Island 2010 ...................................
Island rundt
10. – 21. august 2010

I august måned var vi en tur på Island.
Vi havde valgt at sejle derop medbringende vores egen bil og kørte så øen rundt i løbet af en uges tid.
Sejlturen - det tager 48 timer hver vej - foregik med rederiet Smyril Line, der også havde arrangeret 7 overnatninger med morgenmad.
Undervejs tog vi 924 billeder og 59 videoklip.
I det følgende kan du læse en beskrivelse af vores tur og (næsten) hver dag slutter med billeder og videoklip fra den pågældende dag.
Et par af dagene tog vi så mange billeder, at vi har valgt af dele disse dage op i to.
Vi har også lavet et meget kort sammendrag af hele turen.

Længden af de enkelte sekvenser er angivet i (min:sek) og
der er tilsat lidt stemningsmusik.

Tænd for dine højttalere

Klik her for at se ”Island rundt - kort sammendrag” (10:50)



Tirsdag den 10. august.

Vi skal sejle fra Hanstholm kl. 11.00, men vi skal møde to timer før, så allerede kl. 6.30 er vi på vej ud af byen (Brædstrup). Vi skulle også gerne nå at få benzin på, så vi har fuld tank, når vi kører i land på Island. Der ligger tankstationerne noget mere spredte end herhjemme.

Alt forløber fint. Vi kommer planmæssigt ombord og bliver installeret i en dejlig kahyt og starter den lange tur nordpå.
Så snart Danmark er forsvundet bagude, sker der ikke meget andet, end at vi forsøger at lære båden Norröna at kende. Da vi jo har været tidligt oppe, går vi tidligt til køjs og får en god nats søvn. Vejret er stille, så båden ligger ret roligt i vandet - i betragtning af, at vi befinder os i Nordatlanten!

Onsdag den 11. august.

Vi er oppe kl. 8, og efter morgenmaden trisser vi lidt rundt på båden og får også læst lidt i medbragt litteratur. Dagens højdepunkt indtræffer sidst på eftermiddagen, hvor vi lægger til i Torshavn på Færøerne. Der skal læsses en del passagerer af, og andre stiger på. Opholdet varer mindre end 1½ time, så der er ikke mulighed for at komme i land. Da vi sejler videre, går turen op mellem øerne Streymoy og Vagar. Det er et meget smalt stræde mellem to af Færøernes største øer, og da vejret er godt, bliver det en flot oplevelse med de grønne øer højt knejsende på hver side af os. Vi går igen ret tidligt til køjs for at være klar til at sige god morgen til Island.

Klik her for at se ”Sejlturen til Island” (3:54)


Torsdag den 12. august.

Det sker ved 9-tiden. Den sidste time sejler vi ind gennem Seydisfjördur til byen af samme navn - et storslået syn. Og tågen lettede, lige som vi sejlede ind i fjorden.

Vel i land startede vores rundfart. Først til Egilsstadir, hvor vi købte brød og derefter ind over det islandske højland. Det er altså svært at sammenligne Island med andre områder. Landet er unikt. Ved Grimsstadir forlod vi den gode, asfalterede hovedvej 1 og kørte ca. 30 km ad en frygtelig ujævn vaskebræt-vej til landets mest vandrige vandfald, Dettifoss. Her er der brug for mange sanser: Det er et ret imponerende syn - og de mange tons vand kan bestemt også høres. Faktisk kan det også føles - jorden rystede under os.

Herfra går det videre til Hafragilsfoss - også et pænt stort vandfald - og derpå yderligere 25 km på samme type vej ("vej" er måske ikke det rette ord!) mod Asbyrgi – en meget særpræget klippeformation bestående af 90 meter høje bjergvægge hele vejen rundt i en bue. Set fra luften skulle klippeformationen ligne en hestesko og sagnet fortæller, at det skulle være guden Odins otte-benede hest, Sleipnir, der har sat sit fodaftryk her.
Derfra videre rundt om halvøen Tjörnæs til den hyggelige by Husavik - en af Islands lidt større byer med sine 2300 indbyggere! Endelige sluttede vi dagen med at tjekke ind på Hotel Myvatn ved den sydlige bred af den meget lavvandede sø, Myvatn. Efter spisning på hotellet gik vi en dejlig aftentur omkring de specielle formationer, der minder om små vulkankratere, der ligger ved og i søen. De kaldes pseudo-kratere og er dannet ved, at glødende lave er løbet hen over de våde områder og derved har spærret en masse vand inde i nogle lommer. Det indespærrede vand er så gået i kog og det derved opståede tryk under lavaen har medført en eksplosion, hvor sten, slagger og aske er sprøjtet op og har efterladt de højst ejendommelige formationer på overfladen.
Vi var godt trætte, da vi gik i seng.

