Tännäs 1997.................................




Tännäs - Sverige - 1997

Torsdag aften, den 26. juni kl. 23.10 kørte vi hjemmefra i silende regnvejr. Målet var den lille by Tännäs i Härjedalen, et par hundrede km nordvest for Siljansøen, omkring 100 km fra den norske grænse. Vi havde for første gang valgt at købe en færdig rejse, d.v.s. leje af hytte og færgebillet, hos 'Hyttespecialisten'.

Det første mål var at komme med færgen fra Grenå til Varberg. Vi ankom til Grenå ca. 0:45 - en time før færgen gik. Vi var lidt spændte på, om 'Hyttespecialisten' nu også havde fået givet færgeselskabet besked om, at vi kom - men det havde de. Vi fik os installeret i den kahyt, vi havde valgt at investere i, så vi kunne få sovet et par timer. Efter et besøg i den tax-free shop, hvor vi købte vin, chokolade og 'Gammel Dansk' til turen, gik vi til køjs ved to-tiden. Det var blevet lovet, at vi ville blive vækket kl. 5, en time før færgen var i havn. Det hørte vi nu ikke meget til, så klokken blev næsten tyve minutter over fem før vi vågnede! Jeg tror aldrig jeg er kommet så hurtigt gennem morgenritualerne før, men jeg nåede da både at få børstet tænder, få vand i hovedet, blive barberet, få tøj på og komme ned på bildækket på ca. et kvarter.
Da vi kørte fra færgen fredag den 27. ved 6-tiden var vi noget fortumlede og småsøvnige på grund af den mildt sagt hastige exit og da det stadig småregnede var det i det hele taget en lidt sur start på fredagen. Det hele lysnede dog, da vi lidt i 7 fandt en rasteplads, hvor vi kunne få morgenmad. Alt hvad hjertet kunne begære for 51 svenske kroner. Petra syntes det var vanvittig dyrt - og hvis man kun skal have en kop kaffe kan det jo være sandt nok. Jeg fik nu både cornflakes, knækbrød, rundstykker, juice og kaffe, så det var vel rimeligt nok. Petra spiste også noget - om det var på grund af prisen skal jeg ikke kunne sige!

Så gik det ellers nordpå, forbi Göteborg og mod Trollhättan. Her havde vi planlagt en lille sløjfe på ruten rundt om et par højdepunkter - Hunneberg og Halleberg -  hvorfra der skulle være en flot udsigt over Vänern. Vi kørte også den lille omvej, men udsigten udeblev, da det stadig pjaskregnede det meste af tiden.

Næste mærkepunkt var akvædukten ved Håverud
.


Her er der lavet en sindrig konstruktion,
hvor to vandløb krydser hinanden i forskelligt niveau.

Skib på vej ind i slusen



Det ene vandløb føres ganske enkelt hen over det andet på en 'vandbro'.
Det så højst specielt ud. Heldigvis dukkede der en turistbåd op, der skulle gennem de tilhørende sluser og hen over broen, så vi fik mulighed for at følge hele sceneriet. Det var en helt speciel oplevelse - også selv om det regnede en del af tiden.

Her er skibet på vej
- under vejbroen
- over vandbroen

Lidt længere nordpå, lige syd for Tisselskog så vi et helleristningsområde ved den lille by Högsby.

Det var ikke noget stort område, men det er altid fascinerende at se helleristninger
.

En beskeden helleristning


Videre mod nordøst via Åmål, Karlstad og Philipstad til verdens mest mineralrige område ved Långban. Her så vi, hvordan man gennem tiderne havde udvundet hovedsageligt jern, men også mange andre metaller. Vores svenske guide var tydeligt stolt over at kunne fremvise de restaurerede dele af det gamle minesamfund, som jo forlængst har udspillet sin rolle. Efter rundvisningen så vi en mineraludstilling og gik lidt rundt på egen hånd i området.
Vi fortsatte derefter østpå til byen Hallefors, hvor vi lejede en hytte for natten.

Lørdag den 28. juni startede vi ved 9-tiden og kørte via Kopparberg og Borlänge til Falun, hvor vi var på minetur. Efter et besøg på det tilhørende museum, hvor der var udstillet såvel mineralprøver som gammelt værktøj og modeller af minedriftsanlæg fra 17- og 18-hundredetallet, var vi på en times rundvisning i minerne 55 meter under jordoverfladen. Disse miner - hovedsageligt kobberminer - er heller ikke længere i brug, men giver et godt indtryk af de ret umenneskelige forhold, der har været arbejdet under.

