 |
Frankrig 2008 ................................. |
 |
Forårstur til Dordogne/Jura
13. – 23. maj 2008
Vores oplevelser beskrives kort og afsluttes med en billedkavalkade
med lidt underlægningsmusik.
Husk at tænde for dine højttalere.
Længden af billedkavalkaden er angivet i minutter og sekunder (min:sek).
(Det kan tage
lidt tid at hente filerne - ikke mindst efter at jeg i starten af 2018 har ændret filformatet til HD-opløsning 16:9. Det giver flottere billeder på de større skærme, der efterhånden er blevet almindelige.)
Tirsdag den 13. maj:
Vi kørte hjemmefra kl. 7.00 for at nå vores 1. overnatningssted på Etap Hotel i
Düren (Tyskland) i rimelig tid.
Det viste sig at være en god idé at have god tid, for der var en del trafik og meget
vejarbejde med kødannelse det sidste stykke efter Bremen.
Ellers forløb turen fint, og vi var fremme ved hotellet kl. 19.30 – 750 km hjemmefra.
Onsdag den 14. maj:
Morgenmaden på Etap-hotellet var enkel, men i og for sig OK.
Afgang fra Düren kl. 7.45 var derimod lidt af en fuser. Jeg kunne ikke nære mig
for at dreje ind på motorvejen mod Köln i stedet for mod Liège. Ikke specielt kvikt.
Det betød, at vi måtte køre en halv snes kilometer mod Köln, før vi kunne få vendt.
Næste gang – lige efter vi havde drejet fra mod syd lidt før Liège – ville GPS-en
absolut på E42 i stedet for E25, hvilket nærmest ville føre os tilbage til Tyskland!
For at løse den lille sag stoppede vi GPS-en og bad den finde tilbage til E25 ved
Bastogne.
Det gik fint – og den lille omvej betød, at vi fik et helt fint indtryk af et Belgien,
som mange steder faktisk var pænere end sit rygte.
Så gik det ellers sydpå. Vi ofrede 12 Euro på lidt over 100 km motorvej, fik en
gevaldig tordenbyge og købte endelig aftensmad og rødvin i Dijon, før vi fandt Etap
Hotel Pouilly-en-Auxois kl. 19.30.
Torsdag den 15. maj:
Vi forlod Etap-hotel nr. 2 kl. 7.40. Vi må konkludere, at det er absolut brugbare
hoteller til en enkelt overnatning.
Turen videre sydpå gik helt efter planen, men modtagelsen på campingpladsen Les
Chenet Vert 3 km fra Dordogne og 7 km fra Sarlat-la-Canéda var ret speciel. Receptionen
var lukket, da vi ankom kl. 17.30; men vi fik fat i et par mennesker, som så ud
til at lave udendørsarbejde – og som heldigvis talte udmærket engelsk. Efter en
times kludren med computer fik vi nøgler til et mobilhome – og flyttede så det meste
af bilens indhold ind.
Huset virkede – og lugtede - helt nyt. Meget plastik, men ellers OK.
Efter udpakning gik vi op i campingpladsens bar og fik øl og pizza.
Vi bestilte friskbagt brød til levering fredag morgen, drøftede kort morgendagens
program og gik så i seng ved 22-tiden.
Det havde trods alt været 3 lange køredage.
Fredag den 16. maj:
Dagen startede med, at vi blev enige om, at de måtte have glemt alt om vores
morgenbrød. Der var nemlig ikke kommet noget kl. 7, og vi mente, at det var bestilt
til kl. 6.30. Vi gik derfor i rugbrøds-mode og var lidt småsure – indtil det bestilte
brød pludselig dukkede op kl. 7.30! Altså en sproglig misforståelse – men brødet
var værd at vente på.
Derefter startede vi med at køre til Sarlat, som er hovedbyen i området. Vi fandt
et sted at sætte bilen (det er svært at finde ud af, om det er parkeringspladser
eller bare et sted, der ser ud til at kunne rumme en bil) og gik på indkøb. En fransk
by ser ikke ud til at være voldsomt plaget af byplanlægning, men man lærer jo at
gebærde sig. Så kørte vi nordpå for at finde den kopi – Lascaux II – der er konstrueret
efter den originale
Lascaux-grotte, som blev opdaget i 1940. I 1963 blev grotten lukket for publikum,
da fugtigheden fra de mange besøgende fremkaldte algedannelser, som hurtigt ville
ødelægge de enestående vægmalerier. Lascaux II blev åbnet i 1983 efter 11 års minutiøst
arbejde med at skabe en kopi af den oprindelige grotte. Vi fik en 45 min. lang rundvisning
af en meget inspirerende guide (på engelsk) og blev virkelig fascinerede af oplevelsen.
