Norge - Tana Bru 2016 ............................................

Nordnorge
Tana og omegn 15. juli – 31. juli 2016


I 1995 var vi på en lang tur nordpå – og holdt bl.a. sølvbryllup i Dorotea, Sverige på hjemvejen.
På turen besøgte vi Gamvik, Tana, Vardø, Kirkenes og grænsen mellem Norge og Rusland. Nu, 21 år senere, har vi fået den (måske) skøre idé, at tage den lange tur en gang mere. Kan vi genkende noget fra 1995? – og kan vi holde til at køre så lang en tur? Vi er jo også blevet 21 år ældre (mindst!).

I 1995 kørte vi bare nordpå uden anden planlægning end endemålet. Vi boede så i hytter, som vi fandt undervejs.
Denne gang er vi lidt mere forsigtige, hvilket bl.a. vil sige, at vi forud har bestilt samtlige overnatninger – på hotel/motel.

Her følger en beskrivelse af vores oplevelser undervejs,
 med tilhørende links til dias/videoshow,
som i billeder viser indtryk fra turen.
I teksten er indsat links til hjemmesider med yderligere information.


Lidt teknisk:
Det meste billedmateriale på denne tur er optaget i høj opløsning (1920 x 1080) og formatet 16:9.
Det betyder, at de fleste billedfiler er meget store.
Det medfører, at download-tiden kan blive ret lang, hvis du ikke har en meget hurtig internetforbindelse.
Hvis du oplever, at en billedfil "hakker", "fryser" eller slet ikke starter, kan du prøve
1) at være tålmodig og vente på at filen hentes,
2) at aktivere "pause" på afspilningsskærmen et stykke tid eller
3) at aktivere "stop" og derefter starte afspilningen forfra.


Længden af hvert show er angivet i min:sek og
der er tilsat lidt stemningsmusik.

Tænd for dine højttalere



Fredag den 15. juli:
Det meste pakkeri af bil foretog vi torsdag aften, så der var egentlig ikke meget, der skulle pakkes fredag morgen. Derfor var vi da også klar til at starte den lange tur nordpå kl. 8.00.
Der er egentlig ikke meget at fortælle om dagen – det er jo efterhånden rutine: Kort ophold i Nyborg lige før Storebæltsbroen, derefter optankning på rastepladsen i Karlslunde og så over Øresundsbroen. Dog er der denne gang en lille tilføjelse, som jeg har lidt forventninger til: Vi har investeret i et videokamera, der sidder i forruden og optager alt, hvad der ses fra forsæderne – sådan cirka. Jeg håber at kunne finde nogle gode klip af f.eks. broerne, men måske kommer der også andre lidt specielle optagelser med ad den kanal.
Jeg kan fra første dag i hvert fald vise noget der ligner den kraftigste regnbyge, vi har oplevet på vores bilture. Kort før Jönköbing var det lige før vi blev nødt til at standse helt op. Der var vildt meget vand på vejen. Håber billederne viser det.
Vi var fremme ved vores første overnatningssted, Motell Vätterleden, lidt nord for Jönköbing – en tur på ca. 625 km – lige omkring kl. 17.
Vi kunne godt nok ikke umiddelbart finde stedet, hvilket nok mest skyldtes, at vi var lidt trætte, for over tankstationen, som motellet var tilknyttet, stod der med tydelige bogstaver: Motell. Nå, men det betød så bare, at vi kørte lidt rundt i et hyggeligt campingområde, der lå lige i nærheden.


Klik her for at se "Brædstrup - Vättern" - (5:34) 

Lørdag den 16. juli
:

Vi fik os en god nats søvn og er klar til dagens etape.
Vi kom dog først af sted da klokken var 9.25, da vi jo lige skulle have en pæn omgang morgenmad.

