I vores yngre dage valgte vi næsten altid at nøjes med at lægge en meget overordnet plan for vores
ferieture. Vi kørte derfor bare af sted og fandt så et sted at sove hen under
aften. Senere blev vi lidt mere magelige og bestilte hotelværelser forud, så vi
vidste, hvor dagen skulle slutte.
Nu har vi så fået lyst til prøve den gamle model igen, så vi har forestillet os at køre op gennem
Sverige til lidt nord for Polarcirklen, derefter køre ind i Norge ved Bodø, nord
om Svartisen, videre ad Kystriksveien (Rv17) til Steinkjer nord for Trondheim.
Derfra ville vi så køre gennem Gudbrandsdalen til Oslo og derfra sydpå via
Göteborg og Malmö tilbage til Danmark. Et voldsomt skybrud i Norge har dog fået
os til at sætte spørgsmålstegn ved sidste del, idet mange veje er blevet usikre
at køre på. Måske kører vi derfor tilbage til Sverige ved Steinkjer og finder en
alternativ rute hjem.
Turen vil så vise os, om vi er blevet for gamle til den ferietype – vi er lidt spændte.
I det følgende kan du læse en beskrivelse af vores tur
med tilhørende links til dias/videoshow,
som i billeder viser indtryk fra området.
Længden af hvert show er angivet i min:sek og
der er tilsat lidt stemningsmusik.
Tænd for dine højttalere
(Det kan tage
lidt tid at hente filerne - ikke mindst efter at jeg i starten af 2018 har ændret filformatet til HD-opløsning 16:9. Det giver flottere billeder på de større skærme, der efterhånden er blevet almindelige.)
For at give et overblik over hele turen, er der lavet et kort, der viser forløbet.
Måske virker det forvirrende - måske kan det være med til at give et indtryk af turen - se selv.
Onsdag den 29. juni:
Så blev det afrejsetid.
Bilen blev pakket næsten færdig tirsdag eftermiddag, så vi var klar til at køre tidligt.
Vi var ude af byen kl. 7.15.
Det blev ikke en dag med mange oplevelser, men det var heller ikke planen. Øvelsen gik ud på at
komme et godt stykke op i Sverige. Hjemmefra havde vi udset den lille by
Karlsborg ved Vätterns vestlige bred som dagens mål – og vi kørte ind på byens
campingplads kl. 16.30. Vi havde da tilbagelagt 679 km på årets hidtil varmeste
dag.
Eftermiddagstemperaturen rundede 27 grader, så vi var meget glade for
bilens klimaanlæg. Der var en ledig hytte til os på campingpladsen – men den
havde bestemt ikke klimaanlæg, så der gik lidt tid med at lufte ud, inden vi
kunne flytte ind.
Efter indflytning gik vi en lille tur langs campingpladsens fine strand tilbage mod den lille havn
ved Gøtakanalen. Vi havde fået opsnuset, at vi måske kunne købe fisk til
grill-stegning, men desværre – forretningen havde lukket. Vi valgte derfor en
dåse Spaghetti Bolognese og en dåse blandet frugt!
Ved 21-tiden faldt temperaturen endelig, så det var til at holde ud og vores hytte nåede
efterhånden ned på en temperatur, der gav håb om en god nats søvn.
Torsdag den 30. juni:
Det blev en god nattesøvn – og vi vågnede friske og udhvilede til en ny og – skulle det vise sig – meget varm dag.
Vi forlod Karlsborg kl. 8.30 og kørte i raskt tempo nordpå. Mellem byerne Grängesberg og Ludvika besøgte vi Klenshyttan, en gammel masseovn til udvinding af jern fra den lokale malm. Hele området – Bergslagen - er fyldt med spændende historier og minder fra en tid, hvor der blev drevet intensiv minedrift. Der kan findes tegn på minedrift i området helt tilbage fra 400 år f. Kr., men i vor tid er minedriften ikke længere rentabel.
Dagsmarchen var bevidst planlagt til at være noget kortere end første dag, så efter 362 km valgte vi at stoppe op på en campingplads ved byen Furudal lidt nord for Siljansøen. Også her var pladsen placeret tæt ved noget vand – her Oresjön. I det hele taget er der utrolig meget vand – elve og søer – i Midtsverige. Her har Finland en alvorlig konkurrent.
