Frankrig - Scionzier 2014 ............................................

De franske Alper
  19. april – 26. april 2014

 

Det er efterhånden et stykke tid siden vi har været sydpå – bortset fra julen 2013.
Vi har derfor besluttet, at vi vil tage på en lille forårstur til de franske Alper for at se, hvordan foråret arter sig der.

Vi har fundet et hotel i den lille by Scionzier, der ligger 35 km sydøst for Genève og også 35 km fra Mont Blanc.
Der er lidt over 1400 km derned. Derfor har vi bestilt en overnatning tæt ved Frankfurt, men den første rejsedag bliver alligevel lang - ifølge GPS’en lidt over 800 km.
Vi håber, at vi kan holde ud så længe!

I teksten er indsat links til hjemmesider om nogle af de mest interessante steder.

Her følger lidt om vores oplevelser undervejs
 med tilhørende links til dias/videoshow,
som i billeder viser indtryk fra området.


Lidt teknisk:
Næsten alt billedmateriale på denne tur er optaget i høj opløsning (1920 x 1080) og formatet 16:9.
Det betyder, at billedfilerne er meget store.
Det medfører, at download-tiden kan blive ret lang, hvis du ikke har en meget hurtig internetforbindelse.
Hvis du oplever, at en billedfil "hakker", "fryser" eller slet ikke starter, kan du prøve
1) at være tålmodig og vente på at filen hentes,
2) at aktivere "pause" på afspilningsskærmen et stykke tid eller
3) at aktivere "stop" og derefter starte afspilningen forfra.


Længden af hvert show er angivet i min:sek og
der er tilsat lidt stemningsmusik.

Tænd for dine højttalere


Lørdag den 19. april:

Som sagt – vi vidste, at første etape ville blive lang, så vi var tidligt oppe og kørte hjemmefra kl. 5.50!
Det viste sig at blive en rigtig dejlig køredag, der startede med 2 graders varme og sluttede med 17 grader.
Der var ikke antydning af kødannelser nogen steder, så vi nåede vores bestemmelsessted – Hotel Anna – i Frankfurt kl. 15.50 – altså præcis 10 timer efter, vi var kørt hjemmefra. Turen blev lidt kortere end GPS’en havde forudset: 785 km.
Undervejs oplevede vi, at foråret var noget mere fremskredent efterhånden som vi kom sydpå: Ved Hannover stod mælkebøtterne i fuldt flor, i Frankfurt var de afblomstret og i fuld gang med at sprede frø. I Danmark var de dårligt nok kommet i knop!
Hotellet viste sig at være et forholdsvis lille, privatejet sted, hvor værtsparret var meget elskværdige og tydeligvis ikke indfødte tyskere. Da vi senere gik ud for at spise, fandt vi ud af, at hele området var præget af ikke-etniske tyskere, hvilket bl.a. medførte, at vi fik dejlig asiatisk inspireret mad – dog med tysk øl til. En fin dag, der ikke blev nær så anstrengende, som vi egentlig havde forventet.

Klik her for at se "Turen mod syd" - (0:57)

Søndag den 20. april: 

Påskedag.
Vi forlod Hotel Anna kl. 7.45, men det var ikke helt nemt at finde fra hotellet tilbage på motorvejen videre sydpå. GPS’en og de lokale veje var ikke helt enige, så vi måtte rode rundt en halv snes kilometer, før vi kom på sporet. Men så gik det også ganske fint sydpå med fint vejr, delvis solskin og omkring 13 graders varme.
Vi slap fint ind i Schweiz og næsten fra grænsen var landskabet totalt ændret. Fra de bløde tyske bakker, med Schwarzwald som de dominerende, blev landskabet nu mere ”takket” efterhånden som Alperne dukkede op. Vi nåede frem til Genève-søen ved Lausanne, hvor vi valgte at forlade motorvejen og i stedet følge søen ad hovedvej 1 til Genève. Da vi rundede søen viste vejret sig fra sin flotteste side med høj himmel og sol. I det lys er det ikke svært at forstå, at området hører til i den mere mondæne ende af skalaen.
Vi fik derefter lidt knas med at finde vej p.g.a. noget vejarbejde, men det lykkedes os da rimelig hurtigt at finde frem til vores ”hjem” de kommende dage: Inter-Hotel du Faucigny i byen Scionzier, hvor vi checkede ind kl. 18.15 efter 636 km.
Hotellets restaurant var lukket påskedag og 2. påskedag – og mange andre, nærliggende spisesteder holdt også lukket, så vi måtte ty til pizza.


