bål og drikke øl.

Længere nordpå var vi heldige at se en attraktion, som ikke var helt lukket. Ved vejen fra Raate til Suomussalmi var der en del monumenter til minde om Vinterkrigen mellem Finland og Rusland i 1939-40. Museet var lukket, men der var mange spændende ting at se uden for museet.

Fremme ved hotellet i Kuusamo var vi naturligvis lidt spændte på, om også hotellerne lukkede. Til vores lettelse viste det sig dog ikke at være tilfældet og vi flyttede ind og spiste aftensmad. En venlig servitrice fortalte, at der var bål ved søen, så vi måtte naturligvis ned og se på. Ved 18-tiden viste de finske vejrguder sig endelig fra deres lidt pænere side, og solen brød gennem skyerne. Det var derfor dejligt midsommervejr – selv om temperaturerne holdt sig pænt omkring de 8 – 9 grader – da vi gik til midsommerbål ved 20.15-tiden. Her fik vi en snak med et par lokale om traditioner i Finland og Danmark. Ganske spændende og oplysende.

Vi håber på, at vejret fortsat er godt i morgen.

 Klik her for at se "Fra Nurmes til Kuusamo"  - (5:46)

Lørdag den 20. juni:

Det er overskyet, men tørt – og det holder tørt hele vejen til Rovaniemi, hvor solen faktisk skinner.

På vej nordpå mod Salla krydser vi Polarcirklen, men det har finnerne nu ikke ulejliget sig med at gøre opmærksom på. I Norge og Sverige har vi alle de steder, hvor vi har krydset Polarcirklen – og det er efterhånden nogle gange - set en tydelig markering. Nok igen et udslag af, af Finland ikke er specielt turist-mindet.

I Salla, som er det nordligste vi kommer på denne tur, ser vi den telt-formede kirke fra 1951, som er bygget for midler indsamlet i danske menigheder.

Fremme i Rovaniemi besøger vi museet Arktikum, tegnet af de danske arkitekter Bonderup og Thorup i 1990. Udstillingerne her giver et godt indblik i, hvilke livsvilkår naturen på disse breddegrader har budt sine indbyggere og den kultur, der er opstået her.

 Klik her for at se "Fra Kuusamo til Rovaniemi"  - (3:48)


Søndag den 21. juni
:

Vejret er fortsat fint, der er masser af blå himmel og lette sommerskyer – og det bliver bedre og bedre i løbet af dagen, hvor termometeret faktisk når 20 grader samtidig med at vi når til Oulu.

Dagen startede dog med, at vi kørte 8 km nordpå, til Julemandens landsby, som man praktisk nok har placeret på selve Polarcirklen. Når to sådanne tilløbsstykker samles er der garanti for, at souvenirbutikkerne har kronede dage.

Herfra kørte vi til udsigtspunktet Ounasvaara (204 m), hvor der er en flot udsigt over Rovaniemi og omegn. Længere sydpå besøgte vi dyreparken i Ranua, hvor mange af de dyr, der har deres naturlige udbredelse på disse breddegrader, kan ses.

I Oulu gik vi en lille aftentur og så torvet med flere gamle bygninger. De sørgelige rester af krudttårnet på øen Linnansaari, der i 1791 eksploderede ved et lynnedslag, fik også et besøg.

 Klik her for at se "Fra Rovaniemi til Oulu"  - (9:42)


Mandag den 22. juni:

Så ser det ud til, at sommeren er kommet til Finland. Flot vejr fra morgenstunden og omkring 20 grader hele dagen.

Det går hastigt sydpå, hvor vi i byen Kuopio finder Puijo-højen med det 75 m høje udsigtstårn. Da højen selv rejser sig 150 m over den omgivende sø, Kallavesi, er der – specielt i det flotte vejr – en utrolig udsigt over byen, søen, de mange øer i søen og de vidtstrakte skove i det ret flade, midtfinske landskab.