Ligesom om onsdagen faldt temperaturen hen under aften til noget udholdeligt og efterhånden blev himlen næsten dækket af skyer.
Hvad har vi i vente i morgen?
Fredag den 1. juli:
Vejret udviklede sig næsten som forventet. Hen under aften (torsdag) blev det overskyet og det udviklede sig til tordenvejr, men med forbavsende lidt nedbør.
Det kom så i løbet af fredagen. Det blev en overskyet dag, hvor mængden og længden af regnbygerne tog til hele dagen. Samtidig faldt temperaturen ca. 10 grader, så det var faktisk ideelt klima til en transportdag, hvor vi ikke havde andre mål end at nå til Dorotea. Vi lavede dog et kort ophold i Strömsund, der ligger utrolig smukt mellem nogle store søer.
Vi nåede dog ikke helt til Dorotea, fordi vi ca. 20 km før - i byen Hoting – fandt en fin lille campingplads med en ledig hytte med udsigt ud over en flot sø.
Dagens tur blev på 429 km.
Lørdag den 2. juli:
Da vi stod op var det overskyet og det regnede en smule. Mens vi fik morgenmad tog regnen
til, men da vi var klar til dagens tur klarede det meget op. For en del år siden
tog vi fejl af vejene sydpå fra Dorotea. Vi skulle have fulgt E45 mod Östersund,
men i stedet kørte vi mod Borgafjäll, ca. 100 km mod nordvest. Dengang blev vi
voldsomt irriterede over fejlen, men siden fik vi lyst til at undersøge, hvad
der egentlig gemte sig langs vejen.
Kl. 9 kørte vi derfor mod Dorotea og tog den ”forkerte” vej – og det skulle vise sig at blive
en spændende tur. Det første stykke mod Risbäck afveg ikke synderligt fra det vi
havde set af Sverige dagen før: Vej, skov og vand.
Og så alligevel – vejen hedder officielt ”De 7 elves vej” og har nu også fået tilnavnet
”kunstvejen”. Det sidste kommer af, at en række kunstnere har placeret værker i
naturen langs hele vejen på de ca. 350 km fra Umeå ved kysten til Borgafjäll. Vi
så et par stykker af dem.
Efter Risbäck og især fra Borgafjäll til Storjola skete der ting og sager. Der dukkede masser af
vejarbejde op, men ulemperne heraf opvejedes rigeligt af de flotte
naturscenarier, der udfoldedes – godt hjulpet af solen, der efterhånden fik
brændt skydækket af.
Hjemturen blev lidt barsk, fordi vi (selvfølgelig) havde valgt en alternativ rute fra Tvärsele ned
over Norråker til Hoting.
50 – 60 km af vejen er ikke asfalteret og visse steder fyldt med ret store huller, så det er usundt
for såvel bil som passagerer at køre mere end 30 km/t. Det blev derfor en ret
lang dag selv om turen i alt ikke var på mere end 276 km.
Vi var tilbage i Hoting kl. 18.
Søndag den 3. juli:
Vi var tidligt oppe, så vi forlod Hoting Camping kl. 8.
Første stop foretog vi i byen Storuman, der ligger smukt ved søen af samme navn. Det lykkedes os at
finde udsigtspunktet med det originale navn ”Utsikten” – og herfra var der
virkelige tale om en smuk udsigt. Ikke alene over byen – men over mange
kvadratkilometer sø- og skovdækket Sverige.
Længere nordpå – i Sorsele – drejede vi ind på vejen mod den gamle by Ammarnäs, men vi vendte dog
om efter nogle kilometer, da vi opdagede, at der på denne strækning blev udført
virkelig meget vejarbejde. I stedet nåede vi tidligere end planlagt frem til
vores næste overnatningssted, Arjeplog efter 437 km, og det gav os tid og
mulighed for at køre op på et par højdepunkter, hvorfra vi igen kunne nyde
Sverige oppefra. Ligger Strömsund og Storuman smukt, bliver det svært at finde
ord, der beskriver Arjeplogs omgivelser. Fra højdepunktet Galtispuoda (800 m.o.h)
nogle km nord for byen kan man nyde et enestående panorama-landskab bestående af
skov, vand og højdedrag.