Mandag den 21. april:  

2. Påskedag.
Vi var enige om, at det efter to lange køredage ville det være passende at tage en næsten kørefri dag, så vi nøjedes med at køre ca. 30 km ud til en dal der hedder Cirque du Fer à Cheval – det betyder vistnok noget med en hestesko. I hvert fald slutter dalen ret pludseligt, så man føler sig omringet af bjerge på alle andre siden end derfra, hvor man kom. Flot naturoplevelse – selv om vejret var temmelig diset - ja, det regnede faktisk lidt engang imellem.
På vej dertil kørte vi gennem byen Samoëns, som vi troede var en lille, nærmest halvdød bjerglandsby; men der tog vi grundigt fejl. Det meste af byen var én stor handelsplads, hvor forretninger og boder tilbød alverdens varer. Der var bestemt ikke påskelukket.
Byen har også en alpin have – La Jaÿsinia eller Le Jardin Botanique Alpin de Samoëns  - som vi så lidt på, men den var nu ikke specielt interessant. Selv om det er en lille by, fandt vi frem til et hus, som efter alt at dømme var rådhuset og over indgangen hang hele tre flag: I midten det franske – det er vel ganske naturligt – og til højre det blå EU-flag med stjernerne. Men flaget til venstre studsede vi lidt over, for det lignede til forveksling det danske flag! Der gik lidt tid, før vi fandt ud af, at det altså ikke var fordi vi var i byen, at de flagede med Dannebrog, men fordi vi jo er i den del af Frankrig, der hedder Savoyen, hvis flag let kan forveksles med det danske, blot er det hvide kors placeret lidt anderledes.
På tilbagevejen mod Scionzier benyttede vi chancen til at lede efter spisesteder, der havde åbent, men der var ikke meget at komme efter – bortset fra en del pizzeriaer og etniske spisesteder, der ikke så specielt indbydende ud – så vi endte på McDonalds, ca. 200 meter fra vores hotel.
I morgen åbner hotellets egen restaurant efter påskelukning, så vi har tænkt at se lidt nærmere på, hvad de kan tilbyde.


Klik her for at se "Til Cirque du Fer à Cheval"  - (4:34)

Tirsdag den 22. april

Så er det hverdag igen – også i Frankrig. Det fremgik også tydeligt af trafikken på vejene, som nu var præget af arbejdskørsel.
Vi havde planlagt en tur rundt om søen Annecy. Byen af samme navn ligger smukt ved søens nordlige ende og vi startede her med at køre forholdsvis højt op på den vestlige side af søen til Crêt de Châtillon. Her nåede vi mere end 1600 meter over havet, og det var tydeligt, at sneen først for ganske nylig var ryddet af vejen. Herfra – og mange af de følgende steder vi stoppede op – var der en fantastisk udsigt over landskabet og Annecy-søen. Det hjalp også på det, at vejret viste sig fra sin pæneste side med høj, klar himmel. Temperaturen var dog kun på 2 grader i 1600 meters højde mens den nåede op på 18 grader nede ved søen.
Vi fortsatte til den sydøstlige ende af søen, hvor vi kørte op på Col de la Forclaz i 1157 meters højde. Også herfra var der en utrolig udsigt over søen – og det vrimlede med paraglidere, der med dødsforagt kastede sig ud fra klipperne omkrig søen og i majestætisk ophøjethed og ro svævede rundt og landede smukt på den modsatte søbred.
På hjemturen fra Annecy havde vi besluttet at køre ad en vej, hvor vi oprindeligt havde tænkt os at bo, men som vi opgav, da vi frygtede, at der ville ligge sne. Hotellet, vi havde udset os, ligger på Col de la Croix Fry i 1477 meters højde og vi fandt uden problemer hotellet - Les Sapins – og der var ingen sne på vejen. Det var der til gengæld på den vej, vi havde tænkt os at køre hjemad. Vejen over Col de la Colombière (1613 meter) var lukket, så vi måtte vælge en alternativ vej – troede vi. Den var imidlertid også lukket, men på grund af vejarbejde.
Vi måtte så finde alternativ tre frem og køre tilbage via Annecy. Det gav jo en noget længere tur end planlagt, så det sidste stykke fra Annecy valgte vi at tage motorvejen til Scionzier. Det kostede os så 6,20 Euro, men de var godt givet ud, da vi var ved at være småtrætte og først nåede hjem til hotellet kl. 18.50.

