Tur til Sälen 2019 .............................................

Sommertur til Sverige 2019
23. juli - 28. juli.

Vi har efterhånden besøgt mange steder i Sverige, men et område vi mangler at besøge, er vintersportsområdet ved Sälen i Dalarne – så der må vi op – på et lille sommerbesøg.
Ved samme lejlighed kan vi lave en lille afstikker til det norske skisportssted, Trysil.

Her følger en beskrivelse af turen
med tilhørende links til dias/videoshow,
som i billeder viser indtryk fra turen.



Lidt teknisk:
Alt billedmateriale på denne tur er optaget i høj opløsning (1920 x 1080) og formatet 16:9.
Det betyder, at billedfilerne er meget store.
Det medfører, at download-tiden kan blive ret lang, hvis du ikke har en meget hurtig internetforbindelse.
Hvis du oplever, at en billedfil "hakker", "fryser" eller slet ikke starter, kan du prøve
1) at være tålmodig og vente på at filen hentes,
2) at aktivere "pause" på afspilningsskærmen et stykke tid eller
3) at aktivere "stop" og derefter starte afspilningen forfra.


Længden af hvert show er angivet i min:sek og
der er tilsat lidt stemningsmusik.

Tænd for dine højttalere



Tirsdag den 23. juli:
Vi startede hjemmefra kl. 8.15.
Turen til Sverige er efterhånden ved at være rutine:
1. etape går hjemmefra til Nyborg ved rastepladsen lige før Storebæltsbroen.
2. etape går til rastepladsen ved Karlslunde, hvor bilen tankes op – benzinen er en smule billigere i Danmark.
3. etape går til en rasteplads i Malmö lige efter at vi er kørt fra broen.
4. etape går til rasteplads ca. midtvejs mellem Malmö og Jönköping.
5. etape går til det overnatningssted vi har valgt – i dette tilfælde Hotel Gyllene Uttern ca. 30 km nord for Jönköping på den østlige side af Vättern.
Denne kyststrækning langs Sveriges næststørste sø er fantastisk smuk – og i dag havde vi flot vejr med 24 graders varme og lette skyer.
Vi var fremme ved hotellet kl. 16.30.
Vi spiste lækker aftensmad kl. 19 – koldrøget laksefilet med kartoffelsalat – og derefter nød vi en dejlig aften med en flot solnedgang.
Hotellet ligger utrolig dejligt med panoramaudsigt over Vättern.

Klik her for at se "Gyllene Uttern" (6:38)

Onsdag den 24. juli:
Vi var tidligt oppe så vi kunne køre videre kl. 8.30.
Der var ikke noget særligt på programmet, så GPS’en fandt bare den hurtigste vej til Sälen og vores opholdssted de næste 3 nætter, Olarsgården Hotel lidt vest for Sälen.
Fra Gyllene Uttern fortsatte vi nordpå langs Vättern til Motala og videre til Örebro og Malung. Undervejs gjorde vi bl.a. ophold ved søen Grecken.
Udsigten fra Olarsgården er langt fra så flot som ved Vättern. Det er et meget mindre sted, og vi kan tydeligt se, at her er højsæson om vinteren. Sommeren bruges tydeligvis til at gøre alt klart til vinteren – men det er blevet sommer: 27 grader.
Vi flyttede ind i et lille hyggelgt værelse og røg omgående i bad.
Vi fik en god omgang mad - om end lidt tung: Vi valgte elgkødboller med kartoffelmos!
Efter et par lange køredage gik vi ret tidligt i seng.

Klik her for at se "Til Sälen" (5:13)

- og her for at se dronefilm fra Grecken (2:54)

Torsdag den 25. juli - Bryllupsdag:
Vi er friske til dagens tur, der bringer os til Norge.
Vi forventede mindst lige så høje temperaturer som i går.
Nord for Trysil drejede vi ind på en meget lille, uasfalteret vej mod det lille samfund Rabbkjølen og lidt nordligere fandt vi en bomvej, der førte til feriestedet Rømoynysetra.
Vi var noget skeptiske m.h.t. vejenes tilstand, men det viste sig, at også de små bomveje var udmærkede.
Tilbage ved vej 26 fandt vi en dejlig spiseplads ved søen Engeren og derefter lavede vi en rundtur omkring den ret store Osensjø, før vi satte kursen tilbage mod Sverige.

Klik her for at se "Tur til Norge" (7:50)

- og her for at se dronefilm fra Rabbkjølen (2:48)

- og her for at se dronefilm fra Rømonysetra (2:45)

Fredag den 26. juli:
Det blev lidt af et antiklimaks.
Vi havde planlagt at køre ind mod Norge og så tage vej 62 sydpå langs grænsen - og samme vej tilbage.
Den tur viste sig ikke at indeholde særligt store oplevelser.
Vist var det flot at køre langs Klarälven – når den ellers kunne ses - men det meste af tiden var den skjult bag et tæt lag høje træer. Vi havde bl.a. glædet os til at se den store sø Letten, men den var totalt skjult af skov - sådan kan det gå i Sverige!
Vi valgte derfor at ændre turen, så vi i stedet for at køre samme vej tilbage fortsatte sydpå indtil vi mødte vej E16/E45, som vi fulgte til Malung og derfra nordpå til Sälen.
Lidt syd for Sälen så vi startstedet for det legendariske skiløb, Vasaløbet, hvor tusindvis af mennesker hvert år tager turen på 90 km på ski fra Sälen til Mora.
Temperaturen havde også fået et nøk opad, så vi rundede de 30 grader – og næsten helt vindstille.
Vi var tilbage ved hotellet tidsnok til at se en vanvittig 19. etape i Tour de France!
Etapen blev afbrudt på grund af hagl og mudderskred – ganske dramatisk.

Klik her for at se "Rundtur sydpå" (4:52)

- og her for at se dronefilm fra Letten (3:52)

Lørdag den 27. juli :
Så går det hjemad.
Vi tager af sted inden kl. 9 og ned til Filipstad er ruten næsten den samme som opad.
Omkring Mariestad håbede vi at se lidt til Sveriges største sø, Vänern, men det blev ikke til meget andet end et flygtigt kig gennem træerne. Temperaturen nåede 28 grader, men det blæste en del så det var nogenlunde udholdeligt.
Da vi ankom til Hotell Mullsjö i byen af samme navn, kørte vi lige ind i et bryllup. Brudeparret og gæsterne var forsamlede i hotellets park og hyggede sig tydeligvis – mens vi på behørig afstand fik os en kold øl.
Det trængte vi til.

Søndag den 28. juli:
Hjemrejsedag.
Vi var lidt spændte på, om der ville være voldsom ferietrafik på en søndag. Det var der ikke – dog var der tæt trafik på Fyn, men i østlig retning, så det gik fint med at køre de 645 km hjem fra Mullsjö.

Klik her for at se "Hjemturen" (8:58)


-----------------------

Konklusion:
Turen gik egentlig som vi havde forventet.
Dog var det ikke så let at komme tæt på de søer, vi havde glædet os mest til at se, så naturoplevelserne blev måske knap så store som vi havde håbet.


  PR©2019