Sverige - Torneträsk 2013 .......................................


Op og ned gennem Sverige
15. juni – 29. juni 2013


I 2003 var vi i Tromsø og besøgte på hjemturen højdedraget Njulla ved den store sø Torneträsk i Nordsverige. Udsigten over det næsten uberørte naturområde gjorde så stort et indtryk på os, at vi flere gange har snakket om, at vi måtte tilbage til stedet.
Vi har derfor besluttet, at det skal være i år – 10 år senere.
Nu, hvor vi begge er pensionister, og ikke er afhængige af ferieperioder, valgte vi at time turen på en måde, så vi kunne holde midsommeraften – den 21. juni – i Björkliden.
Vi har igen fået NordicTours til at sørge for de fleste hotelreservationer.
Kun tre overnatninger på Hotell Fjället i Björkliden, har vi selv booket.

I teksten er indsat links til hjemmesider om nogle af de mest interessante steder - og et par personer.

Her følger lidt om vores oplevelser undervejs
med tilhørende links til dias/videoshow,
som i billeder viser indtryk fra området.


Lidt teknisk:
Alt billedmateriale på denne tur er optaget i høj opløsning og formatet 16:9.
Det betyder, at mange af billedfilerne er meget store.
Det medfører, at download-tiden kan blive ret lang, hvis du ikke har en meget hurtig internetforbindelse.
Hvis du oplever, at en billedfil "hakker", "fryser" eller slet ikke starter, kan du prøve
1) at være tålmodig og vente på at filen hentes,
2) at aktivere "pause" på afspillingsskærmen et stykke tid eller
3) at aktivere "stop" og derefter starte afspilningen forfra.


Længden af hvert show er angivet i min:sek og
der er tilsat lidt stemningsmusik.

Tænd for dine højttalere




Lørdag den 15. juni:
Den første dag var – det giver næsten sig selv – en ren transportdag.
Vi kørte hjemmefra kl. 7:25, og det var ”same procedure as every year”, når turen går til Sverige: Pause omkring Lillebælt og Nyborg, tankning i Karlslunde og frokost på rastepladsen ”Skånegården” ved Malmö + et par yderligere ophold, før vi var fremme ved Toftaholm Herrgård ved 16-tiden – efter 508 km.
Kort før vores overnatningssted besøgte vi den middelalderlige kirkeruin Hallsjö.
Toftaholm Herrgård, der ligger midt mellem byerne Ljungby og Värnamo, blev grundlagt helt tilbage i 1389 og var op gennem 1400-tallet en vigtig del af forsvarssystemet mod Danmark. Toftaholm Herrgård ligger i Småland, men der er ikke langt til Halland, som jo var dansk område indtil midten af 1600-tallet.
Ejendommen ligger smukt med parken lige ned til søen Vidöstern.
Toftaholm Herrgård er kendt for at have et godt køkken, og det kan vi helt tilslutte os efter at have spist en udsøgt menu bestående af...

* Forret: Pigvar med muslingesovs og bønner i hummerolie.
* Hovedret: Oksefilet med kartoffelmos, rodfrugtsterninger med bacon og pebersovs.
* Dessert: Jordbærmousse med vanilleis, jordbær og myntesukker.

Til hele menuen havde hotellet sammensat en veltilpasset vin-menu: 1 glas forskellige vine til hver ret.

Vejret var fint hele dagen med temperaturer, der sidst på dagen sneg sig op på 20 grader. Under spisningen registrerede vi dog et par tordenskrald og en stille og roligt silende regn, der ophørte i løbet af natten.

Klik her for at se "Til Toftaholm" - (2:27) 


Søndag den 16. juni:
Luften var frisk efter nattens regn og vi fik en rolig tur videre nordpå mellem de store søer Vättern og Vänern, lidt østpå mod Karlstad og så op mod byen Sunne i Värmland, hvor vi kort besøgte Selma Lagerlöfs residens, Mårbacka, før vi checkede ind på vores næste overnatningssted, Quality Hotel Selma Lagerlöf i Sunne.
Selma Lagerlöf er én af Sveriges kendteste forfattere og den første kvinde, der modtog Nobelprisen i litteratur (i 1909).
I dagens løb fik vi et par heftige byger og temperaturen nåede ikke over 17 grader.
En dagstur på 457 km.

