Grønland 2011 ........................................

Kangerlussuaq
10. – 14. februar 2011

Vi har længe gået med et forsigtigt ønske om engang at komme til Grønland og opleve indlandsis, hundeslædekørsel og nordlys.

Da vi så stødte på denne vintertur arrangeret af Herning Folkeblad, Midtjyllands Avis og Horsens Folkeblad i samarbejde med Profil Rejser, besluttede vi os for at slå til.

I det følgende kan du læse en beskrivelse af vores tur dag for dag.
Hver dag afsluttes med en billedkavalkade med lidt underlægningsmusik.

Der er indsat en del links, så den interesserede kan få lidt ekstra information.

Husk at tænde for dine højttalere.

Længden af billedkavalkaden er angivet i minutter og sekunder (min:sek).

(Der kan gå lidt tid med at downloade filen - ikke mindst efter at jeg i starten af 2018 har ændret filformatet til HD-opløsning 16:9. Det giver flottere billeder på de større skærme, der efterhånden er blevet almindelige.)



Torsdag den 10. februar.

Kl. 03.10 står vi klar i buldrende mørke på rastepladsen uden for byen (Brædstrup) og venter på bussen, der er startet fra Herning kl. 02.00.
Vi sniger os forsigtigt ind i bussen, idet vi formoder, at i hvert nogle forsøger at få en lur.
Vi henter de sidste rejsedeltagere i Horsens, hvorefter hele selskabet – 23 personer – sætter kurs mod Kastrup, hvor vi checker ind i lufthavnen ved 7-tiden og lidt efter kl. 9 starter den ca. 4½ time lange flyvetur til det, der i gamle dage hed Søndre Strømfjord, men som nu har det grønlandske navn Kangerlussuaq, hvilket betyder ”den store fjord”.
Og det ér en stor eller lang fjord, ca. 180 km.
Til sammenligning er Sognefjorden i Norge 205 km.
Vi skal lige have Kangerlussuaq placeret rigtigt i geografien: Bygden ligger i det sydlige Vestgrønland, på 67° nordlig bredde, ca. 60 km nord for Polarcirklen. Vil man sammenligne med et par skandinaviske byer, er vi lige så langt nordpå som Bodø i Norge og Gällivare i Sverige.

Nu er der en tidsforskel mellem Danmark og Grønland på 4 timer, så vi lander altså i Kangerlussuaq lidt før kl. 10 lokal tid. Her bliver vi modtaget af vores guide på turen, Torben, som sørger for at vi bliver transporteret de ca. 2 km til vores vandrerhjem, Old Camp, hvor vi skal bo under hele opholdet. Vandrerhjemmet bærer præg af, at bygningerne oprindelig var indkvarteringssted for de amerikanske tropper, der byggede lufthavnen i 1941-42. Der er ikke meget luksus over stedet – hverken inde eller ude – men det var vi forberedt på hjemmefra.

Kl. 11.00 var vi til informationsmøde, hvor Torben i detaljer orienterede om planerne for vores ophold.

Kl. 13.00 gik vi ombord på vores ”bus” – en ombygget Mercedes-lastvogn med skurvogn på ladet. Det må dog siges, at det efter omstændighederne var ret behageligt at køre i bussen. Der var bløde sæder, varme og højttaleranlæg, men selvfølgelig kunne det mærkes, at vejene var ”særdeles naturlige”.

Vores første tur går ca. 14 km langs nordsiden af fjorden til Havnen.

Det ligner ikke noget, vi normalt vil forstå ved en havn. I februar, hvor alt er dækket af sne og fjorden er dækket af is med et snelag øverst, ser man blot en smule kaj og nogle pramme, som til forveksling ligner de landgangsbåde, de allierede anvendte under landgangen i Normandiet på D-dag i 1944.

Vi får så at vide, at der om sommeren kommer temmelig mange turister sejlende på ret store turistbåde, som ligger for anker et par km ude i fjorden. De kan ikke gå til kaj, da der inderst i fjorden er ret lavvandet p.g.a. den store mængde ler og grus, der skylles ud med smeltevandet inde fra indlandsisen. Turisterne må derfor transporteres det sidste stykke i land på de ret primitive, fladbundede både.

Ikke langt fra havnen, lidt nord for fjorden besøger vi det, Torben kalder ”forstaden til Kangerlussuaq”, en lille by, Kellyville, med 7 indbyggere!

