Vores oplevelser beskrives kort dag for dag og afsluttes med en billedkavalkade med lidt underlægningsmusik.
Husk at tænde for dine højttalere.
Længden af billedkavalkaden er angivet i minutter og sekunder (min:sek).
Søndag den 17. maj:
Vi kørte hjemmefra kl. ca. 8.30.
Vi havde bestilt overnatning i byen Nybro, ikke langt fra
Kalmar, men inde i landet. Vejret så fugtigt og trist ud da vi startede, men
snart klarede det op, og vi havde fint vejr hele dagen. Vi nåede vores
bestemmelsessted – Nybro Vandrarhem & Lågprishotell kl. 17.05, fik
udleveret nøgler, betalte 790 Sv. kr for værelset og kørte så ca. 1 km ind
til midtbyen, hvor vi fandt et lille spisested, Juventus, som serverede en lækker
planke-ret + en ”folkeøl”.
Derefter gik vi lidt rundt i centrum (Nybro er en lille by
på størrelse med Skanderborg) og rystede de små 600 km’s køretur ud af
kroppen. Tilbage
på hotellet planlagde vi morgendagens tur via Øland til Påskallavik.
Mandag den 18. maj:
Da vi vågnede, fandt vi ud af, at det ville blive en våd dag.
Vi besluttede derfor, at vi ville starte med at besøge et af
områdets mange glasværksteder. Hele dette område af Småland kaldes Glasriket –
og med god grund.
Der er et væld af kunsthåndværkere, der har valgt at udøve
deres glaskunst i Glasriket – og der laves fantastisk flotte ting. Vi besøgte Pukeberg Glasbruk
, hvor der også var mulighed for at følge arbejdsprocessen. Glas er et fascinerende materiale.
Lidt før middag satte vi kurs mod Øland, hvor vi indstillede
os på, at vi det meste af dagen måtte holde os inde i bilen – regnen silede ned.
Vi fandt dog en rasteplads med overdækket spiseplads og nød vores frokost.
Vi fortsatte derefter sydpå og kørte ind over det meget
specielle område, Alvaret, som dækker det meste af Ølands sydlige halvdel. Helt
mod syd, ved fyret Långe Jan, er der et naturreservat med et rigt dyreliv. Vi
var heldige at se flere forskellige fugle – og kom ret tæt på nogle af dem.
Sidst på eftermiddagen forlod vi Øland og fandt uden
problemer vores næste overnatningssted, Lyckans Guest House lidt længere nordpå
i den lille by Påskallavik.
Da der ikke findes spisesteder i Påskallavik kørte vi straks
de sidste ca. 10 km nordpå til Oskarshamn, hvor vi fandt en kinesisk
restaurant, som serverede en særdeles velsmagende asiatisk inspireret middag.
Regnen hørte op sidst på
dagen og meteorologerne lovede bedre vejr de kommende dage, så vi var spændte
på, hvordan vejret ville blive til vores sejltur til Gotland.
Tirsdag den 19. maj:
Op til morgenmad lidt før kl. 8.
Der var – ud over os – et svensk par fra Stockholm, som også
havde overnattet på Lyckans Guest House. Vi fik derfor en hyggelig
morgensludder med dem og værtinden før vi drog mod færgehavnen i Oskarshamn.
Det var strålende solskin, da vi sejlede kl. 11, men efter en times tid lukkede
tågen sig om skibet. Det lettede igen, da vi anløb Visby kl. 14.
Efter små 50 km tværs over Gotland nåede vi vort
bestemmelsessted – Ljugarn Semesterby – hvor der var lukket!!! Efter opringning
til et tlf.nr., som var ophængt på døren til receptionen, fik vi at vide, at vi
blot kunne flytte ind – nøglen sad i døren.
Vi fandt hurtigt det rigtige hus – med nøgle i døren.
Da vi næsten var færdige med at flytte bilens indhold ind i
huset kom pladsens ejer, som lige ville sikre sig, at vi nu også havde fundet
huset. Flink mand. Lidt senere kom der et par
enkelte campister, ellers var vi helt alene på pladsen. Sæsonen starter først for alvor omkring 1. juli.
Onsdag den 20. maj:
Vi vidste på forhånd, at den første tur, vi havde planlagt,
ville blive lang – og forhåbentlig spændende.
Dagen startede med strålende solskinsvejr og vi satte kursen mod nordøst.
Noget af det første, vi så, var de karakteristiske møller.
På Øland er møllerne fremstillet af træ – på Gotland er der brugt sten.
Overalt stødte vi på spændende planter som gøgeurt,
storkenæb, saxifraga og primula. Og så mødte vi de første ”rauker” ved
Klinteklinten.
De karakteristiske kalkstenssøjler rejser sig majestætisk
over omgivelserne og vidner om livet på Jorden i silurtiden for ca. 430 mill.
år siden.