Et ubeskriveligt syn.
Mandag den 4. juli:
Så er dagen kommet, hvor vi forlader Sverige og kører ind i Norge.
De sidste ca. 130 km fra Arjeplog til grænsen byder på flotte naturoplevelser – og så naturligvis
krydsning af Polarcirklen. Vi har snart ikke tal på, hvor mange gange, vi har
passeret den fiktive linje, men det er mange. I Norge er bjergformationerne lidt
mere skarpt skårne end i Sverige og efter nogle kilometer på hovedvej E6 drejer
vi ind på vej 812, hvor vi straks bliver ført op over trægrænsen og hilser på
resterne af den sne, der faldt i vinter. Vi tager en afstikker ind på vej 813,
og fortsætter, til vejen ender efter ca. 30 kilometer ved Tverrvik. Her bliver
vi enige om, at vi har fundet det perfekte sted til at spise frokost, så det gør
vi. Resten af dagen blev et uafbrudt bombardement af nye, flotte naturscenerier
ved hvert vejsving – og her blev vi igen begunstiget af et perfekt vejr – sol
med lette skyer og temperaturer omkring 18 – 20 grader.
Tæt ved Bodø kører vi ind på den berømte kystriksvej (Rv 17), som vi vil følge de næste dage.
Turen på 459 km tog lidt længere tid end vi egentlig havde regnet med, så vi nåede først vores næste
overnatningssted, Forøy, kl. 18.30. De sidste 15 km langs nordkysten af
Nordfjorden og Holandsfjorden gav et lille smugkig på morgendagens mål:
Svartisen.
Tirsdag den 5. juli:
Vi tog en lidt længere morgenlur end normalt. Dagens mål var Svartisen, og den lille båd ”Isprins”,
der skulle sejle os over fjorden fra Holand til Enga på fjordens sydside sejlede
kl. 10.15. Der var derfor god tid til at køre de små 15 km til båden. Vel ovre
måtte vi have gang i traveskoene. Vejret var perfekt til turen – ret skyet, tørt
og 15 – 18 grader.
Fra færgelejet var der angivet 15 minutters spadseretur til cafeteriet og derfra 30 minutters gang
til Engabreen, en arm af Svartisen. Bræen besøges hvert år af ca. 30.000
turister, så det må vel kunne lade sig gøre at komme dertil.
Nu er vi jo ikke kapgængere, men alligevel var det vist optimistiske opgivelser. Turen til
cafeteriet tog 25 minutter og vejen videre til bræen ca. 1½ time – og så nåede
vi ikke engang helt til kanten (men dog længere end det var anbefalet at gå).
Det er altså uvejsomt terræn, lige foran en bræ, men det var spændende at opleve. Man føler
sig meget lille i det uvejsomme bjergterræn, der på god afstand ser ud til at
være rimeligt tilgængeligt. (Håber billederne giver et godt indtryk).
Inden vi var nået tilbage, var dagen stort set gået, og vi vendte tilbage til vores hytte for at
se lidt fremad på onsdagens program.
Der blev dog tid til en lille aftentur i udkanten af campingområdet, hvor der var anlagt en 2 km
lang natursti. Vi nøjedes dog med 500 meter – vi havde gået rigeligt først på
dagen, men vi nåede dog at se et par marsvin i fjorden og et 270 graders
panoramalandskab fyldt med fjelde.
Onsdag den 6. juli:
Vi sov godt oven på tirsdagens strabadser, men var klar til afgang 8.30.
Vi havde blot en kilometers penge til færgelejet på Forøy, hvorfra den første af de 7
fjordsejladser, der krydrer Rv 17, udgår. Dette er den korteste sejltur på kun
10 minutter, hvor vi sejler fra Forøy til Ågskardet – ca. 4 km. Så kører vi 28
km til Jektvik og sejler i 60 minutter til Kilboghamn med en lille afstikker om
ad Sørfjorden – det blev til ca. 50 km.
Så er der 91 km til Nesna, før vi igen entrer en færge og sejler til Levang på 25 minutter - ca. 8 km.
Det er Rv 17 i en nøddeskal. Vi kører lidt og sejler lidt, men årsagen til de mange færger er
indlysende, når man ser ud gennem bilruden: Det ene fjeldmassiv efter det andet
rejser sig til alle sider – faktisk også ud mod havet, hvor et mylder af små og
store øer rager mere eller mindre højt op af havet.