Inden vi vender tilbage til Old Camp besøger vi lige en hundegård, hvor vi har vort første møde med de grønlandske hunde. Det går ikke stille af! Så snart hundene ser os, bliver der en infernalsk larm af hylen og tuden. Sådan er det bare.

Hjemme på værelserne når vi lige at slappe af en times tid før vi kl. 18.00 igen entrer bussen og kører tilbage til byen og videre 3-4 km ud til vores faste spisested, restaurant ”Roklubben”, der ligger for enden af en ret stor sø, Lake Ferguson, lige syd for den inderste del af fjorden. Søen er ca. 1,5 km bred og 5 km lang og ferskvandsdepot for Kangerlussuaq.

Nu har jeg nævnt Kellyville og Lake Ferguson – ikke specielt grønlandske eller danske navne. Det hænger sammen med, at både byen (bygden) og lufthavnen er en 100 % amerikansk konstruktion. Landingsbanen er oprindelig anlagt af USA som militær lufthavn i 1941 og – efter afslutningen af den ”kolde krig” - overdraget til Grønland i 1992 for det symbolske beløb 1 $. De fleste geografiske steder har derfor amerikanske navne – men alle har dog også grønlandske og en del har danske navne. Det kan virke en smule forvirrende.

Lufthavnen er i dag en civil, international lufthavn og de ca. 5- 600 mennesker, der bor i Kangerlussuaq er hovedsagelig beskæftiget ved lufthavnen og ved den voksende turistindustri.

Restaurant ”Roklubben” ser ikke prangende ud, men skal vise sig at være et fortræffeligt spisested med chefkok Kim, som ansvarlig for det kulinariske indhold, mens hans thailandske kone sørger for, at retterne også er en visuel nydelse.

Denne første aften byder på moskusbøf, som vistnok falder i de flestes smag.

Vi kører tidligt hjem. Det er efterhånden et par døgn siden, vi har fået noget sammenhængende søvn, og jeg tror, at de fleste gik til køjs inden kl. 21 (hvilket altså også ville have været kl. 1 nat i Danmark).

Klik her for at se "Rundtur"  - (5:33) 


Fredag den 11. februar.

Det gjorde godt med en lang nats sammenhængende søvn.

Her skal jeg lige indskyde, at vores selskab ved ankomsten til Old Camp blev udvidet med en håndfuld rejsende, som ikke havde bestilt rejsen gennem aviserne, men ellers skulle følge ”vores” tur-program.

De fleste blev indkvarteret i bygningen ”Tuukkaq”, som betyder ”pilespids”, mens vi blev indkvarteret i bygningen ”Qajaq”, som betyder ”kajak”, sammen med 3 andre. Vi boede altså blot 5 personer i Qajaq, så det var ikke noget problem at dele de 2 toiletter og 2 brusere, der var til rådighed.

Morgenbordet var ikke overdådigt. Müesli, cornflakes, ost, marmelade, godt brød samt mælk, kaffe, te og juice. Men igen – der var vist ingen, der havde forventet en luksustur?!

Efter lidt hyggelig morgensnak er vi klar til dagens udflugt.

Vi skal på Moskussafari.

Vi kører igen ind til byen og fortsætter østpå ind i landet. Kangerlussuaq er – sammen med Nuuk – det sted i Grønland med flest vej-km. Der er omkring en 50-stykker inden for en rimelig afstand af bygden.

Vejret er rimeligt. Temperaturen omkring –17°, overskyet og ikke meget vind. Men nu får vi så en forklaring på, hvorfor der er i hvert fald ét grønlandsk ord, man bør lære. Hvis man skal ud i naturen og er stillet en oplevelse i udsigt, vil en grønlænder altid huske at nævne ordet ”immaqa”, som betyder ”måske”. I Grønland er det i høj grad naturens luner – ikke mindst vejret - der bestemmer, hvad man kan opleve. Vi er på udkig efter moskusokser, men det ser ikke ud til, at de er specielt samarbejdsvillige. Vi gør ophold forskellige steder, hvor Torben har gode erfaringer med at se dyrene, og mener bestemt, at det kan lade sig gøre – men tilføjer klogelig et ”immaqa”.