I byen Slite ligger én af Europas største cementfabrikker,
Cementa. Her er Gotlands undergrund meget mergelholdig og det udnyttes
kommercielt i stor stil.
Vi så flere rauker ved Lergravsviken – i et utal af former.
Over middag skiftede vejret, og efterhånden trak det sammen
til uvejr. Hen på eftermiddagen oplevede vi et gedigent svensk tordenvejr - en
”åska” – det gav en del vand.
Ved Gotlands nordspids blev vi – helt gratis (det var nok
ikke sket i Norge!) – færget over til øen Fårö, hvor raukerne ved Langhammars
antager nogle helt utrolige former. Med lidt god fantasi kan man fra
forskellige vinkler se fantasifulde ansigter.
Men vi er altså på Fårö i
Sverige – ikke på Påskeøen i Stillehavet.
Torsdag den 21. maj:
I går mod nordøst – i dag mod nordvest.
Solen skinnede fra en - næsten – skyfri himmel. Og det blev den ved med hele dagen.
Første besøg var på en restaureret jernaldergård og derefter så vi masser af engdrag med et væld af blomster.
Ved kysten viste Østersøen sine flotteste blå farver – godt hjulpet af solen, og nogle karakteristiske kyststrækningen blev beundret.
Ved Lickershamn fandt vi Gotlands højeste rauk: Jungfrun.
Den er 12 m høj, men da den står på en 15 m høj skrænt ud mod havet, ser den imponerende ud.
Dog blev vi enige om, at raukerne på Fårö virkede mere spændende.
Fredag den 22. maj:
I løbet af natten kom der igen omslag i vejret, så da vi
vågnede fredag morgen silede regnen ned – og det fortsatte næsten til middag.
Det betød, at vi blev i vores hus indtil kl. 11, hvor vi kørte mod Visby.
Her besøgte vi Gotlands nok mest spændende museum, Gotlands
Fornsal, hvor historien er illustreret på fornemste vis. Herefter fulgte vi den
kolossale bymur (på i alt 3,5 km) på et længere stykke. Muren er et imponerende
vidnesbyrd om Visbys rigdom og betydning for nogle hundrede år siden.
På vejen hjem besøgte vi udsigtspunktet Klinteberget og et rekonstrueret jernalderhus ved Lojsta.
Lørdag den 23. maj:
Vi havde planlagt at bruge dagen på Gotlands sydlige del, så det var selvfølgelig spændende at se, hvordan vejret ville arte sig.
Det viste sig heldigvis fra sin absolut pæne side: Høj, frisk himmel med sommerskyer og en del sol – hele dagen.
En del af vestkysten syd for Visby kaldes ”Ekstakusten”. Det
er et naturreservat, hvor såvel kysten som plante- og dyrelivet er meget
spændende – og så er der udsigt til de to øer Lilla Karlsö og Stora Karlsö.
Det er her – som i Vestjylland – ganske tydeligt, hvilken vindretning, der er fremherskende. Træerne bøjede sig pænt mod øst.
Længere sydpå, ved Näsudden, udnyttes vindkraften af masser af (danske) vindmøller opstillet i en stor møllepark – et ret imponerende syn.
Længst mod syd, ved Hoburgen, danner kysten igen de for øen så karakteriske rauker, bl.a.
Hoburgsgubben, et klippeparti på 25 meters højde, som – set i en bestemt vinkel
– danner et ansigtsrelief. Længere oppe ad østkysten fandt vi endnu et område med rauker – Holmhällar.
Og ind imellem disse specielle naturfænomener fandt vi
naturligvis masser af planter – og får. På Gotland findes en speciel fårerace,
gutefåret, som skulle ligne de fåreracer, der fandtes i jernalderen.
Der er især 2 ting, der er karakteristiske for gutefåret:
Både han og hun har horn.
I fældningstiden kan ulden meget let plukkes af fårene. Det er derfor ikke nødvendigt at klippe dem.
Vejrmæssigt blev det en af de bedste, og den varmeste – omkring 17 grader.
Vi startede selvfølgelig dagen med at pakke, men derefter gik turen først til rauk-området
Folhammar, blot 2,5 km fra vores ”hjem”
de sidste fem dage.
Her kunne man færdes mellem de imponerende kalkstenstensformationer og betragte dem fra alle vinkler, hvilket hele tiden inspirerede synssansen til nye indtryk.
Ved næste naturreservat, Danbo, var der ingen rauker, men et meget interessant planteliv og en spændende kyststrækning.
Ved Snabben var kysten brudt sammen p.g.a. vandets undergravende virksomhed og ved
Torsburgen blev vi desværre snydt for en
fantastisk udsigt fordi udsigtstårnet var lukket for reparation – ØV!
Vi forlod Visby og Gotland kl. 17 i strålende vejr og rig på mange spændende oplevelser.
Kl. 20 var vi tilbage på fastlandet og en halv time senere flyttede vi igen ind i Lyckans Guest House i Påskallavik.