Fra Falun fortsatte vi mod nordøst til Rätvik og derefter mod nord til Sveg. Lidt nord for Rätvik gjorde vi et kort ophold for at se Styggforsen, et ikke særlig bemærkelsesværdigt vandfald på blot 36 meter - men alligevel værd at bruge lidt tid på. Fra Sveg gik ruten mod nordvest over Hedeviken og Hede til Tännäs, hvor vi ankom ca. 18:45.


Vi havde i forvejen haft kontakt med udlejeren (fra Falun), som havde været ved huset og sat nøglen i. Vi fandt huset uden besvær, fik pakket ud og slappet lidt af.
Vi blev absolut positivt overrasket over huset. Det har en dejlig beliggenhed og er ganske fornuftigt indrettet, så der skulle være alle muligheder for et godt ferieophold.

Vores feriehus


Søndag den 29. sov vi længe - faktisk kom vi ikke op før klokken 9!
Efter morgenmaden kørte vi en lille tur for at danne os et indtryk af Tännäs og nærmeste omegn.
De første mindre veje vi vovede os ud på var ikke særligt fremkommelige. Asfalt havde de naturligvis aldrig set, men det var forventet. Værre var det, at de nogle steder var fyldt med store kampesten, som stak op fra vejen. Man skulle være noget forsigtig for ikke at få undervognen ødelagt. Andre steder var vejene rene vandhuller, som man også skulle være ret omhyggelig med at undgå. På trods af vejforholdene kom vi dog rundt og så hele Tännäs, som tydeligt bar præg af at være et vintersportssted. Der var masser af hytter og huse til leje, men mange stod tomme. Masser af skilte fortalte om skiløjper og mange af de omkringliggende højdedrag var forsynet med skilifte. Det var dog også tydeligt, at sommerperioden var turistsæson - men mest rettet mod lystfiskere.
Naturen i omegnen er der bestemt ikke noget i vejen med. Efter middag kørte vi en tur ud mod det store naturreservat omkring den store sø Rogen tæt ved den norske grænse. Turen herud - omkring 15 km - gik fint. Vejen var ikke asfalteret, men af betydelig bedre beskaffenhed end dem, vi havde været lidt uheldige med om formiddagen. Der var en del mennesker, der var på fisketur i reservatet, som rummer et rigt dyre- og planteliv. Bl.a. lever her Sveriges eneste bestand af moskusokser - vi så dog ingen.
Vi nød naturen, skovene, vandet, stilheden og det - næsten - gode vejr. Det kom nogle få dråber - og der var meget få myg.
Tilbage i Tännäs kørte vi op nord for byen, hvor der var en flot udsigt ned over hele området.

Mandag den 30. startede med besøg på turistinformationen i Funäsdalen, hvor vi fik materiale om omegnen samt Røros i Norge. Derefter var vi på indkøb i byen og fik købt ind til både koldt og varmt.
Derefter gik turen mod nord til den lille samebebyggelse Mittådalen. Her købte vi de obligatoriske souvenirs og fortsatte nordpå ad Sveriges højest beliggende vej, Flatruet.


På det højeste punkt er vejen 975 m over havets overflade og denne dag, hvor vejret absolut viste sig fra sin pæne side, betød det, at der var en fantastisk udsigt til alle sider.

Flatruet

Der lå stadig meterhøje snedriver langs vejen, sne, som solen gjorde ihærdige forsøg på at smelte. Overalt var der mini-'gletcherporte' i snedriverne, hvor smeltevandet strømmede ud.

Flatruet


Vi blev der en times tid og gik en længere tur ind i ødemarken, hvor vi fandt små, men smukke blomster og fascinerende lav-dannelser på stenene. Jeg kunne selvfølgelig ikke modstå fristelsen til at tage én med hjem.
Vi fortsatte hele vejen over Flatruet mod Ljungdalen og vendte så for at opleve det hele fra den modsatte side. Tilbage i Mittådalen drejede vi mod øst mod Messlingen, hvor vi spiste vores medbragte frokost på en minigolfbane, der var udstyret med indtil flere borde og bænke helt i naturens egne materialer - træ og sten.