Vi stopper et sted, hvor der ligger et stort, åbent landskab foran os og Torben opstiller et par fuglekikkerter. Og minsandten om det ikke lykkes at spotte en lille flok på 7 dyr. Desværre er de så langt borte, at det selv i de kraftige kikkerter vist ikke lykkes alle at se dem.

På dette tidspunkt er det begyndt at blæse op, og da vi befinder os på et ret højtliggende og åbent område, bliver vi bedt om at holde øje med hinandens ansigter. Der kan nemlig i løbet af meget kort tid opstå forfrysninger i kinderne, hvilket viser sig ved hvide pletter – og man kan ikke selv mærke det! Så vidt jeg ved, skete det dog ikke for nogen af os.

Tilbage i Old Camp foreslår Torben, at vi om eftermiddagen kører en tur ind i landet mod ”Sugar Loaf” – et højdedrag, hvorfra der skulle være en fantastisk udsigt. For de trave-ivrige vil der også være mulighed for en vandretur til et vandfald – som dog på denne årstid må skifte navn til ”isfald” - hvilket skulle være et flot syn. Imidlertid varsler meteorologerne blæst og muligvis sne. Blæst i sig selv kan være slemt nok, for der ligger et fint lag nysne, som kan fyge voldsomt, så igen må Torben tilføje et ”immaqa”.

Turen bliver ikke til noget, da der kan være risiko for at løbe ind i fænomenet ”whiteout”, hvilket betyder, at alt bliver hvidt og terrænet kan blive vanskeligt at navigere og manøvrere i. Det kan være alvorligt for selv indfødte – så vi ”grønlandsamatører” er lette at overtale til at blive hjemme. Vi bruger så i stedet lidt tid på shopping i de lokale forretninger – der er skam både et pænt stort supermarked og et par souvenirforretninger, bl.a. den lille hyggelige ”Minamut”. Endelig tager de fleste af os bybussen hjem – nogle få stykker vælger at går de 2 km.

Og ja – den er god nok – der kører en lille 10-personers bus i timedrift ud til vandrerhjemmet.

Da vi kl. 18 kører ud til vores ”Roklub” får vi besked om, at det ustabile vejr har medført, at musikgruppen ”Smokie” er strandet i Kangerlussuaq og at de giver en koncert i byen. Der er ledige pladser, så en halv snes stykker tager imod et tilbud om at blive kørt ind til byen efter spisning.

Denne aften serverer Kim rensdyrbøffer, som også må siges at bekomme os vel. Under spisningen kommer det varslede uvejr. Temperaturen er steget fra –20° til –6° på ret kort tid! Det blæser kraftigt op, så kraftigt, at man kan se ruderne bevæge sig i vinduerne. Det er den berygtede fønvind, vi oplever. Stormvejret stilner af efter en halv times tid, men det har næppe været behageligt at være ude i det, da det var værst.

Efter spisningen gennemgår Torben fakta om nordlysets opståen, og en af Torbens kolleger fortæller om en tur 600 km over indlandsisen til østkysten. Turen, som levendegøres af en række flotte billeder, er bestilt af 4 ny-rige russere, der hver betalte 100.000 kr. for fornøjelsen. En meget spændende beretning.

Og så blev der serveret "Grønlandsk kaffe". Det var også en spændende oplevelse.

Efter den voldsomme blæst er skydækket lettet. Vi kan se både måne og stjerner (uden relation til den grønlandske kaffe!) og derfor stiger vores forventninger: Er der nordlys i vente? Immaqa! Men vi ser nordlys. Ikke det mest spektakulære med kraftige farver, men der viser sig et bleggult, tæppeformet lysskær og et par blågrønne, smalle bånd. Det må vi så tage til takke med.

Også på vejen hjem så vi nordlys fra bussen.

Smokie-folket måtte tage en taxa – det findes også i Kangerlussuaq.

Klik her for at se "Moskussafari"  - (3:46)


Lørdag den 12. februar.

Dagen er afsat til en tur ind til indlandsisen. Der er små 40 km dertil, men vejen er ikke helt som vi kender herhjemme - mildt sagt - så det tager godt og vel et par timer, men så er der også plads til et par ophold undervejs.

Lige uden for byen møder vi noget uventet: En 18-hullers golfbane! Den er selvfølgelig helt snedækket i februar måned, men et enkelt (glemt?) flag på hul 10 afslører, at der ligger en golfbane – det er dog en grusbane, får vi oplyst.