Klik her for at se "Rundt om Annecy"  - (5:19)

Onsdag den 23. april:  

Denne dag var udset til at blive turens højdepunkt. Allerede hjemmefra havde vi set, at onsdag skulle blive den dag, hvor vejret ville blive bedst.
Og dagen blev på alle måder turens højdepunkt. Vejret blev fantastisk. Fra morgenstunden skinnede solen fra en næsten skyfri himmel og temperaturen røg hurtigt op på 12 grader.
Det var derfor med store forventninger, vi kørte de ca. 35 km til Chamonix og fandt frem til den tovbane, der skulle fragte os højt til vejrs. Byen Chamonix, med ca. 9000 indbyggere, ligger ca. 1050 meter over havet og første tov-bane-etape førte os op til Plan de l’Aiguille, 2310 meter oppe. Herfra fortsatte en ny bane op til Aiguille du Midi, 3842 meter oppe.
Turen tog kun 2 x 10 minutter og i sig selv var det en oplevelse at se Chamonix forsvinde under os – næsten som at flyve. Og apropos flyve: Der var masser af mennesker, der - startende på ski – kastede sig ud i rummet med deres paraglide-skærm på ryggen for at svæve rundt over det utrolige bjerglandskab, der lå badet i solen. Temperaturen var faldet til ca. 10 grader under frysepunktet på vejen op, men den kraftige sol gjorde luften behagelig – når man vel at mærke havde klædt sig i vintertøj inden opturen.
Fra Aiguille du Midi havde vi fri udsigt til alle de højeste Alpetinder, der findes – inklusive det højeste, Mont Blanc – der stikker 4810 meter op. Fra Aiguille du Midi til Mont Blanc er der kun 5½ km i luftlinje, så vi var tæt på Europas top.
Vi var taget rimelig tidligt hjemmefra, for vi vidste, at der i dagens løb ville dannes skyer i de højder, vi var i. Og ganske rigtigt. Mens vi stod og nød synet ud over alle de hvidklædte tinder, dannedes på 10-15 minutter et tæt skylag, som ændrede sigtbarheden til under 50 meter.
Vi tog så turen ned til Plan de l’Aiguille – og her var vejret igen flot.
Vi så – ud over paragliderne og almindelige vovehalse på ski – også nogle bjergbestigere, der viste deres færdigheder. Alt i alt en fantastisk tur, der bestemt var de 110 Euro, det kostede, værd.
Vel nede igen kørte vi endnu nogle kilometer ind i slugten, hvor Chamonix ligger – næsten til den schweiziske grænse.
En fantastisk dag – helt igennem på toppen!