Klik her for at se "Toftaholm - Sunne"  - (2:15) 


Mandag den 17. juni:
Den blev en flot og frisk dag, med masser af sol, men dog ikke over 15 graders varme. Hen på eftermiddagen tiltog skydækket, men vi fik ikke regn.
Vores første stop ved rastepladsen Tosseberg bød derfor også på en fantastisk udsigt ud over søen Övre Fryken og første del af dagen blev i det hele taget præget af flotte landskaber med skove og søer.
Senere – nord for Sälen – hvor vi kom lidt op i de højere luftlag, blev søerne færre og vegetationen mere sparsom. Vi har nu forladt Värmland og er kørt ind i Dalarne. I det fjerne kunne vi se Fulufjället hæve sig med sne på toppene i omkring 1000 meters højde.

Vejen blev også dårligere at køre på – og det var vi forberedt på! Vi har tidlige stiftet bekendtskab med vej 311 mellem Sälen og Tännäs - og den er ikke spor behagelig med masser af sving og masser og buler og huller i vejbanen.
Vi forlader Dalarne og kører ind i Härjedalen, hvor vi kort før Tännäs kører gennem Högvålen, Sveriges højest beliggende by (830 m.o.h.). I Tännäs, hvor vi finder Sveriges højest beliggende kirke (648 m.o.h.), fandt vi det hus, vi i 1997 havde lejet i en uge for at køre rundt i området. Et spændende gensyn.
Kl. 16.45 nåede vi frem til Funäsdalen og fandt ind på vores næste overnatningssted, Hotell Funäsdalen. Fra vores værelse havde vi en flot udsigt over Funäsdalssjön.
Dagens tur blev på 367 km.

Klik her for at se "Sunne - Funäsdalen"  - (3:12) 


Tirsdag den 18. juni:
Det skulle vise sig at blive mere end almindelig vanskeligt at komme ud af Funäsdalen. Dels var der utrolig meget vejarbejde, dels ville vores GPS bestemt ikke dirigere os i retning at Flatruet, som var vores første mål. Vi måtte en tre-fire gange gennem vejarbejdsrodet og en enkelt gang til den lille by Ljusnedal, før vi fandt ud af, at GPS-en ikke ville lede os ud på grusveje. Da vi fik løst det lille problem, gik det fint med at køre de 27 km ud til Sveriges højest beliggende vej ved Flatruet (975 m.o.h.) – ikke ad en grusvej, men en ganske glimrende lervej.
Lervejen fortsatte til Ljungdalen, men så blev vi positivt overraskede over, at vejen var asfalteret og i en glimrende beskaffenhed resten af vejen fra fjeldet ned mod vej 45 ved Åsarne – en strækning på godt og vel 100 km. Vi var nu kommet ind i Jämtland og fulgte vej 45 – Inlandsvägen – nordpå forbi Östersund og Hammerdal til Strömsund, hvor man af én eller anden grund næsten bliver nødt til at standse. Måske er det den kæmpestore cementklump, der skal forestille sagnfiguren ”Jætten Jorm” fra historien om ”Dunderklumpen”, der virker fascinerende?. I år stak vi hovederne indenfor i en del hjembygds-huse, før vi fortsatte mod Hoting og Dorotea, hvor vi fandt de steder, vi tidligere havde overnattet – ren nostalgi! Lidt syd for Dorotea kørte vi ind i Lapland og vi nåede frem til Hotell Wilhelmina i byen Vilhelmina kl. 17.15.
Der var overskyet, da vi startede i Funäsdalen, men næsten skyfrit i Vilhelmina – dog nåede temperaturen aldrig over 13 grader, men det føltes dejlig friskt. Det blev til 457 km.
Vi har ofte undret os lidt over bynavnene Dorotea og Vilhelmina. Hvorfor har de to byer fået pigenavne?.
Forklaringen er følgende:
Indtil 1804 hed Vilhelmina ”Volgsjö” - samme navn, som den sø, byen ligger ved. I 1804 blev man enige om at lade byen skifte navn og opkalde den efter den daværende dronning, der hed Fredrika Dorotea Vilhelmina. I 1799 skiftede den lille by ”Bergvattnet” navn til Dorotea.
Men hvad så med Fredrika?
Jo, byen Fredrika, opkaldt efter dronningen i 1799, ligger 100 km øst for Dorotea på vej 92 mod Umeå.
Det er da helt flot at få hele tre byer opkaldt efter sig!