Nordmændene er ret gode til at lave veje i deres fjeldrige land, men her har de dog kapituleret
overfor naturen og benytter færger. Hver kørestrækning bliver afbrudt masser af
gange, da der er naturscenerier nok at se på – og der er masser af rastepladser.
Lidt nord for byen Sandnessjøen, som ligger på øen Alsten, har man dog nedlagt
færgeforbindelsen og i stedet bygget en flot bro, der forbinder fastlandet med
øen. Helgelandsbrua blev bygget i 1991. Det er en af verdens længste
skråstagsbroer med sine 1065 meter – heraf 425 meter i ét spænd i 45 meters
højde. De to bærende tårne rager 138 meter over vandoverfladen – en flot bro.
Lidt syd for Sandnessjøen ligger på rad og række syv fjeldtoppe på mellem 910 og
1072 m.o.h. De har fået navnet "De 7 søstre", og set i den rette vinkel er
toppene da også et flot syn.
Sådan forløb dagen, indtil vi 20 km syd for Sandnessjøen fandt Belsvåg Gård & Camping, bestyret af
en ældre herre på 85 år, der havde en fin lille hytte til os. Her flyttede vi
ind kl. 17.30 efter 169 vejkilometer og ca. 60 færgekilometer.
Torsdag den 7. juli:
Der er ikke en sky på himlen fra morgenstunden og vores ældre vært mener at vide, at det vil blive
godt vejr hele dagen. Det skal vise sig, at han har ret. Vi forlader Belsvåg
Gård & Camping netop tidligt nok til at nå færgeafgangen fra Tjøtta til Forvik
kl. 8.35. Denne tur tager en time og i den strålende morgensol og 16 – 18
graders varme nyder vi dagens første sejltur i fulde drag.
Fra Forvik er der kun 17 km til næste færge, der på 20 minutter transporterer os fra Anddalsvåg
til Horn. Efter Horn passerer vi Brønnøysund på den 64 km lange stump vej mod
næste færge i Vennesund. Undervejs kaster vi et blik mod
klippeformationen Torghatten, som vi besøgte 1998 undervejs til Lofoten. Også
her bruger færgen 20 minutter - denne gang for at bringe os til Holm, hvorfra vi igen kan køre sydpå ad Rv 17.
Men så bryder vi mønsteret lidt. Efter 20 km drejer Rv 17 ind i landet, så vi forlader den ved
Kjelleidet og kører ad vejene 802, 771 og 770 mod byen Kolvereid. Denne rute
følger her kysten i højere grad end Rv 17.
1 km før vores sidste færgetur standser vi op for natten på Kvisterø Fjordcamping – og så
bliver det ellers tordenvejr – lige efter at vi er flyttet ind i vores hytte. De
sidste timer var vejret blevet mere og mere trykkende, temperaturen steg til tæt
på 30 grader og vi var helt klar over, at det måtte ende med et brag. Der kom en
del vand (bilen blev næsten ren!) og derefter var luften igen frisk og behagelig.
Fredag den 8. juli:
Da vi stod op, var der lagt en dyne af tåge/skyer over hele landskabet, men i løbet af kort tid
brændte solen igennem og himlen var blå – det havde vi jo næsten vænnet os til.
Vi var klar ved færgen med afgang fra Hofles kl. 8.30 og 25 minutter senere sluttede vores
sidste færgetur, da vi kørte i land i Lund. Herfra fulgte vi vej 769 til Namsos
og kørte så igen ind på RV 17. Den fulgte vi så til den slutter lidt nord for
Steinkjer, hvor vi kørte ind på E6.
Den sydligste del af Rv 17 er langt fra så spændende som den nordlige.
En væsentlig del af charmen ved vejen er vekselvirkningen mellem at køre og sejle. Man skal
selvfølgelig være klar over, at det koster lidt ekstra. Vi tog samtlige 7
færgeruter og det kostede i alt 795 danske kr. – med pensionistrabat!
Syd for Steinkjer – ved Verdal - drejede vi ind på vej 72 mod Sverige og satsede på at finde et
helleristningsfelt og en del mindre vandfald. Det første fandt vi aldrig, men vi
så en række mindre vandfald fra vejen.
