Tjekkiet og Slovakiet
26. september – 6. oktober 2017
Vi har ikke tidligere besøgt østeuropæiske lande - bortset fra et kort besøg i det tidligere Østtyskland i 1990.
Det vil vi så gøre noget ved på denne tur, der bringer os til hele 4 øst-lande: Det tidligere Østtyskland, Tjekkiet, Slovakiet og Polen.
Her følger en beskrivelse af vores oplevelser undervejs,
med tilhørende links til dias/videoshow,
som i billeder viser indtryk fra turen.
Lidt teknisk:
Alt billedmateriale på denne tur er optaget i høj opløsning (1920 x 1080) og formatet 16:9.
Det betyder, at de fleste billedfiler er meget store.
Det medfører, at download-tiden kan blive ret lang, hvis du ikke har en meget hurtig internetforbindelse.
Hvis du oplever, at en billedfil "hakker", "fryser" eller slet ikke starter, kan du prøve
1) at være tålmodig og vente på at filen hentes,
2) at aktivere "pause" på afspilningsskærmen et stykke tid eller
3) at aktivere "stop" og derefter starte afspilningen forfra.
Længden af hvert show er angivet i min:sek og
der er tilsat lidt stemningsmusik.
Tænd for dine højttalere
Tirsdag den 26. september:
Vi kørte tidligt hjemmefra. Der ventede en ret lang tur på 650 km, og det er en ren transportdag uden planlagte ophold – bortset fra naturlige pauser.
Vi vidste, at der var vejarbejde på motorvej A7 mellem Flensborg og Hamborg, men ikke hvor omfattende det var. Vores GPS gjorde opmærksom på, at vi kunne spare 9 minutter
ved at forlade motorvejen ad vej B203 lige nord for byen Owschlag, så det gjorde vi. Da vi blev ført tilbage til motorvejen nogle km sydligere, var der stadig kø, så vi véd reelt ikke, om vi sparede tid – men det var nu ikke en slem kø.
Det var dejligt kørevejr – ret skyet men tørt og med temperaturer fra 14 grader da vi startede til 18, da vi ankom til vores første overnatningssted Hotel Grüne Tanne lidt nord for Wittenberg.
Ret hurtigt, sydøst for Hamborg, kørte vi ind i det tidligere Østtyskland og uden at kunne sige præcist hvorfor, kunne vi ret let fornemme, at landskabet var anderledes end det vi kendte fra tidligere ture ned gennem det gamle Vesttyskland. Da vi forlod motorvejen for at køre de sidste ca. 15 km på mindre veje, var det især de mange vejtræer, der røbede den østtyske fortid. Derimod så bygningerne ikke specielt forsømte ud – som de gjorde da vi besøgte området omkring 1990.
Onsdag den 27. september:
Dagen starter med et besøg i Wittenberg – dog med den lille irriterende detalje, at vi faktisk havde kørt en halv snes km, da jeg opdagede at jeg havde glemt min jakke på Hotel Grüne Tanne. Tilbage for at hente jakken og så til Wittenberg, hvor det selvfølgelig ikke var helt let at finde en parkeringsplads! Det lykkedes dog – og til med til en pris af 1 Euro for 2 timers parkering – og ikke langt fra Slotskirken (Schlosskirche), hvor Martin Luther i 1517 opslog sine 95 teser på kirkedøren og dermed startede revolutionen mod den katolske kirke og grundlagde protestantismen. Den originale dør og teserne findes naturligvis ikke mere, men på den nye dør, har man trykt teserne, så det stadig er muligt at få et indtryk af, hvad den gode Martin Luther havde på hjerte.
Martin Luther's navn har betydet så meget for byen, at den i 1938 faktisk skiftede navn til Lutherstadt Wittenberg (54.000 indbyggere).
Vi var også inde i kirken, hvor vi kunne beundre de mange flotte mosaikvinduer i fantastiske farver.