Klik her for at se "Funäsdalen - Vilhelmina"  - (5:58) 


Onsdag den 19. juni:
Vi var tidligt oppe – morgenmad kl. 6.45!
Vi vidste, at det var en lang etape til Fauske, så vi ville gerne tidligt af sted.
Vejret var som i går, d.v.s. gråt, men tørt fra morgenstunden. I løbet af formiddagen klarede det dog op og blev et helt fantastisk vejr med sol og 13 graders varme. Dog kunne vi tydeligt mærke, at da vi krydsede grænsen til Norge og kørte ned mod Fauske skiftede vejret karakter: Det blev varmere – 21 grader - mere skyet og næsten lummert.
Fra Vilhelmina kørte vi nordpå til Storuman, hvor vi drejede ind på hovedvej E12. Den vej har vi ikke tidligere benyttet, og da den er beskrevet som særdeles naturskøn valgte vi den. Vejen bærer også navnet ’Blå vägen’ (den blå vej), fordi den hele vejen fra Umeå til Mo i Rana følger Umeälven.
Det første stykke langs den store sø Storuman var pænt uden at være prangende, det mellemste stykke var ikke specielt interessant, men det blev til gengæld turen fra søen Gardiken og frem til Fauske. Godt hjulpet af, at vejret viste sig fra sin absolut pæneste side åbenbaredes det ene naturlandskab efter det andet for os. Flot – flot!
Kort efter det berømte vintersportssted Tärnaby (Ingemar Stenmarks hjemby) fandt vi i Hemavan, en botanisk have med de lokale fjeldplanter. Her brugte vi lidt tid.
Vel inde i Norge skiftede vi i byen Mo i Rana vej E12 ud med E6 videre nordpå. Det gik straks opad. Vi skulle over Saltfjellet og næsten oppe krydsede vi så Polarcirklen for 19. gang. Det er selvfølgelig en oplevelse hver gang, men når man har krydset cirklen så mange gange, som vi efterhånden har, kan det ikke længere hidse os voldsomt op – og det er altså blevet et voldsomt sourvenir-opbud man præsenteres for – specielt ved denne passage.
De sidste ca. 100 km til Fauske var i bogstaveligste forstand ned ad bakke fra Saltfjellet mod Saltdalsfjorden og Skjerstadtfjorden som Fauske ligger ved. Efter 479 km fandt vi let vores Hotel Fauske og blev indlogeret på 5. etage, hvorfra der var en nydelig udsigt over fjord og bjerge.

Klik her for at se "Vilhelmina - Fauske" - (4:35) 


Torsdag den 20. juni:
Så skete det!
Den stigende temperatur onsdag aften resulterede i regn i løbet af natten – og det fortsatte det meste af dagen. Det var ikke voldsomt, men en konstant silende regn, som bevirkede, at vores tur fra Fauske til Björkliden stort set slap for at blive fotograferet. Lidt synd, for det er et rigtig flot stykke af E6 vi kører på her.
Ved 13-tiden var regnen stilnet så meget af, at det var muligt at spise frokost i det fri – men kun fordi vi var så heldige at finde en rasteplads med overdækkede borde og bænke ved Ballangen, ca. 40 km før Narvik. Kort forinden havde vi foretaget turens eneste sejltur med en fjordfærge fra Bognes til Skarberget, en tur på 25 min. for 135 Nkr.
Efter Narvik drejede vi fra E6 ind på E10, som fører hele vejen ud til Den Botniske Bugt nord for Luleå. Mellem Narvik og grænsen til Sverige kommer vi over Haugfjellet og Bjørnfjell, der har nogle meget karakteristiske bjergformationer. Fjeldet er formet som plader, der er skuret af sidste istids gletchere. Det var i dette område, de sidste tyske tropper i Norge kapitulerede ved afslutningen af 2. Verdenskrig.
Da vi efter 344 km. kom frem til vores mål - Hotell Fjället - i Bjørkliden, var vi lidt spændte på, om der nu også var et værelse til os. Vi havde nemlig allerede i februar måned bestilt et værelse for tre overnatninger og med ”fin udsigt”!
Vi havde dog ikke behøvet at frygte at blive ’hjemløse’ – vi var ventet – og fra værelset havde vi den flotteste udsigt mod Lapporten, vi kunne ønske os.
Ved 18-tiden, hvor det var blevet tørvejr, besluttede vi at køre de ca. 10 km til Abisko for at undersøge, hvornår tovbanen til fjeldtoppen Njulla var åben dagen efter. Vi satser nemlig på godt vejr i morgen, fredag.