Uden for Messlingen drejede vi af mod Ruvallen, hvor vi de sidste 2 km måtte betale 20 kr. i bompenge. Ruvallen består af en række fæboder, som ikke længere anvendes - bortset fra, at der sælges vafler og drikkevarer til turisterne.


Herfra gik vi 2 km gennem afvekslende og til tider uvejsomt terræn op til en klippevæg ved Ruändan, hvor der fandtes nogle 4-6000 år gamle hellemalerier (ikke -ristninger).

Hellemaleri


Malerierne var ikke så imponerende, men det var til gengæld udsigten fra området. Hele horisonten rundt kunne man se milevidt: skov, klipper og snerester.



Udsigten var hele turen værd

Pragtfuld udsigt ud over landskabet


Vi fulgte derefter 'hovedvejen', som var en ikke specielt jævn grusvej - 37 km til Hede. Fra Hede gik vejen mod Tännäs ad den 'rigtige' hovedvej. Vi sluttede en dejlig - men lidt anstrengende - dag af med stegt laks, kartofler og hvidvin.

Tirsdag den 1. juli blev noget fugtig. Der var aldeles overskyet men lunt, da vi stod op, så vi var noget pessimistiske. Vi startede lidt sent på formiddagen med at køre mod Funäsdalen, men drejede fra i den lille by Ljusnedal og fortsatte mod Bruksvallerne. Her fandt vi en 'vävstuga', d.v.s. en forretning, som solgte garn, vævede stoffer samt forskelligt kunsthåndværk. Der var billeder, stoftryk, håndskårne figurer, bl.a. i rentakker, samt tin- og sølvting. Et rigtigt spændende sted - vi købte dog ikke noget.



Hjemme i vores hus kunne vi se eksempler.

Disse billedvæverier hang i huset
 


Vi fortsatte derefter videre mod nordvest til Ramundberget, et udpræget turistområde med skilifter, hoteller og golfbane. Allerede her begyndte skyerne at se faretruende ud. Vi kørte nu tilbage til Bruksvallerne, hvor vi formedelst 25 kr kørte mod fæbodområdet Djupdalsvallen. På vej hertil gjorde vi holdt for at se noget, der hed 'lyftstenen'. Det viste sig at være en sten på vel omkring 100 kg, som 2 mænd i tidernes morgen havde brugt til lidt praleri: hver gang den ene gik ad den vej, hvor stenen lå, bar han stenen et stykke vej for at vise sin styrke. Den anden mand bar så stenen tilbage igen for at vise, at han ikke ville stå tilbage for den første.

Djupdalsvallen var et dejligt område med en række fæboder, som blev anvendt frem til 1986. Herefter bruges området kun i turist-øjemed: der sælges vafler og kaffe.
Vi blev nu kun på området et kort stykke tid og kørte derefter et par kilometer videre mod Storkläpsvallen, hvor vi spiste den medbragte mad, og Jens Persvallen, hvor vi vendte (vejen sluttede nu også en halv kilometer længere fremme). Tilbage ved Storkläpsvallen parkerede vi bilen for at gå de ca. 2 km op mod områdets mest karakteristiske bjerg, Mittåkläppen, der med sine 1212 m rager godt op i landskabet. Vi var dog ikke kommet mere end nogle få hundrede meter før vi mødte den første forhindring: en snedrive tværs over stien. Problemet var ikke så meget snedriven, men at den var godt i gang med at smelte, og som følge deraf lå i en stor vandpyt - og absolut ikke var 'trædefast'! Vi kom dog nogenlunde tørstøvlet igennem og fortsatte ufortrødent. Kort tid efter løb der vand ned ad stien. Det havde der nu også gjort dagen før, da vi gik ud til hellemalerierne ved Ruvallen, så det tog vi ikke så højtideligt. Men da stien lidt senere blev forvandlet til en sand smeltevandsflod, blev det for meget. Vi vendte om og måtte opgive forsøget på at nå Mittåkläppen ad den vej.