I dag går det nordpå hele dagen i modsætning til fredag, hvor turen ned gennem Jylland, over Fyn og Sjælland til Øresund jo egentlig er lidt af en omvej, hvor vi det halve af dagen kørte mod syd og øst.
I starten kørte vi langs Vätterns smukke østkyst og gjorde et kort stop ved Hammarsund.
Nord for Örebro tog vi en lille afstikker. På en rasteplads fandt vi en vej, som hed ”Tre Sjöers Väg”. Vi forlod derfor hovedvejen – vej 50 – og drejede ind mod byen Nora ad vej 244 og fik så mulighed for at nyde de tre søer: Norasjön, Fåsjön og Usken. Vi var tilbage på hovedvej 50 lidt syd for byen Storå. Herfra gik det fint nordpå mod Siljansjön og byen Mora, hvor vi forlod vej 50 og kørte ind på Inlandsvägen, som vi jo har kørt på en del gange.
Og her fik vi lidt af en overraskelse. Vejen, som alle de gange vi har kørt på den, har heddet vej 45 er nu blevet opgraderet og hedder nu E45 !!!
Den har altså også ændret sig en del siden vi stiftede bekendtskab med den i starten af 1970’erne. Dengang var dele af den stadig lervej – nu er hele Inlandsvägen selvfølgelig asfalteret – og flere steder har den næsten motorvejsstatus.
Lidt syd for Orsa fandt vi så vores næste overnatningssted, Kungshaga Hotell, hvor vi ankom ved 17-tiden.
Bygningen er fra 1919 og oprindelig opført som alderdomshjem. Det fungerede som sådan indtil 1967.
I 1985 – efter en gennemgribende ombygning - åbnede stedet så som hotel.

Klik her for at se "Vättern - Orsa" - (6:25) 

Søndag den 17. juli:
Vi er klar til at køre kl. 9. Foran os venter nok turens tidsmæssigt længste etape til Vilhelmina.
Vejret ser virkelig flot ud, men som sædvanlig dannes der skyer op ad dagen – og der falder da også spredte byger; men meget regnvejr bliver det ikke til. Temperaturen falder til 12 – 14 grader, men der er ikke meget vind, så det er en behagelig køre-dag. Knap så behagelig er vejbelægningen! Vejen fra Orsa til Sveg fortjener faktisk ikke en opgradering fra vej 45 til E45.
Noget syd for Östersund forsøger vi at finde et velegnet sted at spise vores medbragte frokost, men det lykkes ikke. Vi gør et sidste forsøg ved at dreje fra E45 i Hackås og kører en halv snes km på en lille sidevej – også uden at finde et velegnet spisested. Endelig lykkes det i Brunflo: Vejene E45 og E14 mødes i en rundkørsel og tæt ved finder vi en plads med borde og bænke – eller rettere genfinder. Vi opdager nemlig ret hurtigt, at vi tidligere har spist på dette sted!
Så går det raskt nordpå til Strömsund, hvor vi også lige gør ophold ved et par gamle kendinge: Rundkørslen, hvor man kan sidde og spise inde i rundkørslen, og Jætten Jorm. Denne gang var der også et kuriøst køretøj fra Tyskland, som var på en længere tur: Et sommerhus trukket af en traktor og med angivelse af, at hastigheden ikke måtte overskride 25 km/t. Det har været en langvarig tur!
I Hoting og Dorotea fandt vi et par steder, vi tidligere har boet og konstaterede, at vi godt kunne genkende stederne, men at der også var sket en del forandringer.
Ved 17.30-tiden nåede vi til Vilhelmina og fandt uden problemer vort opholdssted, Lilla Hotellet. Det viste sig at være et rigtig hyggeligt lille sted.