Klik her for at se "Fauske - Björkliden" - (1:31) 


Fredag den 21. juni:
Skydækket lettede i løbet af natten, så alt pegede i retning af en flot dag på Njulla.
Efter et overdådigt morgenmadsbord begav vi os mod tovbanen, som åbnede kl. 9.30. Vi var nogle af de første, der kom med på den 25 minutter lange tur op til 900 m.o.h. Selve Njulla-toppen er 1169 m.o.h. Det er et temmelig ubeskriveligt syn, der møder os. Et fantastisk smukt landskab med søen Torneträsk som centrum for de omkransende bjergformationer, der kun er bevokset med små, forkrøblede træer samt græsser og masser af alpine planter. Vi fik taget rigtig mange billeder og filmklip, som vi håber, kan vise, hvorfor vi absolut måtte tilbage til stedet.
Vi blev i området i 4 timer, og glædede os over, at vi igen var utroligt heldige med vejret. Der var omkring 10 grader oppe på fjeldet og kun lidt vind, så det føltes ret behageligt.
Vi var enige om, at de 4 timer var den lange tur derop værd.
Aftensmaden bestod af en flot midsommerbuffet, som vi nød meget.
Det bliver lidt spændende at se, om det bliver muligt at opleve midnatssol kl. 24 – der er nemlig begyndt at danne sig et skydække, som måske vil drille lidt.

Klik her for at se "Njulla"  - (14:25) 


Lørdag den 22. juni:
Det blev ikke til midnatssol fredag aften – der var helt overskyet.
Dagens tur går til Abisko Turiststation, hvor vi finder Naturum i Abisko Nationalpark – et oplevelsescenter, hvor man kan få meget at vide om områdets natur – såvel dyr som planter. Her blev vi en del klogere på den natur, vi har glædet os over at gå rundt i.
Efter Naturum gik vi ned mod en bådehavn ved søen for af finde nederste den af elven Abisko, som på de sidste få hundrede meter før udløbet i Torneträsk har dannet en flot slugt – Abisko Canyon. Den fulgte vi så ind i landet mod hovedvej E10. Det var imponerende at se, at der selv i et forholdsvis lavt terræn kunne dannes en anselig kløft med et brusende vandløb. Her fandt vi også forklaringen på, at rigtig mange af områdets birketræer så ret døde ud. Først troede vi, at træerne simpelthen ikke havde fået blade endnu – men sådan var det ikke. På vejen langs elven var der masser af træer og overalt så vi både levende og døde birkemålerlarver. Der var tusindvis af dem – et sandt spisekammer for fugle, der har den type larver på menukortet.
Så var klokken blevet mange og vi fandt tilbage til bilen for at få noget frokost. Vi fandt en parkeringsplads med lidt læ og fik vores spisebord rigget til – men sidste del af vores frokost måtte indtages under paraplyer, da det begyndte at regne ret kraftigt. Så har vi også prøvet det.

Klik her for at se "Abisko"  - (7:57) 


Søndag den 23. juni:
Vi forlod Björkliden lidt før kl 9 i lidt blandet vejr – mest overskyet. Vi fik derfor ikke set mere til Lapporten, men vi måtte så også indrømme, at vi havde fået masser af indtryk, som vi kan mindes med glæde.
Vejret blev ikke bedre som dagen skred frem, men turen fra den sydøstligste ende af Torneträsk til Kiruna er bestemt heller ikke ophidsende. Landskabet er her ret fladt med lav bevoksning af birk og pil i en forholdsvis sumpet jordbund.
I Kiruna drejede vi fra hovedvejen og kørte de ca. 65 km mod vest til Nikkaluokta. Vi var der i 1976, men vi ville lige gense stedet – og prøve om vi kunne genkende noget fra vores første besøg. Dengang var vejen ikke asfalteret – det er den nu, men temmelig ujævn.
Vi fandt et kapel i Nikkaluokta – men om det var det samme, vi havde set i 1976, var vi ikke sikre på. Vi må hjem og studere nogle gamle billeder.
(Da vi kom hjem fandt vi nogle gamle billeder, der viser, at kapellet var det samme, som det vi så i 1976).
Vel tilbage i Kiruna tog vi vej E10 videre sydpå, spiste frokost ved Kalix-elven, der danner grænsen mellem Kiruna og Gällivare kommuner, fik benzin i Gällivare og fulgte herfra vej 45 – Inlandsvägen – til Jokkmokk. På det sidste stykke af de i alt 439 km. fik vi en meget kraftig regnbyge, men da vi nåede Hotel Jokkmokk klarede det op. Hotellet ligger meget tæt ved Talvatissjön, så det var meget nærliggende at gå en lille aftentur langs søen. Vejret var nu flot sommerligt med sol og 22 graders varme.