Lidt senere kører vi forbi ”skoven”. Der er gjort et forsøg på at få nogle hårdføre træer (gran) til at vokse i dette tundralandskab. En del af træerne har da også overlevet, men i betragtning af, at det er 25 år siden, de blev plantet og stadig ikke er nået op på 2 meter i højden, må det nok konstateres, at de danske juletræsavlere ikke får konkurrence herfra!

Første stop gøres ved et flyvrag, der har ligget i ødemarken i mere end 40 år. Vejret forhindrede flyet i at lande, hvorefter piloten måtte lade sig skyde ud med katapult, mens flyet styrtede ned (han overlevede). Vraget ligger der stadig, og i det kolde og meget tørre klima sker nedbrydningen uendeligt langsomt.

Snart begynder vi at kunne ane is forude og snart er der udsigt til såvel Russell-gletsjeren som kanten af indlandsisen. Vi standser op ved ”Langsøerne”, som er en række søer, der er dannet af den is, der smelter hver sommer. Herfra kan vi se is i det meste af horisonten.

Hele vejen stiger terrænet svagt. Vi starter ved havoverfladen og bevæger os så ind i landet og opad til ”Punkt 660” (660 m over havets overflade). Her slutter vejen, og vi må så ud og trave de allersidste meter, før vi kan sætte vores fødder på indlandsisen.

Det er en ubeskrivelig oplevelse.

Vi går (vakler/kravler/tripper/??) på steder, hvor der ligger sne. At gå på den bare is, er en lettere halsbrækkende øvelse – som der selvfølgelig er enkelte, der skal prøve, med større eller mindre held.

Når man står nogle hundrede meter inde på isen, føler man sig meget lille.

Her fornemmer man virkelig, at det er naturen, der bestemmer. Vi ser intet andet end is og sne – 600 km fremad (mod øst), 600 km til højre (mod syd) og 1500 km til venstre (mod nord) – strækker isen sig. Det er betryggende, at man kun skal nogle få hundrede meter tilbage for at få jord under fødderne.

Det kunne have været sjovt at opleve isen i solskin, men igen viste vejret sig fra den grå - men dog tørre – side. Da vi forlod Old Camp var temperaturen –17°, men her på isen er der noget koldere – og i hvert fald fodkoldt! Vi havde forberedt os på, at der kunne være rigtig koldt, men da vinden er meget svag, føles det egentlig ikke så slemt.

Efter et passende ophold på isen begynder hjemturen, som kun afbrydes af en frokostpause, hvor Torben serverede varm kakao.

Aftensmaden er igen præget af de lokale råvarer. Restaurant ”Roklubben” byder på en fantastisk velsmagende hellefisk.

Klik her for at se "Indlandsisen"  - (5:57)


Søndag den 13. februar.

Hundeslædekørsel.

Der er 4 hundeforspand til rådighed, så vi skal af sted i hold. Vi er på det første hold sammen med 10 andre. Hver hundeslæde kan max. transportere 3 voksne – foruden kusken.

Vi har fået at vide, at vi skal iføre os alt det varme tøj, vi har – og så vil vi få udleveret sælskindsjakke og –bukser som ekstra, vindtæt overtøj. Et par timer, hvor man blot skal sidde på en hundeslæde, kan være en kold fornøjelse.

Det er ikke just et luksuriøst påklædningsværelse, vi bliver præsenteret for!

Vi bliver ført ind i en værkstedslignende bygning, hvor der er masser af tøj at vælge mellem – men ikke meget plads til 12 voksne mennesker, der ankommer iført 2-3-4 lag tøj. I forvejen er der flere af os, der bruger størrelse ”L” eller ”XL”, så der skal et par X-er mere på de størrelser skindtøj, vi skal have på. Ret kaotisk – men vi kommer i pels og bliver så kørt ud af byen mod havnen, som vi havde besøgt den første dag.

Det var egentlig meningen, at vi skulle have været på tur på fjorden, men manglende kuldegrader først på vinteren havde medført, at isen ikke var tyk nok. Få uger tidligere var der to af de hundeførere, vi skulle på tur med, der var gået gennem isen og var heldige med, at de havde reddet livet. Derfor er turen ændret, så vi skal på en blandet sø- og landtur.