Klik her for at se "Orsa - Vilhelmina" - (8:14) 

Mandag den 18. juli:
Vi forlod Vilhelmina kl. 9.30.
Første mål er Arvidsjaur, og den del af vejen kender vi fra tidligere ture. Derefter kører vi ind på vej 94 mod Luleå, og den vej har vi ikke kørt før.
Lige uden for Arvidsjaur er vi heldige at finde et dejligt sted ved Arvidsjaursjön, hvor vi kan spise frokost.
I den nordlige udkant af Luleå finder vi et område, Gammelstad kirkeby, der blev optaget på Verdensarvslisten i 1994. I centrum ligger en kirke fra det tidlige 15. århundrede omgivet af 424 træhuse. Husene blev bygget for at huse kirkegængere, som var rejst ind fra det omgivende område, og som ikke kunne nå hjem, inden mørket faldt på. Vejnavnene i den lille by er opkaldt efter de erhverv, der er repræsenteret, f.eks. Smedegade og Bagergade. Vi fik også mulighed for at se kirken, der som sagt er mere end 500 år gammel.
Vi er nu ude ved kysten ved Den Botniske Bugt, og her er der mere tæt befolket. Det har så medvirket til en udbygning af vejnettet, så resten af vejen fra Luleå til Kalix foregik på de specielt svenske 1 + 2 veje, dvs. at der skiftevis er henholdsvis 1 og 2 vejbaner i hver sin retning. En rigtig velfungerende løsning, som vist nok af nogle kaldes en ”discount-motorvej”.
I Kalix fandt vi let vores overnatningssted, Hotell Valhall.

Klik her for at se "Vilhelmina - Kalix" - (5:52) 

Tirsdag den 19. juli:
Så er kursen sat mod Finland.
Fra Kalix er der kun ca. 50 km til grænsebyen Haparanda og så skal vi bare krydse grænsefloden Torne älv, der har sit udspring i søen Torneträsk, som vi jo har besøgt mange gange – og vips! så er vi i Finland.
Her var vi ved at glemme, at klokken lige skal stilles en time frem.
Ellers måtte vi konstatere – som da vi var i Finland i 2009 – at landet ikke er specielt turistorienteret. Der er meget få P-pladser langs vejene og rastepladser med borde, bænke og toiletter er stort set ikke eksisterende.
Nå, vi kom dog frem til Rovaniemi, hvor ”Julemandens Landsby” nogle km nord for byen ved Polarcirklen i den grad gør ovennævnte til skamme. Her er der skruet op for alle kommercielle tiltag i form af alverdens boder med seriøst og (mest) useriøst indhold. Det er voldsomt – men der sælges givetvis meget. Der er i hvert fald mange turister.
Ellers gik det planmæssigt nordpå, og vi fik faktisk mange glimt af de mange søer, Finland er så berømt for.
Vi var fremme ved vores overnatningssted, Tradition Hotel Kultahovi, i byen Inari ved 18-tiden – finsk tid. Her var planlagt 2 overnatninger.

Klik her for at se "Kalix - Inari" - (4:29) 

Onsdag den 20. juli:
Vi delte dagen op i 2 dele.
Først kørte vi en tur langs Inarisøen – eller rettere Inarijärvi – mod nordøst, en vej (971), som krydser grænsen til Norge og støder ind i vej E6, der går mod Kirkenes. Vi standsede dog i byen Sevettijärvi, der ligger ca. 30 km fra grænsen til Norge. Her så vi en fin lille ortodoks kirke – og en masse flotte søer på turen frem og tilbage. En del var selvstændige søer, men mange steder var det vand, vi så, dele af Inarijärvi.

Klik her for at se "Langs Inarijärvi" - (5:59) 


Tilbage på hotellet holdt vi en times pause og tog så på en båd-tur på Inarijärvi.
Vi sejlede 1 time og gik så i land på en øde klippeø, Ukko, hvorfra der var en flot udsigt over den store sø. For samerne er Ukko en hellig ø, der helt op til det 19. århundrede har været anvendt som offersted! Da vi forlod Ukko, sejlede vi forbi en flad, sandet ø, der havde fungeret som kirkegård i mange år. Derefter returnerede vi til Inari. Det blev til en dejlig tur på 2½ time i pragtfuldt vejr. Temperaturen nåede lige akkurat op på 20 grader.
(Jeg kan da lige nævne, at Inarijärvi er ca. 25 gange større end Danmarks største sø, Arresø, eller lidt mindre end Lolland. Der er mere end 3300 øer i søen).