Vel inde i Sverige, hvor vejen nu hedder 322, ca. 20 km før det store skisportssted, Åre, fandt vi
et ”rigtigt” vandfald. Blot 3 kilometer fra vejen ligger Tännforsen, et blot 37
meter højt fald, men med en voldsom stor vandmængde. Svenskerne kalder det et
”praktfullt sjöfall” - og det er ingen overdrivelse.
Kort efter kørte vi ind på E14, der er hovedvejen mellem Trondheim i Norge, via Östersund til
Sundsvall i Sverige.
Vi forlod dog snart vej 322 for at opsøge et lille helleristningsfelt ved byen Glösa ved den
nordlige bred af Alsensjön – og denne gang var så heldige at finde feltet med
ca. 4000 år gamle helleristninger.
Derefter gik det sydpå ad vej 321 vest om Storsjön indtil vi ganske tilfældigt fik øje på et
lille skilt, der viste ind til en gård, der havde – ikke en hytte, men et helt
hus – vi kunne leje for 400 svenske kr.
Det var næsten bedre, end vi havde håbet på – kl. var efterhånden blevet 18.30.
Vi var ikke i tvivl: Vi flyttede ind i Anneli og Eskils stuga i Backen, ca. 30 km. nord for
Svenstavik.
Lørdag den 9. juli:
Så består resten af
turen af transport hjem.
Vejret er som skabt til at køre langt – for langt – så vi når i løbet af dagen 548 km sydpå til en
lille campingplads ved Sävsjön tæt ved byen Grums (det hedder den virkelig!) ved
Vänerns nordvestlige bred.
Vi fulgte vejene 84 og 45 hele vejen uden andre ophold end de nødvendige.
Sävsjöns Camping er ret – for ikke at sige meget – primitiv. Vores hytte er omkring 12 kvadratmeter
med 3 sengepladser, køleskab og 1 stol, men uden kogeplader og kogegrej af nogen
art, så vi fik brug for alt vort medbragte campingudstyr. Spøjs oplevelse, som
vi kun kunne opfatte fra den humoristiske side.
Prisen var også kun 300 svenske kr.
Der er nu godt 750 km hjem.
Søndag den 10. juli:
Det regnede en del natten til søndag, men – selvfølgelig – holdt det op, da vi skulle op. Vi
besluttede os så for at dagens etape skulle gå til Kullen, hvor vi var på et
kort besøg i november 2007. Derfra ville der være en overkommelig tur hjem mandag.
Turen ned langs Vänern er ikke specielt spændende, så vi når hurtigt frem til hovedvej E6 syd
for Uddevalla, og så går det lystigt sydpå ad motorvejen mod og forbi Göteborg
til Kullen.
Vi indlogerede os i en hytte på campingpladsen First Camp Mölle, inden vi besøgte Kullens fyr og tog
forskud på afslutning af turen med en fiskemenu på havnen i den lille hyggelige
by Mölle. I det flotte vejr var det en fornøjelse at nyde maden i den specielle
stemning ved havnen.
Mandag den 11. juli:
Så gik det bare hjemad. Fra Kullen er der ikke langt til hovedvej E6 og så står den på motorvej
mod Malmö, København, Fyn og Jylland.
Vi var hjemme midt på eftermiddagen.
Det var spændende at prøve vores ”gamle” ferieform igen.
Vi fandt utrolig hurtigt ind i de gamle rytmer med at flytte ind og ud af bilen, få redt senge, sørge for aftensmad, lave morgenmad m.m.
Og der ér da også penge at spare, hvis man ikke stiller alt for høje krav til overnatningsstederne. Vil man have høj kvalitet og mange faciliteter
– som f.eks. toilet og bad – så bliver priserne nemt sammenlignelige med hotelpriser.
Måske vil vi fremover variere vores overnatninger lidt.
Vejret var absolut med os. Vi har sjældent – om overhovedet – været nordpå i så lang tid med så godt vejr. Det er naturligvis med til at gøre en sådan tur, der i høj grad skulle være en natur-tur, ekstra flot. Vi fik set meget nyt – og genset steder, vi har været før.
Noget kunne vi let genkende – andet var meget forandret.
Det var tretten dejlige dage.