Vi kørte så tilbage til Djupdalsvallen, hvorfra der også gik en sti til klippen. Men nu begyndte det for alvor at se truende ud ovenfra. Vi afventede situationen mens vi så lidt på området - og imens begyndte det at tordne. Vi valgte så at søge ly i den meget hyggeligt indrettede kaffestue, hvor vi fik lækre vafler med 'hortonsylt og grädde' med kaffe til - mens regnen væltede ned udenfor.
Efter vaflerne og kaffen kunne vi se på vejret, at vores forsøg på at nå Mittåkläppen måtte opgives, så vi vendte hjem til vores lune hytte.
Mens vi spiste vafler og drak kaffe havde vi set i en turistbrochure, at der skulle være en udflugt fra Tännäs kirke samme aften kl. 19 til højdedraget Krøget (958 meter) lidt syd for Tännäs. Vi bestemte os for, at hvis det klarede op, så der var en chance for at se noget fra toppen, ville vi deltage.
Det lysnede! Tordenvejret lettede og skyerne spredte sig, så ved 18.30-tiden gjorde vi klar til at tage afsted - og så forsvandt elektriciteten! Først troede vi, der var sprunget et sikring, men alt så intakt ud. Men vi skulle til 'topmøde' ved kirken, så elektriciteten måtte vente. Da vi kom op til kirken (kun få hundrede meter fra 'vores' hus), var der ikke en sjæl i sigte. Petra spurgte på en nærtliggende vejcaffé, om de vidste noget. Det gjorde de ikke, men vi fandt da ud af, at de heller ikke havde strøm, så afbrydelsen måtte skyldes tordenvejret, slog vi os til tåls med. Da der stadig ikke dukkede nogen op til 'topmødet', blev vi enige om, at vi jo lige så godt kunne benytte lejligheden til at se lidt på Tännäs kirke, som er den kirke i Sverige, der er højest beliggende. Det var en fin lille kirke, lys og venlig, men vel egentlig ikke noget særligt.
Da vi havde set kirken, tog vi hjem, og da elektriciteten i mellemtiden var vendt tilbage, kunne vi få dagens varme ret på bordet og komme i gang med at forberede den kommende dags tur til Røros i Norge.

Onsdag den 2. startede vi hjemmefra kl. 8.30 for at nå en guided tur rundt til en række kunsthåndværkere i Røros.
Turen forløb fint. Det tog ca. halvanden time at køre de 94 km, og vi fandt uden problemer både en parkeringsplads og turistinformationen, hvor vi tilmeldte os turen. Vi var kun 6 i alt - 4 nordmænd og så os. Det var ikke nogen særlig stor rundvisning: Først besøgte vi en sølvsmed, der havde specialiseret sig i at efterligne gamle smykkefund til mindste detalje. Det var egentlig ret interessant, men vi havde nok håbet at se hende i arbejde. Næste stop var hos en smed, der fremstillede diverse lysestager m.m. i jern. Her så vi fremstillingsprocessen og fik forklaringen på, hvordan man giver jernet den smukke, matsorte overflade. Det varme jern indsmøres i linolie - evt. flere gange. Kunsten består i at vurdere jernets temperatur ved indsmøringen. Sidste stop var hos en keramiker, der fortalte om forskellige fremstillingsprocesser og viste eksempler fra produktionen. Her var det interessant at høre, at teknikken til fremstilling af stærkt varmetålende materiale, f.eks. kaklerne på de amerikanske rumfærger, stammer tilbage fra 1600-tallet.
Det var hele rundvisningen. Vi havde egentlig ifølge brochuren forventet både at se kunstvævning, glasfremstilling og træ-arbejde, så det var lidt skuffende.
Efter rundvisningen gik vi lidt rundt på egen hånd i den gamle mineby, der opstod i forbindelse med de store kobberfund i 1644. Det specielle ved Røros - og det, der har fået UNESCO til at optage byen på deres 'Heritage List' over bevaringsværdige kulturskatte på lige fod med pyramiderne og slottet i Versailles - er de mange gamle, velbevarede bygninger i byens centrum. Det er virkelig en speciel oplevelse. Det er også besynderligt at se (og lugte) den enorme kobberudvindingsfabrik fra 1646. Den - og ikke mindst slaggebjerget ved siden af - dominerede helt den ene halvdel af byen.