Vi var så heldige at få en snak med en tilsynsførende i kirken, og han kunne vise os et flot stykke kunsthåndværk i form af et såkaldt antependium - et alterforhæng - som Dronning Margrethe på kirkens foranledning har broderet. På alterforhænget, der fremover vil blive anvendt ved særlige kirkelige højtider, figurerer en såkaldt Lutherrose: en hvid rose med fem blade og i midten et sort kors på et rødt hjerte. Angiveligt har majestæten brugt mere end 500 timer på fremstillingen af det smukke alterforhæng.
Kunstværket blev overbragt personligt af dronningen i 2016 i f.m. kirkens genåbning efter en større renovering.
Et spændende besøg.
Derefter fortsatte vi turen mod sydøst og rundede Leipzig og Dresden.
Efter Dresden kørte vi ad mindre veje det sidste stykke mod Tjekkiet – troede vi.
Vi blev lidt overraskede, da vejskiltene pludselig angav, at vi var på vej ind i Polen!
Ved nærmere granskning af vores kort kunne vi så se, at vores rute ganske rigtigt lavede en lille sløjfe, så vi på en strækning af ca. 5 km faktisk kørte i Polen, før vi så kørte ind i Tjekkiet.
Der var intet langs vejen, der indikerede at vi krydsede grænserne – hverken fra Tyskland til Polen eller fra Polen til Tjekkiet.
I Tjekkiet kørte vi ret hurtigt ind på en motorvej, der er afgiftsbelagt, så det var rart, at jeg havde fået købt en mærkat til bilen hjemmefra!
Vi fandt uden problemer stedet for de næste 2 overnatninger, Hotel Štekl, der ligger i det klippefyldte landskab Hrubá Skála. Nærmeste nabo til hotellet er slottet med sammen navn som området.
Dagen startede lidt kaotisk, men endte med at blive rigtig fin – også vejrmæssigt. Der var letskyet hele dagen, men tørt og med temperaturer mellem 14 og 21 grader.
Turen blev på 350 km.
Torsdag den 28. september:
Vi havde planlagt en lille kort tur rundt til forskellige turistattraktioner i det såkaldte ”Tjekkiske Paradis”, Český Ráj, en nationalpark på 180 km², der ligger mindre end 100 km nordøst for Prag.
Det gik ikke så let!
Vi fandt let vores første destination, Hrad Trosky.
Det er en slotsruin, der ligger på 2 vulkanske bjergtoppe, Baba (”Bedstemor”) og Panna (”Jomfruen”). De kan ses på lang afstand og er ret dominerende i området.
Derefter gik der vejarbejde og omkørsler i én uendelighed i det. Vi kom bogstaveligt talt også ud, hvor vi dårligt kunne bunde – forstået på den måde, at GPS-en – som følge af noget vejarbejde – ledte os ud på en vej, hvor vi mødte nogle ryttere, der på det kraftigste frarådede os at køre videre, da den anviste vej var alt for våd og blød til en almindelig bil.
På flere af de følgende planlagte mål havde vi også problemer med at komme frem som følge af vejarbejde og –omlægninger – men ad uransagelige veje – og de var ikke altid lige jævne – nåede vi alligevel rundt til de forskellige steder.
Undervejs besøgte vi også byen Jičín (17.000 indb.), hvor vi spiste frokost.
Vi fandt derefter de berømte klipper, Prachovské Skály, og slottene Hrad Kost og Zámek Sychrov, men det tog tid – lang tid.
Vi var først hjemme ved 18-tiden, selv om den planlagte tur kun var på 125 km og endte med at blive på 165 km.
Fredag den 29. september:
Det er så er ren transportdag.
Vi flytter fra Tjekkiet til Slovakiet – og det er en pæn dagsrejse på 455 km.
Inden vi forlader Hotel Štekl aflægger vi dog lige et kort besøg i slottet Hrubá Skála.
Undervejs på turen fra det nordvestlige til det sydøstlige Tjekkiet passerer vi de større byer Hradec Králové (93.000 indb.), Valašské Meziříčí (28.000 indb.) og Olomouc (100.000 indb.) inden vi krydser grænsen til Slovakiet og ret hurtigt møder et trafikkaos i byen Žilina (82.000 indb.)