Klik her for at se ”Fra Seydisfjördur til Myvatn” (9:11)


Fredag den 13. august.

En fugtig dag. Det regnede fra morgenstunden og fortsatte til ud på eftermiddagen. Vejret kunne dog ikke forhindre, at det blev en oplevelsesrig dag.
Først så vi på de utrolige lava-formationer ved Dimmuborgir (De sorte Slotte). Her er lava strømmet ud over en sø, vandet er kommet i kog og har presset lavaen op i utallige formationer - fra få cm til flere meter tykke. Det er de mest groteske former, de enorme lavaklumper danner – og ens fantasi kan jo hjælpe godt med.

Næste stop var det helt surrealistiske område, Hverir, ved Namafjall. Her blæser trykket fra undergrunden skoldhed damp op af jorden, svovl udkrystalliseres på overfladen og sender en stinkende damp af svovlbrinte (rådne æg) ud i omgivelserne, og varmt vand presses op gennem svovlholdige bjergarter og danner svovlsyre, som nedbryder jordoverfladen og danner blågrå, kogende mudderpøle.
Det er fuldt forståeligt, at området kaldes "Helvedes køkken".
Utrolig oplevelse at gå rundt på området – også i regnvejr.

Klik her for at se ”Hverir - 'Helvedes køkken'” (6:54)


Kun en halv snes kilometer fra dette næsten-møde med jordens indre kræfter ligger kraftværket Krafla, som udnytter varmen fra undergrunden. Et par km fra Krafla så vi krateret fra vulkanen Viti (islandsk for "Helvede"), som sidst var i udbrud i 1735.

Videre fremme på turen så vi det pænt store vandfald Godafoss, og lidt senere gjorde vi et kort ophold i Akureyri – Islands næststørste by (uden for hovedstadsregionen) med ca. 18.000 indbyggere - inden vi tilbagelagde det sidste stykke vej mod vores næste opholdssted i Saudarkrokur (2700 indbyggere).

Klik her for at se ”Fra Myvatn til Saudarkrokur” (7:44)


Lørdag den 14. august.
Denne dag bød på turens længste køretur på lidt over 400 km.

Vejret så fra morgenen ud til at blive rimeligt. Der var en del dis, som vi gættede på solen kunne ”brænde af” i løbet af formiddagen – men det gik lidt anderledes.
Vi startede med at kaste et ret overfladisk blik på tørvegården Glaumbær, en videreudvikling af vikingetidens langhuse.

Derfra fortsatte vi til den meget lille tørvekirke Vidimyri, der er bygget i begyndelsen af 1800-tallet. Her fik vi en hyggelig sludder med den tilsynsførende, som bl.a. fortalte, at alteret er dansk og fra 1600-tallet. Han fortalte også, at det var meget populært at blive gift i den lille kirke.
Herfra gik det hurtigt ad hovedvej 1 til lidt nord for byen Bru, hvor vi drejede ind på vej 54 over mod halvøen Snæfellsnes. Vejret havde ellers opført sig som vi forventede, men nu begyndte det at regne. Dette, kombineret med at vej 54 over en strækning på ca. 50 km ikke er asfalteret, bevirkede, at bilen blev totalt fedtet ind i mudder. Det fik vi så (næsten) vasket af, da vi nåede til Olafsvik (1000 indbyggere), hvor vi fandt en tankstation der – kvit og frit – stillede en vandslange med kost til rådighed. Forinden havde vi krydset det rå lavaområde ”Berserkjahraun” og beundret halvøens klippeklædte nordkyst, med bl.a. det meget flotte, 463 m høje ”Kirkjufell” ved Grundarfjördur (900 indbyggere).