Klik her for at se "På Inarijärvi" - (5:08) 

Torsdag den 21. juli:
Så er vi klar til at forlade Finland for at køre til Norge.
Vi kører nordpå ad vej 4, men i stedet for at køre direkte ind i Norge ved byen Roavvegieddi til E6 fortsætter vi på den finske side af grænsefloden Tana på vej 970.
Vi kører så ind i Norge lidt før byen Polmak og kører 15 km på vej 895 til byen Skipagurra, hvor vi kører ind på E6 de sidste 5 km til Tana Bru.
Her ankommer vi til vores ”hjem”, de næste 5 nætter, Tana Hotel, midt på eftermiddagen.
Turen bød ikke på specielt ophidsende oplevelser. Vi så et par rensdyr på en flad sandbanke ude i Tana-floden; men det var jo egentlig også mest en kort transportdag.
Vejret var det varmeste, vi endnu har oplevet på turen: Vi nåede 23 grader.

Klik her for at se "Inari - Tana Bru" - (5:40) 

Fredag den 22. juli:
I dag går turen til Gamvik, en lille by, der ligger meget nordligt på Nordkinn-halvøen.
Turen dertil går først nordpå langs med Tana-floden, derefter mod vest ind over Ifjordfjeldet og derefter igen mod nord over Skremselfjeldet. Det er nogle fantastisk flotte fjeldstrækninger, hvor der overalt er udsigt til enten fjeldsøer med dybblåt vand eller fjorde, der strækker sig ind fra Norskehavet med turkisfarvet vand. Hele sceneriet blev naturligt forstærket af, at vi havde høj, klar himmel og temperaturer på 16 – 20 grader. Flottest var farverne nok ved Bekkarfjorden, en arm af Laksefjorden.
Det var en stor oplevelse at gense den lille hytte, vi havde overnattet i for 21 år siden næsten helt ude ved Slettnes fyr, verdens nordligst beliggende fyr på fastlandet, 71° 05' 22'' nordlig bredde.
(Nordkap ligger på 71° 10' 21'' nordlig bredde, men altså på øen Magerøy).
Vi benyttede også lejligheden til at besøge det lille Gamvik Museum, der viste meget om udviklingen i området – fra stenalder til nutid.
På hjemvejen var vi så heldige at se en lille flok vagtler ved en rasteplads. De små fugle gik fredeligt rundt og spiste frø og lod sig uden vanskeligheder fotografere.
- Billeder fra dagen er opdelt i 2 dele p.g.a fil-størrelse.

Klik her for at se "Gamvik 1. del" - (10:42) 

Klik her for at se "Gamvik 2. del" - (6:39) 

Lørdag den 23. juli:
Så skal vi til Hamningberg, men inden vi når dertil, ser vi selvfølgelig også mange andre spændende ting.
Først en flot arkitekttegnet rastepladsbygning, Gorgnetak – ret speciel.
Gorgnetak er samisk og betyder ”opstigning”, stedet, hvor man går i land og begynder opstigningen til fjeldet. Derefter så vi lidt på Nesseby kirke, og ved den lejlighed fik vi held til at filme nogle små, hurtige vadefugle, vist nok præstekraver.
Vi nød turen ud langs Varangerfjorden og vejret var igen med os: Flot høj himmel og sol. De sidste små 40 km fra Svartnes ud til Hamningberg er specielle. Det er et meget råt landskab, og to bilister skal blive enige om at komme forbi hinanden ved de udposninger, der er på vejen.
Da vi var i Hamningberg for 21 år siden, kaldte vi stedet for ”verdens ende”, fordi vi syntes, det var så øde og trøstesløst. Det har ændret sig. I dag er Hamningberg endestation for én af Norges 18 Nationalveje (Nasjonale Turistveger), Varanger. Vejen starter i byen Varangerbotn, der ligger i bunden af Varangerfjorden, og er 160 km lang. Der er derfor nu en livlig strøm af turister – og så var dagens vejr, og det faktum at det er en lørdag, vel en væsentlig forklaring på, at så mange mennesker var taget hertil.
Angående vejret: Vi nåede faktisk op på 29 grader, og vi sad og svedte over vores frokost, som vi spiste med udsigt til Ishavet!