Parti fra det gamle Røros

Kirken i Røros


Lidt over middag kom tordenvejret til Røros - og regnen. Vi havde netop fundet ind på et cafeteria  for at få lidt frokost, da det hele brød løs. Efter frokosten lykkedes det at nå hen til bilen og vi kørte så lidt nordpå mod Trondheim for at tage en lidt anden vej det første stykke hjemad. Vi kørte gennem den lille by Glåmos, videre mod Brekken og tilbage til den svenske grænse. Det regnede hele vejen hjem.
Om aftenen kørte vi en lille tur ned til søen Lossen, men på grund af myg, blev spadsereturen ved søen ret kortvarig.

Torsdag den 3. begyndte helt skævt. Jeg vågnede kl. 5 ved at det regnede voldsomt, og kort efter hørte jeg torden i det fjerne. Petra havde også hørt torden, så da vi stod op lidt før 8, havde vi ikke de store forventninger til dagen.
Fortrøstningsfuldt pakkede vi dog en frokostkurv og kørte mod Fjällnäs for at finde et flot vandfald, Andersåfallet. Det småregnede det meste af de ca. 25 km dertil. Vi fandt også stedet, hvor vandfaldet burde være efter kortet; men der var øjensynligt ikke noget vandfald, men et skilt, der fortalte, at der var 2 km til faldet. Det var ikke lige med i beregningerne - og da slet ikke i små-regnvejr. Jeg gik så lidt hen langs Andersåen, som trods alt var på sin plads, og hørte så en voldsom brusen. Det viste sig så, at vandfaldet gemte sig blot hundrede meter rundt om et hjørne. Hvorfor der var skiltet med omvejen på 2 km fandt vi aldrig ud af, blot, at der fandtes en sti, man kunne følge. Vi betragtede det flotte fald en stund og bestemte os så for at forsøge at finde en bom-vej til Svanåkläppen (1013 m). Det lykkedes - men det var vist rent held: Vi så en svensk bil dreje væk fra hovedvejen og blev på den måde opmærksomme på, at der var en vej - som viste sig at være den, vi søgte. Vi fulgte efter svenskeren, som kunne fortælle, at han ikke kunne komme i kontakt med nogen på den gård, hvor vi skulle betale vejafgift, så han havde besluttet at køre ind uden at betale. Når han kunne, mente vi også, at vi kunne, så ...
Den var ikke nogen vej, men et særdeles ujævnt og stenfyldt spor, så efter en lille km lykkedes det Petra at overtale mig til at stoppe (der skulle nu ikke meget overtalelse til - vejen var absolut bedst egnet for off-roadere!) Det lykkedes at få vendt, men inden vi kørte ned igen, ville vi dog lige ud og nyde udsigten. Det regnede ikke længere, men skyerne var tætte og stadig truende. Vi gik op på et højdedrag ved vejen - og så så, at der var indtil flere biler (almindelige) for enden af vejen yderligere en km oppe. Hvis de kunne, kunne vi vel også! Altså, vi måtte vende bilen igen og fortsatte det sidste stykke - og det gik da også helt fint, selv om stigningerne nok nærmede sig 30 % nogle steder! Vel oppe gik vi rundt i det herlige område, hvor sneen smeltede og dannede klukkende vandløb, som det kunne give lidt problemer at komme frem for. Vi nød stedet og den helt utrolige udsigt i en times tid og blev så enige om, at vi ville køre tilbage til Andersåfallet og spise frokost.
Efter frokost bestemte vi os for, at vi, trods det stadig lidt usikre vejr, ville forsøge at nå op på Hamrafjället, hvor der skulle være en flot blomstereng, med masser af forskellige arter.

Vi fandt let udgangspunktet for stien - ikke mindst fordi vi allerede havde set den dagen før. Skiltet viste 2 km, så vi håbede på tørvejr. Det første stykke var meget stejlt og måske virkede det endnu stejlere oven på en god frokost! En halv km fremme var der rester af gravhøje, som vi naturligvis studerede i forbifarten. Jo længere vi kom op, desto bedre blev vejret - og stien blev mere og mere fugtig. Efter de 2 km fandt vi en eng, men der var ikke specielt mange blomster.

Til gengæld var der meget smeltevand, så de sidste par hundrede meter sprang vi nærmest mellem de planker, der var langt ud, for at det i det hele taget kunne lade sig gøre at komme frem.