Klik her for at se "Björkliden - Jokkmokk"  - (4:12) 


Mandag den 24. juni:
Det var fint vejr, da vi startede dagens tur mod Kvikkjokk, som ligger ca. 115 km nordvest for Jokkmokk. Vi havde mest valgt at køre turen fordi Kvikkjokk er et af de områder, vi endnu ikke har besøgt i denne del af Sverige, hvor mange stednavne er lidt fremmedartede. Det er et øde område. De eneste tegn på liv vi mødte på den ca. 230 km lange tur frem og tilbage var en snes biler, en cyklist, en motionsløber, en vejarbejder og fem rensdyr + nogle tusinde myg!
På lange strækninger går vejen helt tæt langs søen Tjåmodisjávre og på en dag, hvor der er let skyet, var der mange smukke udsigter at nyde – hvis man kunne få fred for myggene! De var stykke – ikke mindst, da vi nåede til Kvikkjokk og ville fotografere de rivende vandmasser i elven Gamájåhkå. Her var hvert sekunds film faktisk garanti for et myggestik!
Tilbage i Jokkmokk besøgte vi Fjäll- og Same-museet Ájtte. Det er et rigtigt spændende, nyt museum, der på en inspirerende måde fortæller om Laplands dyre- og planteliv samt om Samernes historie og kultur.
Et besøg her bør tage nogle timer.
Endelig besøgte vi den alpine have Jokkmokks Fjällträdgård. Den har vi også besøgt tidligere, men den er nu blevet langt mere spændende at gå rundt i – på trods af myggeplagen og den regn, der nu var begyndte at falde. Vejret var faktisk temmelig lummert, men friskede op hen på aftenen.
Aftenens hovedret fortjener lidt omtale: Vi fik den præsenteret som en specialitet ved navn ”Jokkmokk-pande”. Ingredienserne var ristet bacon, stegt, røget elsdyrkød i tynde strimler, champignon og kvarte kartofter – alt tilberedt på samme pande, hvor der til sidst var jævnet med lidt fløde og garneret med hele, friste tyttebær og lidt brøndkarse – serveret på panden! En meget anderledes og særdeles velsmagende overraskelse.

Klik her for at se "Kvikjokk og Jokkmokk"  - (5:53) 


Tirsdag den 25. juni:
Så skal vi for alvor til at køre sydpå.
Turen i dag går 421 km til Vilhelmina, som vi også overnattede i på turen nordpå for en uge siden.
Men først skal vi for 20. gang krydse Polarcirklen – kun ca. 10 km syd for Jokkmokk.
Ellers gik det stille og roligt sydpå med en enkelt afstikker ad en lille vej, der så spændende ud på kortet, men det mest interessante var nu en temmelig stor rensdyrflok, der ”lige skulle forbi”. Som vi efterhånden var ved at vende os til, blev det fine vejr fra morgenstunden erstattet af spredte regnbyger op ad dagen. Det gav anledning til følgende omkring spisetid: På grund af vejret ville vi helst finde en rasteplads med overdækkede borde og bænke. Det lykkedes – men alt var nymalet! Så ledte vi efter et sted at slå vores medbragte bord og stole op (der var efterhånden blevet langt mellem bygerne). Det lykkedes også – men her var det umuligt at være for myg! Det endte med, at vi kørte ind til byen Arvidsjaur og fandt et spisested – inden døre!
Kommer man til Arvidsjaur bør man absolut sætte tid af til et besøg i Lappstaden. Det er Sveriges største bevarede samiske kirkeby.
Hen under aften klarede det op og vejret var pragtfuldt hele aftenen. Der var begrundet håb om, at det kunne fortsætte dagen efter.