På hjemturen slog vi et smut ind omkring Vardø og besøgte Vardøhus, den gamle fæstning fra 1737, som også blev brugt under 2. verdenskrig. Besøget var lidt skuffende, da vi havde forventet lidt mere fra fæstningens tidligste tid, men det var næsten udelukkende funktionen under 2. verdenskrig, der blev fokuseret på. Dog så vi den berømte bjælke, som Christian den IV skar sit navnetræk i under besøget i 1599.
Næsten tilbage i Tana lykkedes det os at finde den campingplads og den hytte, vi havde overnattet i for 21 år siden på campingpladsen ved Skipagurra.
Ren nostalgi.
- Billeder fra dagen er opdelt i 2 dele p.g.a fil-størrelse.

Klik her for at se "Hamningberg 1. del" - (7:20) 

Klik her for at se "Hamningberg 2. del" - (8:43) 

Søndag den 24. juli:
I dag besøgte vi de to sidste større bysamfund på Varangerhalvøen: Berlevåg og Båtsfjord.
Undervejs til Berlevåg besøgte vi den lille by Veines, men lige før vi kom til byen, slog vejret helt om – ikke på grund af Veines, men af den simple årsag, at der langs kysten var sket et voldsomt temperaturfald. Inde i højlandet havde vi temperaturer på omkring 21 grader, men ude ved kysten kun 11 grader. Temperaturfaldet gav en voldsom tåge/skydannelse, så sigtbarheden var ret dårlig i såvel Veines som Berlevåg og senere Båtsfjord.
Nu var byerne som sådan ikke noget særligt, men vejene ind over højlandet for at komme frem til byerne var dagens oplevelse. Vi blev især imponerede over de lyse, næsten hvide klipper ved Hanglefjeldet.
Ved Tanaelvens udmunding i Tanafjorden så vi et kæmpestort åbent stenbrud. Det er et område, hvor der udvindes kvartsit, et mineral som er ret efterspurgt til bl. a. glasfremstilling og i elektronikindustrien.
- Billeder fra dagen er opdelt i 2 dele p.g.a fil-størrelse.

Klik her for at se "Berlevåg og Båtsfjord 1. del" - (6:13) 

Klik her for at se "Berlevåg og Båtsfjord 2. del" - (8:42) 

Mandag den 25. juli:
Bryllupsdag!
For 21 år siden holdt vi bryllupsdag i Dorotea, Sverige – efter at have været en tur i Nordnorge, bl. a. ved Grense Jakobselv.
Det måtte derfor være et ret oplagt valg, at vores bryllupsdag i år måtte gå til - ja, Grense Jakobselv.
Turen dertil er næsten den samme: Mod Kirkenes og så yderligere små 60 km mod nordøst!
Vejen er heller ikke væsentlig anderledes: De første 50 km på meget dårlig asfalteret vej, de sidste 10 km på grusvej, men ikke så ujævn.
Kong Oscar den II´s kapel er også genkendeligt, men selve afslutningen på turen var anderledes – og egentlig forventeligt.
Hvor der for 21 år siden var totalt øde for enden af vejen var der nu indrettet toilet og parkeringsmuligheder – og der var en del biler. Så også her – som i Hamningberg – har turisterne fundet herhen i stort tal. Alligevel var det nu sjovt at gense stedet efter så mange år.
På hjemvejen gjorde vi ophold ved vandfaldet Skoltefossen.
Ingen tur til Norge uden at se et vandfald!
- Billeder fra dagen er opdelt i 2 dele p.g.a fil-størrelse.