Næste punkt på programmet var
Jardin de l’Imaginaire. Det er både en have og et udstillingsrum for den amerikanske
kunstner Kathryn Gustafson. En særpræget og spændende oplevelse – i øsende regnvejr
(vi havde dog garderet os med regntøj).
På vej sydpå langs Vézère-floden standsede vi ved
La Roque St. Christophe
– en klippeformation som gennem tusinder af år har tjent som opholdssted for mennesker
fra Cro
Magnon-tiden til langt op i middelalderen.
På vej hjem spiste vi aftensmad i Sarlat. Det blev en skuffelse. Vi bestilte dagens
menu, som bestod af rejer med salat, entrecote med kartofler og is. Rejerne smagte
ikke af noget, og entrecoten var så fyldt med sener, at vi måtte opgive over halvdelen!
Vi satser på, at vi får bedre fransk mad de følgende dage.
Lørdag den 17. maj:
Dagen startede med brød til tiden, hvorefter vi opsøgte dagens første attraktion:
Grotte de Rouffignac, hvor vi skulle have en times rundtur med tog.
Sådan gik det dog ikke.
Da vi nåede frem til billetlugen, var der et skilt, der fortalte, at der netop lørdag
den 17. maj desværre var lukket p.g.a dødsfald. Vi fandt ikke ud af, hvem der var
død, men vi fortsatte til næste stop:
Gouffre de Proumeyssac. Det er områdets største grotte med stalaktitter og stalagmitter
i massevis – men ingen hulemalerier. Der er i grotten brugt mange lyd- og lyseffekter
for at fremhæve de naturskabte scenerier.
I Beynac-et-Cazenac
kom vi på stroppetur, idet vi kæmpede os de mange meter fra Dordogneflodens bred
op til den gamle borg, der i århundreder har beskyttet byen, der selv ser ud, som
om den er klistret op ad klippevæggen. En meget speciel lille by.
På vej tilbage til vores mobilhome standsede vi ved Cingle de Montfort, hvor Dordogne
slår et gevaldigt sving og danner nogle kraftige strømninger.
Efter en lille times afslapning kørte vi til Sarlat for at give franskmændene mulighed
for at genoprette vores tillid til det franske køkken.
Det lykkedes!
Vi fik en fantastisk menu, som var alle pengene værd.
Søndag den 18. maj:
Første punkt på dagens program var den meget specielle have
Jardins d’Eyrignac.
Denne have er næsten totalt renset for blomster. I stedet er haven opbygget af fantastisk
velplejede græsarealer og masser af stedsegrønne træer og buske klippet i facon
og placeret efter strengt præcise mønstre.
Ikke en have man ser hver dag.
Vi kørte derfra til området
Les Grottes du Roc de Cazelle, der egentlig minder meget om Roque St. Christophe
– blot er der her placeret ret vellignende modeller af dyr og mennesker, som menes
at have befolket området i de seneste ca. 450.000 år – fra Homo Erectus til en fransk
familie, der boede i hulerne op til 1966.
Derefter ville vi have besøgt grotterne ved Les Combarelles, men der blev ikke lukket
flere besøgende ind denne dag. Vi bestilte derfor plads på en rundvisning dagen
efter klokken 10.00. I stedet kørte vi til den nærtliggende Grotte du Grand Roc,
hvor vi var så heldige at komme på en rundtur med blot 4 personer – foruden os et
ældre engelsk ægtepar. Vi havde en meget venlig, engelsktalende guide, som tillod
fotografering af hulens utroligt flotte stalaktitter og stalagmitter.
Dagens sidste punkt var besøg i den meget særprægede lille by, La Roque Gageac,
der ligger helt tæt op til Dordogne og nærmest kravler op ad klippevæggen. Her er
der næsten middelhavsklima, og figentræer, daddelpalmer og bananplanter vokser og
sætter frugt ved siden af Opuntiakaktus og Agaver.
Dagen sluttede med en dejlig middag i La Roque Gageac.