Klik her for at se "Jokkmokk - Vilhelmina"  - (4:07) 


Onsdag den 26. juni:
Dagens mål er Östersund – men ikke direkte sydpå via Dorotea og Strömsund. Nej, vi tager den berømte ”Vildmarksvägen”, d.v.s. vi fra Vilhelmina kører mod nordvest ind mod Norge, følger den norske grænse sydpå til Gäddede og derfra mod sydøst til Strömsund. Turen byder på mange flotte synsoplevelser – og vejret var perfekt – indtil sidst på eftermiddagen. Ved Stalon fandt vi et udsigtspunkt, hvorfra der var en fantastisk udsigt horisonten rundt. Længere fremme imponerede vandfaldet Trappstegsforsen med de utallige terrasser. Senere lavede vi en lille afstikker fra vejen op mod Fatmomakke, en sameby, hvis eksistens kan spores langt tilbage i tiden.
(Hvis du klikker på linket, så klik derefter på det svenske flag og derefter på "Om Fatmomakke").
Grænsen mellem Lapland og Jämtland går gennem plateauet Stekenjokk, hvor vejen kommer op i 875 m.o.h. Herfra går det nedad og vejen følger de smukke søer Stor-Blåsjön, Lill-Jorm, Stor-Jorm, Kycklingvattnet og Kvarnbergsvattnet til Gäddede, der ligger ved grænsen til Norge. Turen fra Gäddede til Strömsund – ca. 130 km - er også en del af Vilmarksvägen, men er langt mindre spændende end de første ca. 240 km. Derfor gjorde det heller ikke så meget, at det faktisk regnede på det meste af denne strækning.
Efter Stömsund gik det hurtigt mod Östersund, hvor vi efter 480 km let fandt vores hotel, Clarion Hotel Grand. Det var lidt mere bøvlet at finde hotellets parkeringsplads, med det lykkedes dog også.

Klik her for at se "Vildmarksvejen"  - (7:24) 


Torsdag den 27. juni
Vejret var trist og gråt fra morgenstunden, så vi kunne glæde os over, at vi ikke havde særlige forventninger til naturoplevelser på turen fra Östersund til Tällberg ved den sydøstlige ende af Siljansøen mellem byerne Rättvik og Leksand.
Derfor blev den største oplevelse faktisk den h-å-b-l-ø-s-e vejbelægning på vej 296, som vi havde valgt at følge som alternativ til E45.
Vi nåede dog helskindet de 342 km til Tällberg og Åkerblads Hotel. I Tällberg gik vi lidt rundt på en markedsplads og besøgte Holen Gammelgård – en slags hjembygdsmuseum.

Klik her for at se "Tällberg"  - (4:18) 


Fredag den 28. juni:
Transportdag.
450 km fra Tällberg til Fredensborgs Herrgård lidt syd for Vimmerby, der jo nok er mest kendt som byen, hvor forfatteren Astrid Lindgren blev født. Her kan man i oplevelsesparken Astrid Lindgrens Verden opleve de figurer, hun skabte, bl.a. Pippi Langstrømpe, Emil fra Lønneberg, Brødrene Løvehjerte og Ronja Røverdatter. Vi havde valgt dette overnatningssted som turens sidste, fordi det dels ville give en rimelig sidste køredag hjem, dels fordi anvendelse af gamle historiske steder til hotelvirksomhed af og til kan give gode oplevelser. Her er den tidligere herregård blevet centrum for en golfbane, så der blev bogstaveligt talt spillet golf hele vejen rundt om bygningen.

Klik her for at se "Fredensborgs Herregård"  - (2:27) 


Lørdag den 29. juni:
Transportdag hjem.
Der skete ikke noget særligt spændende, bortset fra, at vi løb ind i noget kø og et voldsomt regnvejr lidt vest for København. Regnen var dog ophørt, da vi ved 15.30-tiden kunne køre ind i vores carport efter 614 km. og konstatere, at huset stod der endnu.

-----------------------

Konklusion:
Man kan måske sige om denne tur, at den i vid udstrækning bød på gensyn med mange steder, vi tidligere har besøgt, men generelt var det en vellykket tur. Vi var heldige med vejret, når det virkelig havde betydning for vores planer – når det regnede gjorde det ikke så meget.
Turen blev på 5619 km. fordelt på 15 dage – og det vidste vi godt kunne blive lige i overkanten. På et tidspunkt bliver de nye indtryk næsten ligegyldige – og det sker for os efter omkring 12 dage.




PR©2014