Hovedvejene var af god standard – og hvor der var bygget motorveje var standarden rigtig høj.
En generel ”fejl” ved vejene var den nærmest totale mangel på parkeringspladser. Først da vi kom til nyanlagte motorveje i Slovakiet var der rastepladser – de var så til gengæld i tip-top stand og betalt af EU, hvilket der også blev gjort tydeligt opmærksom på.
Der var voldsomt meget trafik på vejene og såvel tjekker som slovakker har et ret afslappet forhold til hastighedsbegrænsninger. Vi fik næsten indtryk af, at en hastighedsgrænse skulle opfattes som den hastighed, der MINIMUM burde køres med. Det var dog anderledes i bymæssig bebyggelse. Her holdt de sig konsekvent under 50 km/t.
Klokken var næsten 18, da vi fandt vores ”hjem” de næste 5 nætter, Hotel Svätojánsky kaštieľ, i den lille by Liptovský Ján (under 1.000 indb.).
Lørdag den 30. september:
Vi havde planlagt en tur, hvor vi skulle op til bjergtoppen Lomnický štit (2634 m.o.h.). Først med svævebane op til gletchersøen Skalnaté pleso (1751 m.o.h.) og derefter med to-personers lift det sidste stykke.
Sådan gik det ikke.
Da vi nærmede os området, gik det op for os, at det var lørdag og at hovedparten af landets befolkning åbenbart også mente, de skulle besøge bjergområdet. Da vi kom ved 9-tiden var der totalt overfyldt af biler og de mennesker, der havde overfyldt parkeringspladserne.
Vi måtte ændre vores planer, så i stedet kørte vi en tur, hvor vi bl.a. besøgte byen Levoča
(15.000 indb.), kirken Katedrála svätého Martina og den kæmpestore borgruin Spišský Hrad.
På hjemturen starter vi med at køre 10 km sydpå til byen Spišské Vlachy og derfra vestpå mod den større by Spišska Nová Ves (40.000 indb.).
Herfra kører vi mod syd og vest gennem nationalparken ”Det Slovakiske Paradis”, Slovenský Raj.
Vi ender med at køre nordpå mod områdets største by, Poprad (55.000 indb.), hvorfra vi tager motorvej D1 hjem, dog med en lille afstikker til byen Liptovský Mikuláš (33.000 indb.), der ligger ca. 7 km vest for vores hotel.
Turen blev på 325 km.
Søndag den 1. oktober:
I dag var det meningen, at vi ville besøge en anden bjergtop, men belært af erfaringerne fra lørdag, besluttede vi at udsætte denne tur til mandag i håb om, at slovakkerne så ville passe deres arbejde og overlade turistattraktionerne til turisterne. Ifølge vejrudsigten skulle det også blive godt vejr mandag.
I stedet brugte vi søndagen til at køre hele vejen rundt om Tatrabjergkæden, hvilket bragte os en tur til Polen. Bjergområdet er ret afgrænset. Det er ca. 40 km i øst-vestlig retning og ca 20 km i nord-sydlig retning – i alt 750 km² eller ca. dobbelt så meget som den danske ø Mors i Limfjorden.
Vejret var koldt fra morgenstunden og vi kunne se, at der havde været rimfrost udsatte steder. Da vi kørte fra hotellet var der 7 grader, men op ad dagen nåede vi 17 grader.
Det var egentlig spændende at se bjergene fra alle sider, men de tog sig dog flottest ud fra syd mod nord, hvilket vi oplevede på sidste del af turen – og i fint solskin.