Kort før vi når havnen, drejer vi væk fra fjorden og kører ud på søen ”Lake Helen”, hvor hunde og kuske venter. Vi får garanti for, at isen på søen nok skal holde.

Vi får os hurtigt fordelt på de fire hundeslæder, og da hundene får lov at trække, sker der ting og sager. Der er fuld fart på fra starten, så det går hurtigt henover den tilfrosne sø, som tillige har et tyndt, kridhvidt snelag.

”Vores” hundeflok består af 13 hunde i forskellige aldre – 12 hanhunde og en tæve. Vi får at vide, at hundene er mellem 3 og 9 år, når de bruges som slædehunde. De trækker i vifteform, og det er imponerende at se, hvordan kusken med enkle tilråb og smæld fra en lang pisk kan få hundene til at udføre deres arbejde.

En hundeslæde er uden affjedring, så da vi skal køre op på land, bliver vi bedt om at holde godt fast, ”for det kan godt blive lidt ujævnt.”

Det er ingen overdrivelse!

Sådan går det i bogstaveligste forstand over sø og land indtil vi holder pause på ”Hundesøen”. Den har fået det navn, fordi den set ovenfra har form som en hund.

I pausen får vi en kop varm saft, som vores hundefører, Johanne, har medbragt i termokande – det bekom os godt. I pausen er der god tid til at få noget information om hundeslædekørsel – og Johanne er god til at fortælle på et meget charmerende dansk med grønlandsk accent.

Så går turen samme vej hjem, og vi overlader slæderne til næste hold, som selvfølgelig venter spændt. Vi bliver kørt hjem og ”pakket ud” af vores skindpels.

En meget stor oplevelse rigere.

Om aftenen venter endnu en stor oplevelse.

Aftenen før har chefkok Kim på restaurant ”Roklubben” godt nok forberedt os på, at søndagens grønlandske buffet er stor, så vi gør klogt i at møde op med god appetit.

Og han havde helt ret!

Da vi kommer ind i restauranten møder der os et overflødighedshorn af lækre retter – alle fremstillet af grønlandske råvarer: Ørred, laks, torsk, havkat, hellefisk, rødfisk, rejer, rensdyr, moskus, hval, blåmusling, kammusling og rype – såvel røget som stegt og med lækkert tilbehør. Det hører bestemt også med til oplevelsen, at Kims thailandske kone havde sat sit eksotiske præg på de flot anrettede fade.

Her kunne maven altså meget nemt få nok før øjnene – men flot så det ud, og det smagte lækkert – det meste. Kim havde dog forberedt os på, at f.eks. tørret hellefisk og råt hvalkød måske er en kende for specielt for danske smagsløg og maver – men det er da spændende at prøve.

Nok turens bedste dag.

Klik her for at se "På hundeslæde"  - (8:00)


Mandag den 14. august.

Hjemrejsedag.

Flyet letter kl. 13, så der er tid til et besøg på Kangerlussuaq Videnscenter og Kangerlussuaq Museum. Videnscenteret giver mange generelle oplysninger om Grønlands historie, natur og geologi. Museet er meget præget af den amerikanske indflydelse og lufthavnens anlæggelse og drift frem til 1992, hvor alt blev overdraget til det grønlandske hjemmestyre.

Let forsinket letter vores A330 Airbus lidt før kl. 13.30.

Så skal vi bare have tiden til at gå i flyet til vi lander i Kastrup 4½ time senere – hvor klokken så altså er blevet næsten 22 p.g.a. tidsforskellen.

Alt forløber fint, vi får vores bagage, finder vores bus og er så tilbage i Brædstrup kl. 3 om natten – temmelig trætte, men også en del spændende oplevelser rigere.

Klik her for at se "Rejsen slutter"  - (3:00)


Konklusion:

I forhold til vores forventninger var nordlyset ret skuffende og det var heller ikke meget, vi så til moskusokser – men sådan må det jo være, når naturen er med i planlægningen.

Til gengæld var indlandsisen og hundeslædeturen en oplevelse, man ikke slipper lige med det samme.
Vi kunne have ønsket mere nordlys, flere moskusokser og mere sol.
Noget kan kun opleves om vinteren – andet om sommeren.

Vil man opleve andre sider af Grønland, kan man jo vælge en sommertur.

Immaqa!