Der var meget sumpet


Blomsterengen blev en skuffelse, men til gengæld var udsigten fantastisk - ikke mindst, fordi solen efterhånden var brudt gennem skydækket. Turen varede det meste af en time, så det var rart, at der var at bænk, man kunne hvile sig på før tilbageturen. Vi var nået næsten helt tilbage, da vi mødte nogle modgående, og i bare iver for at gøre plads, faldt Petra over en fremspringende sten. Det var et meget nervøst øjeblik, indtil det stod klart, at det eneste der var sket, var, at hun havde slået venstre knæ, men ellers var sluppet uskadt. Stor lettelse! Vel nede ved bilen kunne vi konstatere en lettere hudafskrabning og en begyndende væskeansamling i knæet - men ellers intet - heldigvis!
Efter forskrækkelsen kørte vi tilbage mod Funäsdalen - nu i strålende solskin. Vi besluttede derfor, at vi ville tage tovbanen op på toppen at det 981 m høje Funäsberget. Det blev i bogstaveligste forstand dagens højdepunkt. Fra toppen kunne vi i det nu næste skyfri vejr se milevidt omkring og nyde, at temperaturen havde rundet de 25°. Du kan se udsigten fra et webkamera her: Udsigt fra Funäsberget.
Vel nede igen foretog vi de nødvendige indkøb i supermarkedet - og vi købte også et par souvenirs i en 'hemslöjd'-forretning - før vi kørte hjem, trætte og mætte af dagens oplevelser.

Fredag den 4. startede vejret som det sluttede torsdag: Flot, høj himmel med spredte sommerskyer og temperaturer omkring 20°. Petras knæ havde det ikke særlig godt. Det gjorde ondt ved belastning - især op og ned ad trapper.
Vi besluttede at køre endnu en tur til højsletten Flatruet, som vi også havde besøgt om mandagen. Men det flotte vejr inviterede ligefrem til endnu et besøg. På vejen derud gjorde vi en afstikker til Ljusnedalen, hvor der var rejst en kampesten på 32 tons til minde om kongeparrets besøg i byen i 1989. Stenen var en natursten, ca 2 m bred, 3 m høj og omkring 75 cm tyk. Stenarten var en lokal grønlig gnejs, som kaldes Tännäs-øjegnejs, på grund af nogle ret store, nærmest rosafarvede feldspataflejringer i den grønne gnejs. En flot sten.
Flatruet viste sig som ventet fra sin absolut flotteste side i det strålende vejr. Det er næsten umuligt at blive træt af at nyde udsigten sådan et sted. Vi blev der en times tid - og det lykkedes da også at finde en lille fin kvartssten med lavbevoksning, som jeg tog med som souvenir.

Flatruet - en tur værd

Stor udsigt


På hjemvejen gjorde vi holdt i Mittådalen, hvor vi købte et lille renkalveskind og en lille ren skåret i træ til at sætte i vindueskarmen hjemme i udestuen.
Tilbage i Funäsdalen var vi lige inde omkring et byggemarked, hvor Petra havde en forhåbning om, at hun kunne købe en træ-taburet magen til dem, der var i 'vores' hus. Vi fandt nu ingen, så vi kørte i stedet hjem og fik frokost.
Fredag eftermiddag blev brugt til at pakke bil og gøre huset rent. Desuden havde Petras knæ godt af lidt ro.
Fredag aften spiste vi på et lille spisested oppe ved siden af kirken. Vi gik tidligt til ro, da vi skulle starte turen sydpå ret tidligt lørdag morgen, for at være ved færgen i Varberg til kl. 21.

Lørdag den 5. Dagen afsat til transport ned gennem Sverige, ind og ned gennem Norge, tilbage til Sverige og ankomst Varberg ca. 19.30. Alt forløb fint. Det var en dejlig varm dag - måske lidt for varm til bilkørsel.

Men da vi kom til Varberg blev vi lidt småsure. Vi fik at vide, at færgen var forsinket ca. 1 time.

Det blev nu snarere 1½ time, så vi var ikke i Grenå før ved 2-tiden. Som følge deraf var vi først i Brædstrup kl. 3.30, så vi forsvandt hurtigt ned under dynerne.

Da vi var kommet lidt til hægterne dagen efter konkluderede vi, at turen bestemt havde været vellykket, og at vi godt kunne 'finde os i' at bo samme sted i en uge.