Klik her for at se "Grense Jakobselv 1. del" - (6:08) 

Klik her for at se "Grense Jakobselv 2. del" - (7:21) 

Tirsdag den 26. juli:
Så forlader vi Tana og sætter kursen sydpå.
Først følger vi Tana-floden omkring 150 km mod syd, hvor floden danner grænse mellem Finland og Norge. Fra vores tidligere tur ad denne vej huskede vi, at det var et af de kedeligste og mest øde områder i Norge. Det er det stadig – og det ændrede ikke på oplevelsen, at vejret valgte at slå om i regn det meste af tiden.
I Karasjok lykkedes det os at finde et hus, hvor vi tidligere overnattede hos en ældre kvinde – og så var vi jo naturligvis inde på Sápmi-området endnu en gang. Det er også blevet voldsomt kommercielt.
Fra Karasjok til Kautokeino er der ca. 125 km. Vi kører over Finnmarksvidda, et meget øde og fladt plateau, der ligger 300 – 500 m.o.h. Det dækker et areal på størrelse med halvdelen af Danmark og vegetationen er meget lav.
Her har man målt den laveste temperatur i Norge, - 51,4 ° !
Der kan dog også blive varmt. Højeste temperatur er målt til +32,4° !

Vi var fremme ved vores overnatningssted, Thon Hotel, i Kautokeino ved 16-tiden.

Klik her for at se "Tana Bru - Kautokeino" - (8:10) 

Onsdag den 27. juli:
Så går det for alvor sydpå – og det var vist den dag, vi så flest rensdyr. Direkte mod syd fra Kautokeino og ind i Finland – igen.
I nærheden af byen Muotkajärvi på vej 93 er der en bestemt rasteplads ved en sø, hvor vi altid gør ophold, når vi kommer forbi – og det har vi efterhånden gjort temmelig mange gange. Første gang vi var der, blev vi fascinerede af en flok myrer, der havde lavet en sti i vandkanten, og der var en vældig ”myretrafik”. Derfor har vi givet stedet navnet ”myresøen”, og hver gang vi har været der, har der været aktivitet – også denne gang.
Ren nostalgi – men vi har jo også på forhånd udnævnt denne tur til at være en nostalgi-tur, hvor vi genopfrisker gamle minder.
Vi kører ind i Sverige ved byen Muonio og så fulgte vi ellers grænsen sydpå.
Først hedder grænsefloden Muonioälven, senere Torneälven.
Vi løb ind i et større vejarbejde på vej 99. På en ca. 8 km lang strækning kørte vi på store, grove skærver, en tur, der mindede os om de første ture op gennem Sverige på Inlandsvägen, da den var under opbygning i 1970’erne. Det var ikke behageligt.
Ved byen Pajala havde vi planlagt at tage vej 392, der skærer en del kilometer af turen mod Luleå, men da der ved vejens start blev advaret mod vejarbejde på en 13 km lang strækning, besluttede vi, at vi havde fået nok vejarbejde, så vi valgte den sikre løsning og fortsatte på 99.
Lidt syd for byen Juoksengi krydsede vi Polarcirklen for jeg ved ikke hvilken gang.
Her var den behørigt markeret, men der var ikke det turistgejl, vi har set mange andre steder.
Ved Övertorneå kørte vi ind på vej 98 mod vest til Överkalix, hvor vi tog vej E10 sydpå langs Kalixälven til byen Töre. Herfra på E4 til Luleå, hvor vi fandt vores overnatningssted, Örnvik Hotell.