I løbet af dagen fik vi også samlet en del billeder, der kan være med til at illustrere vanskelighederne med at forstå det finske sprog. Nogle vejtavler er let forståelige, men meget andet, bl.a. mange bynavne er rene spiritusprøver.

Noget får man da lært: ”Opastus” betyder ”Information”, ”Keskus” er ”Centrum” i byen og ”Havn” hedder ”Satam”! Hvor svært kan det være?

Vi fandt uden problemer vores hotel i byen Jyväskylä , mens det gik lidt mere trægt med at finde parkeringsplads og vores værelse – men det lykkedes da.     

 Klik her for at se "Fra Oulu til Jyväskylä"  - (5:07)

Tirsdag den 23. juni:

Inden vi forlod Jyväskylä kørte vi op på højdedraget Harjuåsen for at undersøge, om udsigten kunne måle sig med den fra tårnet i Kuopio. Det blev en fuser – der var alt mange træer til at skjule udsigten.

På vejen mod Turku kørte vi på nogle af de flotteste vejstrækninger på hele turen. I byen Hämeenlinna – på svensk Tavastehus -  så vi det gamle, men stærkt restaurerede middelalderslot med samme navn. Også denne by – som mange af de finske byer vi besøgte – havde en pragtfuld beliggenhed ved og nærmest i en sø.

På den sidste del af turen mod Turku skiftede landskabet karakter fra skov- og sølandskab til landbrugsland – det lignede meget det sydlige Sverige.

Vi havde god tid inden færgen afgik til Stockholm kl. 20.15, så vi nåede lige at besøge en af de utallige øer der strækker sig fra fastlandet og næsten hele vejen ud til ø-gruppen Ålandsøerne.

 Klik her for at se "Fra Jyväskylä til Turku"  - (4:08)

Onsdag den 24. juni:

Færgen var i Stockholm kl. 7.15 – d.v.s. egentlig var klokken nu kun 6.15 p.g.a. tidsforskellen – så vi var meget tidligt oppe for at spise morgenmad inden vi skulle køre fra borde.

Vejen fra Stockholm til Vrigstad lagde vi om ad Örebro og derfra direkte sydpå. På den måde opnåede vi at få fornøjelse af at nyde den flotte sø Vättern i hele dens 140 km’s længe – i fantastisk sommervejr. Jeg vil tro, at den sydligste del af vejstrækningen ned mod Jönköbing aspirerer alvorligt til at være en af de smukkeste i Sverige. Den har selvfølgelig en alvorlig konkurrent i vejen langs Torneträsk langt mod nord, men det er en helt anden historie.

I Vrigstad flyttede vi ind på vores ”gamle” værelse, som vi forlod for godt en uge siden.

Det føltes helt hjemligt.

I morgen skal vi så lige have afsluttet vores rundtur med de sidste 570 km.

 Klik her for at se "Hjemad"  - (3:52)


Torsdag den 25. juni
:

Hjemturen forløb helt problemfrit – og vi lavede ikke andre ophold end de obligatoriske pauser.

 -----------

Overordnet set var det en god tur – uden uheld og nævneværdige uheldige overraskelser.

Finland er ikke et udpræget turistland – og det bliver det nok heller ikke.

Vejene er udmærkede, men der er påfaldende mangel på P-pladser – og skiltning til dem der er. Der er ikke gjort voldsomt meget for at indrette pladser, hvorfra man kan nyde den storslåede natur, søerne, øerne og skovene byder på.

Sproget er selvfølgelig også en barriere, men de fleste finner kan og vil gerne tale engelsk, men vi oplevede ikke, at de viste turister den store interesse. Dog mødte vi ofte almindelige mennesker på gader og veje, som tilbød deres hjælp, når de så et par tvivlrådige udlændige se lettere fortabte ud, så gæstfriheden fejler vist ikke noget.

Skiltning til attraktioner er næsten altid kun på finsk – så man skal vide, hvad man leder efter og vide præcist hvor det findes, hvis man ikke skal løbe sur i det.


PR©2009 & 2018