Undervejs oplevede vi endnu engang, at der laves utrolig meget vejarbejde i denne del af Europa – og det giver bilkøer. Man skal væbne sig med tålmodighed, når man kører her. Kort efter den polske vintersportsby Zakopane (28.000 indb.) blev det rigtig slemt, og den vej vi egentlig skulle køre på var totalt lukket. Vi måtte derfor køre en lidt længere vej nordpå end planlagt, men det er vilkårene på disse kanter. Vi oplevede, at de nyere huse i Polen er temmelig store og bygget i 2-3 etager med masser af kviste og vinkler. Det ældre byggeri så nogenlunde velholdt ud, men heller ikke i Polen gør man meget ud af at få haverne omkring husene til at se pæne ud. På den måde ligner de 3 østeuropæiske lande, vi besøger, hinanden temmelig meget.
Tilbage i Slovakiet besøger vi byen Stará Ľubovňa og borgen Ľubovňiansky Hrad.
Turen rundt om Tatra-bjergene blev på 275 km.
Mandag den 2. oktober:
Vejrudsigten ramte rigtigt - det blev en flot dag måske den bedste på hele turen.
Vi kører derfor til den lille bjergby Tatranská Lomnica, og går på jagt efter en svævebane, der kunne føre os op på de høje Tatra-tinder.
Første forsøg mislykkedes. Ikke p.g.a de store menneskemængder, der blokerede alting i weekenden, men vejarbejde forhindrede os i at finde det første mål: Lomnický štit.
Men så fandt vi frem til en anden lille bjergby, Starý Smokovec, hvorfra der gik en bjergbane til bjergtoppen Hrebienok. Vi var kun oppe i 1285 meters højde, men alligevel var der en flot udsigt.
Ikke langt fra Hrebienok ligger bjergsøen Štrbské Pleso. Den er på 20 ha og ligger fantastisk flot ved foden af de højeste tinder i Tatra. Hele vejen rundt om søen er der anlagt en meget gå-venlig sti, så vi vovede pelsen og gik hele vejen rundt om søen. Det blev vel til ca. 3 km. Undervejs kunne vi nyde de flotteste udsigter i det fantastiske vejr med høj, blå himmel, men kun 13 graders varme.
Da vi kom tilbage til hotellet kunne vi fornemme et varslet vejrskifte: Det blev overskyet, og der varsles regn til tirsdagen.
Tirsdag den 3. oktober:
Vejrmeldingen holdt stik. Da vi vågnede, kunne vi se, at det havde regnet om natten.
Det var derfor en perfekt dag til at besøge en drypstenshule, Demänovská jaskyňa Slobody (Frihedsgrotten), som kun ligger en halv times kørsel fra vores hotel.
Det var med lidt bange anelser, at vi købte billetter, for det blev angivet, at turen er på 1150 meter, tager ca. 1 time, indeholder 913 !!! trappetrin (op og ned) og en højdeforskel på 86 meter.
Det viste sig dog, at det var en tur, vi kunne klare, selv om Petra stønnede noget over anstrengelserne, da vi kom ud.
Anstrengelser eller ej – det var en udmærket tur og hulen indeholdt mange flotte drypstensformationer – og i flere farvenuancer end vi havde set andre steder, så det var anstrengelserne værd.
Efter denne oplevelse kørte vi ind til byen Liptovský Mikuláš og købte nogle lækre pizzastykker. Resten af eftermiddagen blev brugt til at holde fri/lade op til køreturen til Polen i morgen.
(Som følge af dårligt lys i hulen, er billedkvaliteten lidt svingende).
Onsdag den 4. oktober:
Så er vores ophold i Liptovský Ján slut. Det var et dejlig roligt sted, men
alligevel tæt ved motorvejen, så det var let at komme omkring i området.
Vi kører i dag tilbage mod Tjekkiet, men ved byen Žilina drejer vi mod nord og kører ind i Polen. Det er dejligt kørevejr – letskyet og omkring 13 grader. Vi når frem til byen Oświęcim (ca. 40.000 indb.) først på eftermiddagen.
Det tyske navn for Oświęcim er Auschwitz, og vi bruger her omkring 3 timer på at se først den nærtliggende Birkenau-lejr (også kaldet Auschwitz II) og senere Auschwitz-lejren (også kaldet Auschwitz I).