 

Klik her for at se "Chamonix - Mont-Blanc" - (7:00)  


Torsdag den 24. april:

Dette er så vores sidste dag i de franske Alper.
Vi har valgt at køre til et sted 10 km vest for Annecy til en lille by, der hedder Lovagny. Tæt ved denne lille by har naturen gennem mere end 100 millioner år dannet en utrolig slugt, der har fået navnet Les Gorges du Fier. Der blev allerede i 1868 etableret en sti langs slugten og denne sti er efterfølgende udvidet og forbedret, så man nu kan følge slugten flere hundrede meter og se, hvordan floden Fier har gnavet sig ned i den forholdsvis bløde kalkstensklippe. På turen langs floden går vi under både vej- og jernbanebro, der kan ses over vores hoveder.
Tilbage på hotellet slapper vi af og gør så småt klar til at starte hjemturen.

 

Klik her for at se "Les Gorges du Fier" - (3:37)  


Fredag den 25. april:

Så går det hjemad.
Vi var klar til afgang kl. 8.45 og havde valgt at køre direkte nordpå mod Genève-søen. Undervejs kom vi forbi det kendte skisportssted Morzine før vi nåede frem til byen Thonon-Les-Bains, der ligger midt på Genèvesøens sydlige kyst. På vej østpå langs kysten ses det tydeligt, at det er velhavende folk, der bor her. Vi studser derfor lidt over, at vi mod den østlige ende af søen støder på et lidt specielt bynavn, Locum – men efter at have konstateret, at vi jo var i et ikke-dansk-talende land, skulle vi nok ikke lægge for meget i det! Ved øst-enden af søen krydsede vi grænsen og kørte ind i Schweiz, hvor vi fandt ind på motorvejen lidt syd for byen Montreux. Herfra gik det igen nordpå forbi Bern til Basel og videre ind i Tyskland.
Lidt nord for Freiburg gjorde vores GPS opmærksom på, at der var temmelig tæt trafik forude, syd for Karlsruhe, forårsaget af et omfattende vejarbejde, som vi også havde bemærket på turen den modsatte vej. GPS’en førte os over på den vestlige side af Rhinen og – før vi vidste af det - tilbage til Frankrig. Man opdager jo stort set ikke, at man krydser en grænse mere!
Det gik strygende – intet vejarbejde og næsten ingen trafik, så vi kørte nordpå i Frankrig mod Strasbourg og kørte så ind i Tyskland igen ved Mannheim.
Så var der fri bane igen og vi kom langt op i Tyskland inden vi fandt ind på rastepladsen Pfefferhöhe, ca. 100 km syd for Kassel. Vi havde da kørt 717 km og klokken var blevet 19.30.


Lørdag den 26. april:

Efter en god nats søvn forlod vi Pfefferhöhe kl. 7.20.
Vi havde ingen planer om svinkeærinder – bortset fra det næsten obligatoriske indkøbsstop ved grænsen.
Men – nord for Hamborg meldte GPS’en igen om trafikkaos omkring Rendsburg og opmuntret af det gode resultat dagen før, fulgte vi vejledningen, som førte os på en længere omvej, hvor vi næsten kom til Kiel. Det var så OK, hvis vi på den måde havde undgået en masse trafik, men – og det kunne GPS’en jo nok ikke vide – det var mere end almindeligt besværligt at komme tilbage på motorvej 7 nord for Rendsburg p.g.a. vejspærringer på de mindre veje, vi skulle køre på, så det var nok ikke nogen smart løsning, vi der blev lokket på.

Trafikproblemer eller ej, så nåede vi hjem kl. 17.05 efter 747 km.


-----------------------
Konklusion:

Det blev en rigtig dejlig tur.
Vi var meget heldige med vejret og vi måtte konstatere, at foråret er en dejlig tid til en tur sydpå. Vejret er friskt – og ikke for varmt. Man kan måske mene, at det er i overkanten med kørsel, når man bruger 2 dage ud og 2 dage hjem for at have 4 dages ophold på rejsemålet.
Men når man også slapper dejligt af under selve køreturen, og nyder den, er de i alt 3490 km vist i grunden ikke så galt – og udsigten over Alperne i godt vejr er altså en lang køretur værd!

PR©2014