Da vi nåede spidsen af halvøen, var vinden efterhånden blevet meget kraftig, og der kom en del regn. Det lykkedes dog at få et glimt af den 1446 m høje gletsjer, Snæfellsjökull.
Det var meget tæt på, at vi opgav vores tur til ”den sorte strand” ved Djupalonssandur på sydsiden af halvøen, men iført passende tøj kæmpede vi os de 500 m fra parkeringspladsen ned på stranden. Og den er sort. Forklaringen på farven skulle være, at lava med indhold af meget mørke mineraler er strømmet ud i havet. Her er lavaen slået i stykker og poleret.

De sidste 30 km frem til vores næste overnatningssted, Hotel Budir, foregik i tæt regn - med en sigtbarhed på 50 m.

Klik her for at se ”Fra Saudarkrokur til Budir” (7:23)


Søndag den 15. august.

 Da vi vågnede måtte vi konstatere, at søndagen startede, som lørdagen sluttede – med regn og tæt dis.

Vi indstillede os derfor på, at der ikke ville blive meget at se på, men --- da vi havde fået morgenmad og var klar til afgang klarede det op, og vi besluttede at køre 15 km tilbage for at besøge Arnarstapi - en lille, idyllisk beliggende fiskerby, hvor der kun bor få mennesker.
Det viste sig at være en god ide af to grunde.

For det første, fordi vi så en meget spændende klippekyst med masser af rugende fugle. For det andet, fordi Petra opdagede, at hun havde glemt en pose med sko på Hotel Budir, som vi alligevel kom lige forbi, når vi fortsatte mod Reykjavik. – Posen med skoene lå ganske rigtigt på værelset.

I Gerduberg fik vi også set nærmere på den helt specielle struktur, der medfører dannelse af sekskantede søjler af bjergarten basalt, som – ud over lava – er den mest almindeligt forekommende bjergart på Island.

Men så fik vejret tilbagefald, og resten af dagen blev en våd og halvtrist affære. Vi fandt dog uden problemer vores hotel i Reykjavik, Islands hovedstad og suverænt største by med ca. 120.000 indbyggere. Regnes forstæderne med bor ca. 200.000 af Islands 320.000 indbyggere i dette område. Vi fandt let det enorme Radisson Blue Hotel Saga og flyttede ind. Vi var tydeligvis kommet til en større by.
På trods af vejret gik vi en lille bytur, hvor vi bl.a. så Altinget, Domkirken, Hallgrimskirken og Perlan. Sidstnævnte er en rund bygning fra 1991 med halvkugleformet glastag. Den er dels udstillings- og udsigtsbygning, dels cafeteria og restaurant. Udsigten var begrænset af det dårlige vejr, men vi kunne dog se så meget, at vi klart fornemmede, at der ville være en fantastisk udsigt på en klar solskinsdag.

Klik her for at se ”Fra Budir til Reykjavik” (6:24)


Mandag den 16. august.
Solen trænger sig på over Reykjavik! – og det skulle vise sig at blive en rigtig flot dag.
Første punkt på programmet var besøg på Thingvellir-sletten, hvor de voldsomme klippeformationer og de mere end 1000 år gamle historiske hændelser giver en særlig stemning over området – på trods af den store strøm af turister.

Videre til Geysir-området, hvor hele terrænet bogstavelig talt syder og bobler af indestængt varme, der mest dramatisk kommer til udtryk, når Strokkur-geyseren hvert 3. – 5. minut sender en skoldhed kaskade af vand mange meter i vejret.

Så kommer vi til det mægtige vandfald Gullfoss. Storheden består ikke i faldets højde, men i bredden og vandmængden. To fald kort efter hinanden danner tilsammen et voldsomt indtryk.

Klik her for at se ”Geysir og Gullfoss” (5:30)


Så til noget helt andet længere sydpå. Her så vi en ret nybygget kirke i Skalholt, hvor landets første biskop residerede. Den nye kirke er bygget i klassisk stil, men med et meget moderne interiør og et væld af farvestrålende glasmosaikker. Tilbage på hovedvej 1 stødte vi på et af Islands højeste – og vel også smukkeste - vandfald, Seljalandsfossen (65 meter). Faldet er ikke særlig vandrigt, men det er specielt derved, at man kan gå om bag faldet - det er dog ikke tilrådeligt uden regnfrakke!

Endelig opdagede vi, at der nu er bygget en helt ny havn, hvorfra man har en væsentlig hurtigere færgeforbindelse til Vestmannaøerne end tidligere.