Det er i princippet gratis at besøge lejren/lejrene og der er gratis bustransport mellem dem (ca. 2 km). Kun hvis man ønsker en guidet tur eller ønsker at leje en båndoptager, der fører én rundt, koster det lidt. Det er World Cultural Heritage under FN (UNESCO), der siden 1979 har ejet og drevet det enorme område som museum.
Det kom lidt bag på os, at der ved indgangen til Auschwitz I er samme skrappe sikkerhedsforanstaltninger som i en lufthavn. Årsagen hertil er formentlig, at man ønsker at forhindre sabotage fra kredse, som fortsat mener, at påstandene om de uhyrligheder, der fandt sted, er opdigtede.
Den oprindelige Auschwitz-lejr er en gammel polsk kaserne bestående af 22 murstensbygninger i 2 etager + kælder, som nazisterne ”overtog”. Den fylder 20 hektar og i 1944 var der her 16.000 fanger. Birkenau-lejren, som blev bygget i 1942, bestod af et meget stort antal træ-barakker, som alle er brændt ned, men enkelte er rekonstruerede. Lejren var planlagt til at rumme 125.000 fanger og dækker et areal på 170 hektar.
Det anslås, at omkring 1 million mennesker har mistet livet i de to lejre.
Man får en mærkelig fornemmelse i kroppen, når man går rundt på disse områder, hvor nazisterne udførte nogle af deres mest forfærdelige forbrydelser.
En speciel oplevelse, som er lidt vanskelig at fordøje.
Efter dette besøg fandt vi let vores overnatningssted i udkanten af byen, Hotel Old Tree Villa & Restaurant.
Torsdag den 5. oktober:
Så går det hjemad.
Der er ikke andre planer for dagen end at komme frem til vores sidste overnatningssted lidt syd for Berlin. Der er - bortset fra de første 15 km - motorvej hele vejen, så det går fint – bortset fra, at der er et trist regnvejr det meste af vejen. Vi er fremme ved Hotel Restaurant Seeschlösschen lidt efter kl. 16. Det blev til en tur på 515 km.
Motorvejene i Polen er ganske fortræffelige, men på visse strækninger skal der betales en afgift. Det løb vi ind i 2 gange, hvor vi måtte betale henholdsvis 10 og 16 Zloty. (1 Zloty = 1,75 kr.)
Vi nåede frem samtidig med den voldsomme efterårsstorm "Xavier", der var startet ved Nordsøkysten tidligere på dagen og nu ramte Berlin-området med orkan-styrke.
Der brækker grene af træer omkring os, og det er virkelig voldsomt. Vindstyrken skulle aftage hen på aftenen og vi krydser nu fingre for, at bilen undgår at få grene over sig.
Mandag den 25. juli:
Stormen lagde sig hurtigt i løbet af torsdag aften, så da vi stod op fredag, var alt roligt og bilen havde ikke lidt overlast – men den var godt dækket til af nedfaldne fyrrenåle – ganske harmløst.
Vi startede hjemturen tidligt og var hjemme kl. 16.40 efter 650 km og uden nævneværdige forsinkelser. Nogle vejarbejder i Tyskland på motorvej A7 omkring Neümünster forsinkede os vist blot et kvarterstid.
-----------------------
Konklusion:
Det var vores første tur til østeuropa og det gav egentlig ikke anledning til særlige bemærkninger. Kommunikation er lidt problematisk, da der ikke er mange, der forstår ret meget engelsk eller tysk. Vejene skal opdeles i 2: Motorveje og hovedveje er på niveau med de vesteuropæiske, men når man kommer ud på de lidt mindre veje, er der godt nok mange huller.
Bortset fra svipseren med Lomnický štit fik vi stort set besøgt de steder, vi havde planlagt + en drypstenshule.
Vejret var med os – og det er altså ret vigtigt, når man planlægger udendørs aktiviteter.
Vi havde en god tur, der samlet set blev på 3850 km.