Mandag den 19. maj:
Kl. ca. 9.30 var vi klar ved indgangen til grotten
Les Combarelles.
Det viste sig, at der kun måtte være 6 personer pr. tur, så derfor drog vi ind i
grotten sammen med 2 englændere og 2 franskmænd (som dog havde en mindre søn med
som 7. person). Det blev en spændende tur. Guiden var ikke supergod til engelsk,
men han forsøgte efter bedste evne at orientere os om det vi så. Og det var meget
anderledes end noget, vi har set andre steder. Her i Les Combarelles er der ingen
malerier - kun tegninger indhugget i klippen. Tegningerne ligner heller ikke de
helleristninger, vi kender fra nordligere himmelstrøg. Det er meget fine og ret
dybe indgraveringer i klippen - hovedsageligt forestillende heste, bisonokser og
mammutter.
Tegningerne menes at være 12- 14.000 år gamle.
Fra Les Combarelles kørte vi sydpå og var så heldige at finde en bænk i La Roque
Gageac kun 5 meter fra Dordognefloden. Her spiste vi frokost i strålende vejr og
22 graders varme – fantastisk.
Sidste besøg ved floden blev i den gamle by Domme lige syd for floden. Her er der
– ud over en middelalderlig stemning – en helt utrolig flot udsigt over Dordogne
og den dal, floden løber i.
Aftensmaden blev indtaget på en restaurant, der lå kun 400 m fra vores campingplads.
Før sengetid pakkede vi alt, hvad der kunne pakkes, så vi var forholdsvis klar til
opbrud følgende morgen.
Vi kunne finde masser af andre grotter, slotte og museer at besøge, men det lille
udvalg, vi nåede, gav os en fornemmelse af at have ”gjort området færdigt”.
Tirsdag den 20. maj:
Flyttedag.
Vi flytter fra Les Chenet Vert ved Dordogne til Les Bord de Loue ved floden Loue
i udkanten af Jurabjergene ikke langt fra grænsen til Schweiz. Nærmeste større by
er Dole, hvor Louis Pasteur – bedst kendt som opfinder af pasteurisering - blev
født i 1822.
Vi havde egentlig planlagt en rute uden betalingsmotorveje, men da vi jo var lidt
spændte på, om de heller ikke på den nye campingplads havde styr på vores reservering,
valgte vi at spare lidt tid og så i stedet ofre 16 Euro på motorveje.
De havde dog absolut styr på tingene på Les Bord de Loue, så vi fik hurtigt anvist
vores mobilhome og flyttede ind. Aftenens menu bestod af gullaschsuppe, kartofler
med tarteletfyld og ost. Hertil en rødvin indkøbt tidligere på turen.
Onsdag den 21. maj:
Dejligt vejr med sol, en frisk vind og vel omkring 20 grader.
Vi kørte en tur ind i Jurabjergene og oplevede et ganske anderledes landskab end
det, vi kom fra. Der var nu masser af vinmarker og et særdeles kuperet terræn, hvor
der ofte var mulighed for at nyde en storslået udsigt.
Hovedpunkter på turen: Udsigtspunktet Cirque de Fer à Cheval, skovområdet Foret
de la Joux og søområdet med søerne Lac de Maclu, Lac de Narlay, Lac de Chambly og
Lac de Chalain. Den sidste er den største og så ud til at være præget af mondæne
omgivelser.
Aftenens menu: Minestrone, boller i karry med brune ris og lokalt indkøbt brød og
ost. Under dagens indkøb i byen Champagnole faldt vi for et ”fad” rødvin på 5 liter.
Den måtte prøves.
Dagen sluttede med forberedelser til morgendagens næstsidste køretur til Zeltingen
ved Mosel.
Torsdag den 22. maj:
Flyttedag fra Les Bord de Loue til Zeltinger-Hof ved Mosel, hvor vi tager en
sidste overnatning, før det går hjemad.
Vi måtte selvfølgelig slutte turen med
vinindkøb i Bernkastel-Kues, hvor vi to gange tidligere har købt dejlige Moselvine.
Fredag den 23. maj:
Hjemturen fra Zeltingen forløb helt uden problemer, og vi kunne blot konstatere,
at det er en helt god idé at besøge den sydlige del af Frankrig lidt før turistsæsonen
for alvor sætter ind.