Til sidst dagens med spænding ventede overraskelse: Kunne vi finde det lille Country Hotel Anna, som med sine 7 værelser står i skærende kontrast til det enorme hotel, vi boede på i Reykjavik?

Og ja - vi fandt hotellet, og blev meget positivt overrasket over at finde et lille hyggeligt sted opkaldt efter en særdeles interessant dame ved navn Anna Jonsdottir, der levede fra 1901 til 1979.

Der blev serveret en lækker laks med hjemmelavet chutney-dressing og kogte byggryn med grøn salat til.

En herlig afslutning på en flot dag, såvel oplevelses- som vejrmæssigt.

Klik her for at se ”Fra Reykjavik til Hotel Anna” (6:31)


Tirsdag den 17. august.

Dagen startede som den foregående – fint vejr og høj himmel med sol.

Første seværdighed vi fandt, var det 60 meter høje vandfald Skogafoss. Som altid er vandfald imponerende, og de har hver deres særpræg, som gør, at man vist aldrig bliver træt at af opsøge dem.

Kort efter var vi på Skogar Folk Museum – et museum, der giver en god indsigt i folks liv i tidligere tiders Island.

Så besøgte vi gletsjeren Solheimajökull. D.v.s. vi kørte næsten frem til gletsjertungen og gik så de sidste par hundrede meter. Det er imponerende – næsten skræmmende – at komme så tæt på en af naturens helt specielle frembringelser. Denne gletsjer – og flere i nærheden – var særdeles kraftigt mærket af de store mængder aske, forårets udbrud fra den nærtliggende Eyafjalla–vulkan kastede ud i luften. Ofte var det svært at se, hvad der var klippe, og hvad der var gletsjer. Vi tog en lille pose aske med hjem som souvenir.

Derefter gik turen til Dyrholaey, en imponerende samling klipper, der huser mange fuglekolonier, bl.a. søpapegøjer (lunder). Klipperne var der i høj grad, men vi var der lige sent nok på året til at se fuglene.

Tilkørselsvejene til såvel Solheimajökull som Dyrholaey var kraftige konkurrenter til første dags tur til Dettifoss som turens værste vejstrækning. Her var vi glade for vores Suzuki Grand Vitara med firehjulstræk. Mange steder var hullerne i vejen så store og ofte vandfyldte, at det var meget svært fremkommeligt.

I den lille by Vik (315 indbyggere) handlede vi lidt i en forretning med fabriksudsalg. Et godt sted med mange islandske varer til rimelige priser.

Så gik turen ind over den vidtstrakte sandslette Myrdalssandur, der afløstes af lavaområdet Eldhraun, der blev dannet i 1783, hvor vulkanen Laki dækkede området med et 12 meter tykt lavalag. Dette udbrud var meget voldsomt, og fik store konsekvenser for ikke bare Island, men også mange andre steder på kloden.
Efter besøg ved basaltklipperne Dverghamrar krydsede vi en sort sandslette, Skeidararsandur, hvor man kan fornemme ødelæggelserne efter vulkanudbruddet under Vatnajökull i 1996, hvor store mængder af vand og slam blev skyllet ud over sletten. Ved den lejlighed blev store dele af hovedvej 1 skyllet væk.

Dagens sidste store oplevelse fik vi ved lagunen Jökullsarlon, hvor masser af store og små isfjelde, der er brækket af en gletsjertunge, flyder rundt i vandet. Vi må lige knibe os selv i armen: Nej, vi er ikke i Grønland, men på Island, og her lever landet til fulde op til sit navn.

Sidste del af dagens tur forløb udramatisk frem til vores hotel i havnebyen Höfn (1620 indbyggere).

Klik her for at se ”Fra Hotel Anna til Höfn” (9:49)


Onsdag den 18. august.

Så er vejret tilbage ved overskyet og – skulle det vise sig op ad dagen – regnvejr. Heldigt at der denne sidste dag ikke er så forfærdelig meget på programmet.

Lige uden for byen Höfn kørte vi op på højdedraget Almannaskard, fordi der herfra skulle være en flot udsigt ind over Vatnajökull – og det var der faktisk - på trods af vejret. Så den lille tur op ad den stejle vej var ikke forgæves. Derefter gjorde vi en del ophold for at nyde den spændende kyststrækning ved Hvalnes, Altafjördur og Hamarsfjördur.