Klik her for at se "Kautokeino - Luleå" - (12:11) 

Torsdag den 28. juli:
Vi kører på hovedvej E4 hele dagen – bortset fra en lille afstikker syd for Umeå til en lille by, Norrbyn, hvorfra der var en flot udsigt til nogle småøer.
Lidt syd for Örnsköldsvik havde vi i nærheden af byen Bjästa bestilt overnatning på Nätra Motell, og det fandt vi uden problemer – men det så øde og forladt ud. Efter at have rusket i alle døre, kigget ind ad vinduer og – forgæves - forsøgt at ringe til et opgivet telefonnummer, kom ejeren pludselig kørende.
Motellet var ferielukket, men vi var faktisk ventet, så vi fik tildelt et værelse og aftalte morgenmad til dagen efter – egentlig en ganske fin service. Vi havde derfor hele motellet for os selv – en spøjs oplevelse.
Vi kunne naturligvis ikke spise på det lukkede motel, men ejeren foreslog, at vi skulle køre ca. 5 km mod syd, hvor vi ville finde Näske Krog. Det gjorde vi – og det var en god oplevelse. Vi fik en dejlig buffet stærkt præget af det thailandske køkken.

Klik her for at se "Luleå - Bjästa" - (5:24) 

Fredag den 29. juli:
Som dagen før: Hovedvej E4 sydpå det meste af tiden. Vejen er egentlig ganske pæn på den første del af strækningen. Her krydser vi Ångermanälven via en ny, flot bro, Högakustenbron, der blev taget i brug i 1997.
Lidt syd for Sundsvall tager vi en afstikker ud til den lille by Lörudden. Det var vist en god idé, for her kom vi helt ud til den del af Den Botniske Bugt, som svenskerne kalder Bottenhavet, og kunne nyde den flotte klippestrand og udsigten til den lille ø, Brämön.
Sidste del af turen ned mod Gävle er ikke specielt interessant, men E4 er fantastisk at køre på.
Vi fandt vores næstsidste overnatningssted, Söderfors Herrgård, og fik os indlogeret.

Klik her for at se "Bjästa - Söderfors" - (7:12) 

Lørdag den 30. juli:
For at undgå, at hele hjemturen kom til at foregå via motorvej og lignende, har jeg lavet en lidt kortere, men mere varieret rute, som skulle lede os uden om de tættest bebyggede områder, som vi jo ellers finder i Midtsverige med de større byer som Vesterås, Eskilstuna, Enköping, Nyköping, Norrköping og Linköping.
Til gengæld tager turen længere tid – men det viste sig at være en behagelig løsning, det meste af turen på vejene 67, 70, 55 og 34.
Kun mellem Norrköping og Linköping kørte vi på motorvej E4. Vejret var noget ustabilt, og vi fik midt på eftermiddagen en saftig tordenbyge.
Vores sidste overnatningssted, Målilla Hotell, viste sig at være et lille familiehotel, der virkede noget forsømt, men vi fik en god modtagelse, udmærket aftensmad og ser nu frem til sidste rejsedag hjemad.

Klik her for at se "Söderfors - Målilla" - (4:23) 

Søndag den 31. juli:
Ikke meget at sige om dagen.
Vi forlod Målilla ca. 8.30 og holdt kun de obligatoriske pauser på hjemturen, der fortsatte sydpå på vej 34 og dernæst vej 23 mod Växjö, hvor vi lige ”hilste” på det lille hotel, vi havde boet på i efteråret 2015.
Derfra videre på vej 23 til Lund og så motorvej hjem.
Vi var lidt nervøse for at løbe ind i feriehjemrejsetrafik omkring København, men der var ikke noget særligt.
Vi hørte senere, at der sidst på dagen havde været en del trafik, men da var vi forlængst hjemme – det var vi kl. 17.30.

Klik her for at se "Målilla - Brædstrup" - (5:16) 

-----------------------
Konklusion:
I indledningen stillede jeg et par spørgsmål:

1. Kan vi genkende noget fra 1995? Ja, vi fandt mange steder, vi kunne genkende – men måtte også konstatere, at meget er forandret. F. eks. var der langt flere mennesker i Hamningberg og ved Grense Jakobselv. Det rykkede jo lidt ved vores illusion om, at det var nogle meget fjerne og øde steder, vi besøgte.

2. Kan vi holde til den lange tur? Ja, også det gik udmærket, selv om det blev til en tur på 7.248 km.

Alt i alt en god tur med glimrende vejr, ingen uheld og mange mere eller mindre nostalgiske oplevelser.



PR©2016