Længere nordpå, i byen Stödvarfjördur, besøgte vi ”Petra's Stensamling”.

Det var egentlig ikke en køn udstilling, men det var imponerende at se, hvor mange sten Petra havde fået samlet, ikke blot islandske, men fra hele Verden. Det lille hus var fyldt med sten overalt, og i haven var der opbygget bede med både planter, diverse figurer og – selvfølgelig – sten.

Den indendørs del af samlingen var krydret med udstoppede fugle, som alle kunne ses i Island.

Ved Faskrudsfjördur kørte vi gennem en af Islands få tunneller. Denne er 5900 meter lang og forkortede vejen til Egilsstadir med 15 km. Lige uden for Höfn kørte vi gennem en 1300 meter lang tunnel under Almannaskar, og jeg tror egentlig ikke, at der findes andre tunneller på øen.

Da vi i udkanten af Egilsstadir kørte ind på vej 93 mod Seydisfjördur, kunne vi konstatere, at vi havde kørt Island rundt – lidt over 2400 km.

Vi fandt let vores sidste overnatningshotel. Det er nu også rimeligt let at orientere sig - der bor kun 700 mennesker i byen. Så skulle vi lige have pakket om, så vi kun skulle slæbe det nødvendigste ombord på Norröna dagen efter.

Vi skal møde ved færgen kl. 9, men først sejle kl. 12 – islandsk tid. Så snart vi er ude af havnen går vi over til færøsk tid – og så er klokken 13!

Torsdag den 19. august.

Når man skal sejle kl. 12, men møde 3 timer før – altså kl. 9 – havde vi egentlig regnet med en lang, kedelig formiddag. Men sådan føltes det egentlig ikke. Det gik hurtigt med at få tjekket ind, men det tog lidt tid at få bilen 'pakket ind' på skibet. Jeg har aldrig før oplevet, at bilerne blev placeret så tæt. Kun chaufføren måtte være i bilen, da vi (jeg) kørte ombord, og det ville da også have været stort set umuligt for en passager at komme ud.

De sidste dage havde vi – ud over en del regn – også bemærket, at det blæste en del. Det kunne bestemt også mærkes på skibet, der gyngede temmelig meget, så snart vi var kommet ud af Seydisfjördur. Det var dog ikke værre, end et par søsygepiller sikrede maveindholdets forbliven på rette sted.

Klik her for at se ”Fra Höfn til Seydisfjördur” (6:58)


Fredag den 20. august.

Efter det korte besøg på Færøerne om morgenen stilnede vinden af, og resten af sejladsen blev ganske behagelig.

Og så opdagede vi, at vi ikke sejlede samme vej hjem som ud.

Da vi sejlede fra Hanstholm, blev kursen sat mod den norske kyst ud for Mandal. Herfra fulgte vi kysten nordpå, til vi var ud for Stavanger. Derfra gik det vestpå, nord om Shetlandsøerne til Torshavn på Færøernes største ø, Streymoy. Derfra sejlede vi gennem det smalle stræde mellem øerne Streymoy og Vagar og derfra direkte til Seidisfjördur.

Turen hjemad startede som forventet med at sejle til Færøerne ad samme rute som ugen før, men fra Torshavn blev kursen sat lidt sydligere, så vi sejlede mellem Shetlandsøernes to største øer, Mainland og Yell. Derfra direkte til Hanstholm.

Lørdag den 21. august.

Vi ankom planmæssigt til Hanstholm kl. 13 – hvilket altså vil sige kl. 14, dansk tid. Men der gik yderligere godt og vel en time, før de tætpakkede biler var filtret ud fra hinanden – dog uden skader, så vidt vi kunne se - og kunne køre fra borde.
Sidste del af turen hjem forløb helt smertefrit. Vi fik lidt kombineret frokost/aftensmad ved Randers og var så hjemme kl. ca. 18.30.

Konklusion:

Det var en fantastisk tur.
Island er et specielt land – det kan måske ikke kaldes smukt, men der er fascinerende landskaber, der ikke ses ret mange andre steder – om nogen. Det er utroligt, at de ca. 320.000 islændinge kan få et samfund, der på mange måder er særdeles moderne, til at fungere under de barske vilkår, naturen byder på.